MED LIVET SOM INDSATS


Pludselig stod der er mand på skinnerne. Den 22 årige lokomotivfører trykkede bremsen i bund og vendte hovedet væk. Præcis som han var blevet instrueret i at gøre. Men nu var det virkelighed.

Juliet Lamont kunne ikke forstå, hvor hendes mand, fotografen Tom Jefferson, blev af. I Stockholm havde hun set timevis af optagelser igennem med ham. De var overbevist om, at de havde materiale til en stærk historie. Senere på dagen var han taget ud for at skyde flere billeder til filmen. Det var nu mange timer siden.
Da aktivister fra Greenpeace samt en freelancefotograf blev arresteret sidste år af russiske komandostyrker i det arktiske Karahav, fløj Juliet og Tom fra Australien til Murmansk. De ville producere en dokumentarfilm om mennesker der var villige til at sætte deres liv på spil for en sag de brændte for. Greenpeace-aktivisterne ville stoppe en russisk boreplatform i at udvinde olie fra havet i Arktis. Selv efter mange ugers forhandlinger med myndighederne i Murmansk, lykkedes det dog ikke de australske dokumentarister at få tilladelse til at filme de indsatte. I stedet lod de en drone med kamera overflyve fængslet. Det gjorde de russiske myndigheder rasende.
”This film will kill us”, plejede Juliet og hendes mand at joke med. At lave film i Rusland om kontroversielle emner er nemlig ufattelig svært. Men da ”the Arctic 30” endelig blev løsladt efter tre måneders fængsel under umenneskelige forhold, kunne myndighederne ikke længere stoppe det australske par i at lave deres film.
Der var nu gået godt et halvt år siden frigivelsen og Juliet befandt sig i den svenske hovedstad. Sent om aftnen blev hun opsøgt af det svenske politi, som fortalte at hendes mand var blevet påkørt af et tog. Han var død på stedet.
Tom havde været i gang med at filme tæt op af togskinnerne på en strækning der førte ind til Stockholm, da han blev ramt af toget. Juliet var i chok. Hun insisterede på at se liget af sin mand, men den svenske kriminalbetjent som var sat på sagen nægtede Juliet at få sit ønske opfyldt.
Juliet turde ikke fortælle sine to teenagedøtre, at deres far var blevet dræbt i Sverige. Da hun tilbage i Australien kom trækkende op af indkørslen med både sin egen og sin mands kuffert, var døtrene dog klar over, at der var noget galt.
Familien var naturligvis i chok, men Juliet og hendes døtre valgte at fortsætte arbejdet med filmen. Dels fordi den betød så meget for Tom, og dels fordi arbejdet med dokumentaren blev deres måde at bearbejde sorgen på.
I forbindelse med at jeg selv er i gang med optagelser til en dokumentarfilm i Komiregionen det nordlige Rusland, møder jeg Juliet på Greenpeaces ”Oil Spill Camp”. Hun skal lave en række optagelser af freelancefotografen, Denis Sinyakov, arbejde med at dokumentere Greenpeaces ”Oil Spill Camp”. Denis var blandt de 30 som blev arresteret af russiske kommandostyrker (hans historie fortæller jeg om i et kommende blogindlæg).
Det er tre måneder siden at Juliets mand blev påkørt. Hun har været i Sverige for med kameraet for at bearbejde, hvad der skete. Her har hun bl.a. talt med lokoføreren og kriminalbetjenten. Sidstnævnte var ulykkelig over at hun havde fastholdt at Juliet ikke måtte se sin mands lig. Tom Jefferson var villig til at tage store chancer for at kunne fortælle en historie han syntes var vigtig. Desværre kostede det ham livet. Historien om Juliets afdøde mand og kollega, bliver nu en del af dokumentarfilmen om ”the Arctic 30”. Det synes jeg er modigt og stærkt. Læs mere om filmen her: A Cold War.

 

 


Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: