LOMROG I EKSPEDITIONEN – Ekstreme isforhold – Rejsebrev 5


Landskabet er så fremmedartet og vidderne så enorme, at det føles som om ekspeditionen foregår på overfladen af en fremmed planet.
Foto: Anders Karlqvist.

Kære alle,

Her følger beretningen om, hvordan jeg begik en pinlig kæmpebummert til besætningens store morskab, om enorme isblokke der smadrer udstyr og om Putin som måske/måske ikke har sagt ”NIET” til at atomisbryderen fortsat kan bane vejen for os gennem de ekstreme isforhold.

DEN SVÆVENDE ISBRYDER
Pabeda sejler mod en kniv skarp horisont og vi følger lige efter med Oden. For første gang er der blå himmel og solskin. Vi har hidtil bevæget os gennem en verden i hvidt. Så kridhvidt at selv øjet må give op overfor de finere konturer i isen. Det er helt umuligt at bedømme afstande her oppe, specielt når is og himmel går ud i et: En stor sø kan se ud som en lille vandpyt, og omvendt. Skal helikopteren lande på isen, åbner den ene af piloterne derfor døren og træder ud på pontonen for bedre at kunne bedømme afstanden.

Når jeg går ind på broen (hvor skibet styres fra) og ser islandskabet brede sig ud med de spredte smeltevandssøer i grå, blå og turkis, føles det som at svæve 10.000 meter over jorden. Skibet krænger roligt til den ene og den anden side for at bryde isen, og så bliver illusionen af at sidde i et luftskib endnu stærkere. Det er helt fantastisk. Slipper man tøjlerne til fantasien, kan det næsten føles som at befinde sig på kommandobroen i et rumskib, som flyver over en ugæstfri planet.

Isskosserne løftede den 350 kg tunge seismiske luftkanon op på isen. Helikopterpiloterne kæmpede uden held med at bjerge hydraulikkablet, men så gik verdens største atomisbryder i aktion…
Framegrab: Kenneth Sorento.

KANON PÅ ISEN
Satellitbilleder viser, at der samlet set aldrig i nyere tid har været så lidt is omkring Nordpolen som i år. Der er næsten isfrit på den sibiriske side, men strøm og vindforhold har til gengæld presset isen sammen nord for Grønland. Præcis der hvor vi befinder os nu! Isforholdene har derfor vist sig at være mere ekstreme end forudset. Kaptajnerne på begge skibe har været nødsaget til i flere omgange at ændre og forkorte ruten i forhold til den oprindeligt planlagte. Selv Pabeda har haft store problemer med ”skrueis”, som ligner en miniaturebjergryg på en isflage. Vi har målt skrueis på op til 6 meter, men så skal man gange med 9, for at få et indtryk af, hvor dybt den stikker under vandet. For nogle dage siden sad vi næsten fast hele tiden, men da ruten blev ændret i sydlig retning, så vi i stedet for at sejle mod isdriften, sejlede parallelt med den, ja så gik det pludselig bemærkelsesværdigt lettere.

Seismikforskerne har virkelig kæmpet en hård kamp, for at redde udstyret – som er blevet slæbt efter Oden – fra at blive knust imellem isblokke på størrelse med varebiler. På Galathea-ekspeditionen oplevede jeg, hvordan seismikforskere under normale forhold sætter små såkaldte elektroniske fisk – de ligner godt nok modelfly – på hydrofonkablet (hydrofon=undervandsmikrofon) også kaldet et streamerkabel. Fiskene sørger for at holde kablet i en bestemt dybde, men eftersom de ville blive revet i tu af isen her oppe, fik forskerne i stedet specialkonstrueret et streamerkabel i USA. Man kender kun til to forskere, som har lavet seismiske undersøgelser i polare egne, og de har begge mistet deres udstyr efter kort tid. Derfor var de danske forskeres kabel produceret af et meget glat materiale, så det havde lettere ved at glide af isen. Og i stedet for elektroniske fisk, byggede man dybdemålere ind i kablet. Kunne man ikke forhindre kablet i at synke, kunne man i det mindste korrigere data for dybdeforhold.

Ingen forskere har nogensinde tidligere udført seismiske målinger i dette område og under så ekstreme isforhold som i år. Det var med nerverne udenpå, at de første 6 sektioner af streamerkablet på i alt 450 meter, fik sin dåb, eller rettere ilddåb. Herefter fulgte et kraftigt orange kabel, på tykkelse med de slanger som slamsugere bruger til kloaker, og for enden af det sad en 300 kg tung luftkanon. Kæmpestore isblokke som var blevet presset ned under Odens køl, dukkede op i kølvandet lige der, hvor kablerne befandt sig. 3 forskere var derfor permanent på vagt døgnet rundt, så skibet kunne stoppes og kablerne evt. rulles ind igen, hvis en isblok fik fat i et af dem. Jeg havde dårligt nok fået stillet kameraet op før luftkanonen blev løftet op og trukket hen over en isflage. Det så voldsomt ud og seismikforskerne holdt vejret. Heldigvis gik kanonen ikke af på overfladen, som den gjorde da jeg nogle timer senere filmede den samme situation, men denne gang oppe fra broen. Selv bag vinduesglas og over hundrede meter fra kanonen, lød der et overdøvende brag. Havde jeg stået på agterdækket, ”ville dine trommehinder være sprunget og det ville bløde ud af næse og ører”, forklarede en af seismikforskerne mig.

Flere gange blev også streamerkablet løftet op til overfladen af isen, skibets fart blev bremset, og kablet overlevede den hårdhændede behandling indtil det igen sank ned i dybet. Pludselig opstod der panik: Signalet var forsvundet. Seismikfolkene løb ned til agterdækket og Suvi og jeg løb efter. Jeg nåede ikke i forvirringen at få den obligatoriske hjelm på, men sikkerhedssko sørger vi altid for at være iført. Spillet blev sat i gang, og kun første sektion af streamerkablet kom op, de resterende fem var forsvundet.

Netop fordi man havde kalkuleret med et stort spild, var der tre gange så meget streamerkabel med som nødvendigt under normale forhold. Nye sektioner blev sat på og samlingerne blev yderligere forstærket. Men der gik ikke mange timer før, der var opstået utætheder pga. friktionen med isen, så flere kabelsektioner måtte skiftes. Nu var det efterhånden sidste udkald, lageret var næsten i bund. Samtidig var isforholdene blevet værre. Efter få timer forsvandt signalet og denne gang var første sektion blevet revet midt over og man kunne se dele af kablet på en isflage. Oden blev stoppet og helikopteren sat i aktion. Et kabel fra helikopteren blev fastgjort til streamerkablet, men piloterne turde ikke trække med mere end, hvad der svarede til et løft på 850 kg. De kunne klare op til 1 ton og kablet vejede kun godt 600 kg, men hvis streamerkablet knækkede, var der en overhængende risiko for, at det ville springe op i rotoren (propellen).

Vores russiske venner på Pabeda blev inddraget i redningsaktionen af det meget dyre specialkonstruerede streamerkabel. De kom tonsende tæt forbi agterdækket: Et imponerende syn at se verdens største isbryder rage op over os. Og det der fulgte var visuelt spektakulært. Pabeda sejlede tæt ind foran helikopteren, så tæt at den blokerede for vinden som piloten holdt helikopteren op imod. Det skabte turbulens og gjorde det meget vanskeligt at holde maskinen forholdsvis rolig. Den russiske kaptajn forsøgte at løsne isens greb om kablet ved at sejle frem og tilbage så tæt på streameren som muligt, men efter tre kvarter havde isen stadig ikke sluppet taget i kablet. Helikopterpiloterne gav op, men russerne blev ved. De gav herefter en opvisning i, hvor præcis de erfarne søfolk kunne manøvrere det 25.000 ton store skib som var det en lille plimsoller på 40 fod. Kaptajnen dirigerede Pabeda nænsomt en smule ind over kablet, bakkede tilbage, lempede en del af kablet op og så fremdeles. Efter en halv time var to af de 6 sektioner bjerget, og vi var alle dybt imponerede over russernes færdigheder. Kablet var dog så medtaget af isen, at det ikke kunne repareres ombord, så nu er alle seismiske målinger som udgangspunkt afsluttet. Sammenlagt blev der opmålt 145 km, og det er en enestående bedrift i international sammenhæng.

Det er meget syret at filme så stort et skib – verdens største isbryder – uden at man kan høre nogen nævneværdig motorstøj. Årsag? Atomreaktor ombord!
Foto: Tim Jantzen.

TÅGEHORNET KENNETH
Som om vi ikke havde drama nok ombord, kom jeg selv til at bidrage med et af slagsen… Før vores første møde med atomisbryderen Pabeda, filmede jeg en af vore hovedkarakterer, Anders, i en lidt anspændt situation, hvor han var live på Sveriges Radio. Pludselig lyder der en meget høj tuden fra et tågehorn. Anders bliver synligt forvirret, kan ikke høre journalistens spørgsmål og beder om at få det gentaget. Det gør den flinke journalist, men desværre forhindrer det overdøvende tågehorn ham endnu engang i at høre noget. Jeg undrer mig meget over, hvorfor de dog bruger tågehorn ved højlys dag med klart sigte. Der er jo ikke et skib i mange hundrede kilometers afstand! Jeg kan overhovedet ikke høre, hvad Anders siger! Og for at det ikke skal være nok, står Suvi og river i mig. Død irriterende! Men så går det op for mig, at hun desperat prøver at hive mig væk fra tågehornet som jeg har lænet mig op af!!! Behøver jeg at tilføje at alle på broen lå flade af grin? På nær kaptajnen…

SAGDE PUTIN ”NIET”?
Ombord på Oden tales der i krogene om hvor vidt det er Putins skyld, at vi nu – endnu engang – må ændre sejlrute. Pga. de ekstreme isforhold havde den russiske kaptajn ellers sagt ja til at forlænge deres arbejde for os i 10 dage. Jeg hørte det selv, vi filmede nemlig hans samtykke, da vi var på besøg på Pabeda. Men et par dage før forlængelsen skulle træde i kraft, fik vi pludselig at vide, at det alligevel ikke kunne lade sig gøre. Alle planer var ellers blevet rettet ind efter forlængelsen. Forklaringen var at de ekstreme isforhold havde beskadiget skruen. Da skibet stadig er omfattet af værftets garanti, skulle de hjem til Murmansk hurtigst muligt. Sjovt nok fik vi beskeden fra direktøren for Murmansk Shipping og ikke fra kaptajnen selv… Ja, ja, måske er det den virkelige årsag, men man kan jo ikke lade være med at tænke sit. Der er i hvert tilfælde mange her ombord, som tror at Murmansk Shipping har fået sat tommeskruerne på af selveste Putin. Rusland er nemlig interesseret i flere af de samme områder af Nordpolen som Danmark ønsker at gøre krav på. Og så må der jo være grænser for hjælpsomheden selvom den danske stat med glæde ville betale knap 4 millioner kroner for 10 ekstra dage.

Men uanset hvad det skyldes, har russerne på Pabeda været nogle rigtige guttermænd! Vi havde aldrig klaret os igennem isen nord for Grønland, hvis ikke de havde ligget foran os og brudt isen. De forlader os ikke før begge kaptajner vurderer, at vi er nået til et område med tyndere is som Oden kan bryde uden hjælp. Men hvis vi herefter sejler fast, ja så kan vi risikere at blive liggende i rigtig lang tid…

Efterskrift: Pabeda efterlod os torsdag den 30. august. De sejlede tæt forbi mens en russisk militærmarch fra 1. verdenskrig skrattede fra skibets højtalere. Aftnen før havde kaptajn og co. været til afskedsfest hos os, med masser af snaps, harmonika og russiske sange. Vi har hidtil klaret os fint i isen uden assistance og befinder os nu ved Grønlands nordøstlige kontinentalskrænt.

Atomisbryderen forlod os til tonerne af en russisk militærmarch, der tordnede ud af skibets højtalere.
Foto: Björn Eriksson.

OFFICIEL PRESSEMEDDELELSE

Dansk-svensk polarekspedition på vej retur om Nordøstgrønland

Den dansk-svenske polarforskningsekspedition har under vanskelige isforhold arbejdet sig gennem dele af de planlagte kortlægningsområder nord for Grønland og vender nu retur med sejlrute om Nordøstgrønland.

Med assistance fra den russiske atom-isbryder “50 let Pobedy” har ekspeditionsdeltagerne på den svenske isbryder Oden banet sig vej gennem ekstreme isforhold i Polarhavet, som dog også har betydet tab af dele af det seismiske målingsudstyr undervejs og nødvendiggjort en forkortelse af den på forhånd planlagte sejlrute.

En forlængelse af assistancen fra den russiske isbryder har af tekniske grunde ikke været mulig, idet den russiske isbryder har konstateret problemer med skruen i de vanskeligt fremkommelige farvande med særdeles kompakte, sammenpressede ismasser.

Den dansk-svenske polarforskningsekspedition fortsætter efter ankomst til mere fremkommelige farvande for egen fremdrift på den svenske isbryder Oden. Ekspeditionens dataindsamling fortsætter, og togtet ventes fortsat afsluttet medio september.

Ekspeditionen er et led i kontinentalsokkelprojektet, som regeringen gennemfører i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre og Færøernes Hjemmestyre for at dokumentere Rigsfællesskabets mulige krav på udvidet kontinentalsokkel i henhold til FNs havretskonvention. Ekspeditionen skal sikre relevante data fra det arktiske ocean, som kan belyse havbundsforholdene i overensstemmelse med FNs havretskonvention.

For feltrapporter og yderligere information om den dansk-svenske ekspedition, se www.a76.dk.

Mange hilsner

Kenneth