Kære alle,

Oden zigzagger sig gennem revner og små søer mellem de store isflager. Det sker tit at isen pakker sammen i en grad, der kræver at Oden må bakke tilbage for derefter at give den gas fremefter. Den fremgangsmåde gentages ofte flere gange, før vi kan komme videre. I går sad vi fast i en time, men ellers er det gået fint uden assistance fra Pabeda. Vi er ud for Grønlands nordlige østkyst og har i et par dage kunnet se isbjerge i det fjerne.

Forleden var jeg ude på “isrek”, isrekognoscering, med ”Dumle-expressen”, skibets helikoptertjeneste. Navnet skyldes at piloterne altid gnasker Dumlekarameller i sig når de er ude at flyve. Under rekognosceringen plottede styrmanden den bedste rute gennem isflagerne ind på GPS ud fra de iagttagede isforhold. Satellitkortene fra DMI kan udelukkende bruges til den overordnede planlægning. Ruten på styrmandens GPS blev bagefter overført til skibets navigationssystem. Smart! Vi fløj med Geier, og når han skal vende, ja så vender han: Horisonten står næsten lodret! En af forskerne ombord blev så dårlig, at jeg måtte tømme Dumle-posen så hun kunne brække sig i den. Det blev heldigvis ikke nødvendigt.

BJØRN TIL BAGBORD!
Når man skulle finde en person på Vædderen under Galathea-ekspeditionen, kunne man bruge halve til hele timer på at trave skibet rundt og spørge efter Mr. X. Hvis det fejlede, og det var vigtigt, kunne man aller nådigst få officeren som var på vagt på broen til at praje den pågældende over skibets højtaleranlæg. Helt igennem oldnordisk! Ombord på Oden derimod, er vi hver især blevet udstyret med en skibsmobiltelefon, så vi til hver en tid kan få fat i hinanden, og det er vigtigt hvis der pludselig sker noget uventet som er værd at filme.
Forleden dag sad jeg i Odens biograf da min værelseskammerat, Dennis, ringede fra broen med beskeden: ”Bjørn til bagbord!”. De to forrige gange, hvor en bjørn blev spottet, nåede jeg ikke at få kamera og stativ frem i tide. Da instruktøren Suvi bare VILLE have en hvid bamse i kassen, ja så skulle det fandeme gå stærkt! Jeg slog min egen personlige rekord i ”løb-op-af-trappe-uden-at-lægen-ser-det” disciplinen. Vi skal nemlig altid ”give skibet en hånd”, og som skibslægen Malte understreger med rynkede øjenbryn: ”Ingen løb ombord!”. Dernæst gjaldt det distancen til containeren. Kunsten her er ikke at komme til skade på det is- og sneglatte gyngende dæk (og dermed give lægen ombord noget at lave!). Men her havde jeg fået hjælp fra uventet side. Vores tyske nabo, Thomas, fra containeren ved siden af, havde nemlig tabt tålmodigheden med Suvi og undertegnede: Han havde skovlet isen væk foran vores container. Thomas havde ellers i flere dage gjort adskillige diskrete forsøg på at få os til at udføre vores pligt, fordi han skal forbi vores container på vejen til sin egen. Han spurgte bl.a. ind til om islaget generede os, når vi nu kom gående med vores dyre udstyr. Men vi opfattede ikke hans hentydninger. Det nåede så vidt, at han inviterede Suvi ind i sin container for at vise hende skovlen, og forsikre hende om, at vi skam gerne måtte låne den. Heller ikke dette vink med en vognstang fattede nogen af os! Så Thomas måtte altså til sidst give op overfor os to enfoldige danskere. Derfor kunne jeg altså nu tage den i fuldt firspring hen over dækket og ind i containeren for at hente kameraet. I forvirringen havde jeg ikke fået overtøj på, og det er knap så charmerende at stå i T-shirt nord for Grønland, men denne gang nåede jeg frem i tide. Styrmanden bakkede skibet tilbage mod bjørnen og den luntede af sted væk fra os. Bjørnen stoppede regelmæssigt op, stak snuden i vejret i kiggede undersøgende på skibet. Den var helt vildt NUTTET! Det kan godt være at isbjørne er farlige rovdyr, men ingen skal fortælle mig, at denne her nogensinde har så meget som overvejet at sætte tænderne i en sæl! Jeg er overbevist om at bjørnen her var vegetar! Nå men den nuttede bjørn, som i øvrigt var pisgul – men det gør den nu ikke mindre nuttet – vrikkede helt enormt sødt med bagdelen. Da den kom til en stribe vand mellem to flager, fik den sig en maveplasker, da den forsøgte at springe over. Den lagde poterne op på isflagen foran og havde besvær med at få numsen op sammen med resten af det bepelsede korpus på 6-800 kg. Til slut lagde isbjørnen sig ned med hovedet hvilende på poterne imens den roligt betragtede os forsvinde. Suvi havde et par timer før været på isen, naturligvis med obligatorisk riffelbevæbnet isbjørnevagt. De fik prøvet riflen af, så nu går Suvi rundt med et blåt mærke på skulderen.

HVERDAG PÅ ODEN
Det har overrasket mig at selv når det er lyst døgnet rundt, forbliver B-mennesker B-mennesker og A-mennesker står stadig tidligt op. Jeg har altid troet at lyset var en væsentlig forklaring på forskellen mellem morgenduelige og natteravne. Måske handler det om at nogen mennesker har det bedst med at være oppe efter dagens pligter er overstået, mens andre nyder roen om morgenen? Men det med ”tid” er jo som sagt et relativt begreb. Da den russiske isbryder Pabeda lå foran os, var det en pudsig oplevelse at flyve over på besøg med Odens helikopter. Med et befandt man sig i en helt anden verden med alt hvad det indebar af tung, mørk og gammeldags indretning, selvom skibet var sprit nyt. De levede i bogstavelig forstand i en anden tid på Pabeda: Moskva tid. Så når det var tidlig eftermiddag hos os, var det aften hos dem. Besynderligt når man tænker på at vi lå med en afstand på typisk 50-100 meter fra hinanden.

Vores skibslæge blev vist rundt på skibet og vi fulgte efter med kamera. De havde et imponerende stort hospital ombord, men tandlægeklinikken ville sagtens kunne vække en tandlægeskræk i mig, som jeg ellers ikke har. For udstyret må have været fra en anden tid, det lignede i hvert tilfælde noget fra 60’erne. Det gav lægen Malte mig ret i og fortalte at det medicinske udstyr så ud som var det fra 40’erne. Her skal det så bemærkes at røntgenapparatet ombord på Oden rent faktisk er fra tresserne. Malte kalder det Miss Tjernobyl! På rundturen blev vi også inviteret ind i reaktorkontrolrummet, der som så meget andet i Rusland så gammeldags ud.

Jeg havde forventet at livet på en isbryder i Arktis ville blive lettere ensformigt, men nu hvor der snart er gået 5 uger, må jeg sige at det faktisk ikke er tilfældet. Udover at arbejdet tager det meste af tiden, så er der altid noget, man kan foretage sig i fritiden. På Oden er der fitnessrum hvor man bl.a. kan dyrke ”svettis” (svensk aerobic!), 2 saunaer hvor man gerne må medbringe sprut når man crasher ind i det modsatte køns sauna. En bar, et bibliotek, messen hvor der altid er knækbrød og Kalles Kaviar og en fantastisk udsigt fra broen. Man finder ud af at is ikke bare er is og får øjnene op for den store variation i strukturer, farver, tykkelser… Det er nærmest helt hypnotisk at iagttage. Specielt de store isskosser som vælter op langs siden lige bag stævnen er meget smukke. De er lysende blå inden i, og flere af dem er på størrelse med minibusser. Forskere verden over grubler over hvad det præcis er, der fremkalder den smukke blå farve.

Jeg ville meget gerne filme isskosserne brydes bag stævnen, men kunne bare ikke finde den gode vinkel. Så jeg spurgte om jeg kunne komme ud på den anden side af rælingen. Det var kaptajnen ikke begejstret for, men han gav mig lov. Næstkommanderende, Erik, og to matroser, fik til opgave at sikre mig med en sele og være parat til at hejse mig op med et spil, hvis en særlig stor isskosse væltede ind mod skibssiden. Som fotograf vil man jo altid gerne lidt tættere på, men som Erik udtrykte det, havde han allerede ”ondt i hjertet” over at lade en person sidde udenpå rælingen. Så det kunne der ikke være tale om. Det virker jo bare ikke spor farligt når man er i situationen, og desværre kan man heller aldrig fuldt ud gengive det spektakulære syn det i virkeligheden er. Præcis på samme måde som når et stejlt bjerg, eller store bølger ikke ser ud af noget særligt på et billede. Efter at være kommet i god behold på den anden side af rælingen, kom doktoren forbi og jeg kunne ikke dy mig for at sige, at der ikke var brug for Miss Tjernobyls hjælp i denne omgang. ”Bliver man ramt af en isskosse på 30 ton, behøver jeg kun at underskrive en dødsattest”, svarede Malte med et glimt i øjet.

Om lørdagen er det tradition at tage pænt tøj på til middagen og ofte har man fundet anledning til at holde fest ombord. For eksempel afholdt vi landskamp på Oden samtidig med, at der blev spillet i Stockholm. Alle forskere som hverken var fra Danmark eller Sverige, blev tildelt kortvarigt dansk statsborgerskab. Men vel og mærke kortvarigt! Vi vil jo nødig påkalde os Pia og fætrenes vrede! Vi dystede bl.a. i svære remser og sætninger på dansk og svensk. Broderfolket skulle bl.a. forsøge at hakke sig igennem tungebrækkeren: ”Røget ørred og rødgrød med fløde smager dejligt”. Mage til vanære af modersmålet er sjældent hørt tidligere! Hele dysten endte uafgjort, præcis som i Stockholm.

AFTENSTEMNING
Vi er for kort tid siden kommet ud på åbent vand. Det er virkelig en kæmpe omvæltning efter en måned i en hvid verden. Det er nærmest som at komme fra en ekspedition midt inde på indlandsisen og pludselig befinde sig midt i oceanet. I skrivende stund sidder jeg på broen og kigger ud på spredte isflager i et spejlblankt sort hav. Der er livligt her oppe, for folk står og spejder efter sæler, hvalrosser og måske endnu en bjørn? For første gang i snart en måned oplever vi aftenstemning ombord. Himlen er blevet grå, mørket sniger sig ind på os og ansigter lyser op bag laptoppens kølige skærmlys. Folk sidder i egne tanker og skriver mails, afslutter forskningsrapporter og gennemgår billeder fra togtet. Nu bliver det tåget og det slår mig hvor stille her er. Når vi bryder is ryster og brager det i hele skibet, men nu vugger vi ganske blidt fra side til side mens vi glider 4.000 meter over havets bund.

På søndag den 16. september når ekspeditionen sin afslutning ved ankomsten til Longyearbyen på Svalbard. Det er ret almindeligt at folk som er på togt føler, at tiden går stærkere, end familien gør der hjemme. Det er tilfældet med forskeren Hans’ 3 årige søn som spurgte: ”Mor, kan du huske far?”. Så er det vist tid til at komme hjem

Mange hilsner

Kenneth Sorento

Kære alle,

Her følger beretningen om, hvordan jeg begik en pinlig kæmpebummert til besætningens store morskab, om enorme isblokke der smadrer udstyr og om Putin som måske/måske ikke har sagt ”NIET” til at atomisbryderen fortsat kan bane vejen for os gennem de ekstreme isforhold.

DEN SVÆVENDE ISBRYDER
Pabeda sejler mod en kniv skarp horisont og vi følger lige efter med Oden. For første gang er der blå himmel og solskin. Vi har hidtil bevæget os gennem en verden i hvidt. Så kridhvidt at selv øjet må give op overfor de finere konturer i isen. Det er helt umuligt at bedømme afstande her oppe, specielt når is og himmel går ud i et: En stor sø kan se ud som en lille vandpyt, og omvendt. Skal helikopteren lande på isen, åbner den ene af piloterne derfor døren og træder ud på pontonen for bedre at kunne bedømme afstanden.

Når jeg går ind på broen (hvor skibet styres fra) og ser islandskabet brede sig ud med de spredte smeltevandssøer i grå, blå og turkis, føles det som at svæve 10.000 meter over jorden. Skibet krænger roligt til den ene og den anden side for at bryde isen, og så bliver illusionen af at sidde i et luftskib endnu stærkere. Det er helt fantastisk. Slipper man tøjlerne til fantasien, kan det næsten føles som at befinde sig på kommandobroen i et rumskib, som flyver over en ugæstfri planet.

KANON PÅ ISEN
Satellitbilleder viser, at der samlet set aldrig i nyere tid har været så lidt is omkring Nordpolen som i år. Der er næsten isfrit på den sibiriske side, men strøm og vindforhold har til gengæld presset isen sammen nord for Grønland. Præcis der hvor vi befinder os nu! Isforholdene har derfor vist sig at være mere ekstreme end forudset. Kaptajnerne på begge skibe har været nødsaget til i flere omgange at ændre og forkorte ruten i forhold til den oprindeligt planlagte. Selv Pabeda har haft store problemer med ”skrueis”, som ligner en miniaturebjergryg på en isflage. Vi har målt skrueis på op til 6 meter, men så skal man gange med 9, for at få et indtryk af, hvor dybt den stikker under vandet. For nogle dage siden sad vi næsten fast hele tiden, men da ruten blev ændret i sydlig retning, så vi i stedet for at sejle mod isdriften, sejlede parallelt med den, ja så gik det pludselig bemærkelsesværdigt lettere.

Seismikforskerne har virkelig kæmpet en hård kamp, for at redde udstyret – som er blevet slæbt efter Oden – fra at blive knust imellem isblokke på størrelse med varebiler. På Galathea-ekspeditionen oplevede jeg, hvordan seismikforskere under normale forhold sætter små såkaldte elektroniske fisk – de ligner godt nok modelfly – på hydrofonkablet (hydrofon=undervandsmikrofon) også kaldet et streamerkabel. Fiskene sørger for at holde kablet i en bestemt dybde, men eftersom de ville blive revet i tu af isen her oppe, fik forskerne i stedet specialkonstrueret et streamerkabel i USA. Man kender kun til to forskere, som har lavet seismiske undersøgelser i polare egne, og de har begge mistet deres udstyr efter kort tid. Derfor var de danske forskeres kabel produceret af et meget glat materiale, så det havde lettere ved at glide af isen. Og i stedet for elektroniske fisk, byggede man dybdemålere ind i kablet. Kunne man ikke forhindre kablet i at synke, kunne man i det mindste korrigere data for dybdeforhold.

Ingen forskere har nogensinde tidligere udført seismiske målinger i dette område og under så ekstreme isforhold som i år. Det var med nerverne udenpå, at de første 6 sektioner af streamerkablet på i alt 450 meter, fik sin dåb, eller rettere ilddåb. Herefter fulgte et kraftigt orange kabel, på tykkelse med de slanger som slamsugere bruger til kloaker, og for enden af det sad en 300 kg tung luftkanon. Kæmpestore isblokke som var blevet presset ned under Odens køl, dukkede op i kølvandet lige der, hvor kablerne befandt sig. 3 forskere var derfor permanent på vagt døgnet rundt, så skibet kunne stoppes og kablerne evt. rulles ind igen, hvis en isblok fik fat i et af dem. Jeg havde dårligt nok fået stillet kameraet op før luftkanonen blev løftet op og trukket hen over en isflage. Det så voldsomt ud og seismikforskerne holdt vejret. Heldigvis gik kanonen ikke af på overfladen, som den gjorde da jeg nogle timer senere filmede den samme situation, men denne gang oppe fra broen. Selv bag vinduesglas og over hundrede meter fra kanonen, lød der et overdøvende brag. Havde jeg stået på agterdækket, ”ville dine trommehinder være sprunget og det ville bløde ud af næse og ører”, forklarede en af seismikforskerne mig.

Flere gange blev også streamerkablet løftet op til overfladen af isen, skibets fart blev bremset, og kablet overlevede den hårdhændede behandling indtil det igen sank ned i dybet. Pludselig opstod der panik: Signalet var forsvundet. Seismikfolkene løb ned til agterdækket og Suvi og jeg løb efter. Jeg nåede ikke i forvirringen at få den obligatoriske hjelm på, men sikkerhedssko sørger vi altid for at være iført. Spillet blev sat i gang, og kun første sektion af streamerkablet kom op, de resterende fem var forsvundet.

Netop fordi man havde kalkuleret med et stort spild, var der tre gange så meget streamerkabel med som nødvendigt under normale forhold. Nye sektioner blev sat på og samlingerne blev yderligere forstærket. Men der gik ikke mange timer før, der var opstået utætheder pga. friktionen med isen, så flere kabelsektioner måtte skiftes. Nu var det efterhånden sidste udkald, lageret var næsten i bund. Samtidig var isforholdene blevet værre. Efter få timer forsvandt signalet og denne gang var første sektion blevet revet midt over og man kunne se dele af kablet på en isflage. Oden blev stoppet og helikopteren sat i aktion. Et kabel fra helikopteren blev fastgjort til streamerkablet, men piloterne turde ikke trække med mere end, hvad der svarede til et løft på 850 kg. De kunne klare op til 1 ton og kablet vejede kun godt 600 kg, men hvis streamerkablet knækkede, var der en overhængende risiko for, at det ville springe op i rotoren (propellen).

Vores russiske venner på Pabeda blev inddraget i redningsaktionen af det meget dyre specialkonstruerede streamerkabel. De kom tonsende tæt forbi agterdækket: Et imponerende syn at se verdens største isbryder rage op over os. Og det der fulgte var visuelt spektakulært. Pabeda sejlede tæt ind foran helikopteren, så tæt at den blokerede for vinden som piloten holdt helikopteren op imod. Det skabte turbulens og gjorde det meget vanskeligt at holde maskinen forholdsvis rolig. Den russiske kaptajn forsøgte at løsne isens greb om kablet ved at sejle frem og tilbage så tæt på streameren som muligt, men efter tre kvarter havde isen stadig ikke sluppet taget i kablet. Helikopterpiloterne gav op, men russerne blev ved. De gav herefter en opvisning i, hvor præcis de erfarne søfolk kunne manøvrere det 25.000 ton store skib som var det en lille plimsoller på 40 fod. Kaptajnen dirigerede Pabeda nænsomt en smule ind over kablet, bakkede tilbage, lempede en del af kablet op og så fremdeles. Efter en halv time var to af de 6 sektioner bjerget, og vi var alle dybt imponerede over russernes færdigheder. Kablet var dog så medtaget af isen, at det ikke kunne repareres ombord, så nu er alle seismiske målinger som udgangspunkt afsluttet. Sammenlagt blev der opmålt 145 km, og det er en enestående bedrift i international sammenhæng.

TÅGEHORNET KENNETH
Som om vi ikke havde drama nok ombord, kom jeg selv til at bidrage med et af slagsen… Før vores første møde med atomisbryderen Pabeda, filmede jeg en af vore hovedkarakterer, Anders, i en lidt anspændt situation, hvor han var live på Sveriges Radio. Pludselig lyder der en meget høj tuden fra et tågehorn. Anders bliver synligt forvirret, kan ikke høre journalistens spørgsmål og beder om at få det gentaget. Det gør den flinke journalist, men desværre forhindrer det overdøvende tågehorn ham endnu engang i at høre noget. Jeg undrer mig meget over, hvorfor de dog bruger tågehorn ved højlys dag med klart sigte. Der er jo ikke et skib i mange hundrede kilometers afstand! Jeg kan overhovedet ikke høre, hvad Anders siger! Og for at det ikke skal være nok, står Suvi og river i mig. Død irriterende! Men så går det op for mig, at hun desperat prøver at hive mig væk fra tågehornet som jeg har lænet mig op af!!! Behøver jeg at tilføje at alle på broen lå flade af grin? På nær kaptajnen…

SAGDE PUTIN ”NIET”?
Ombord på Oden tales der i krogene om hvor vidt det er Putins skyld, at vi nu – endnu engang – må ændre sejlrute. Pga. de ekstreme isforhold havde den russiske kaptajn ellers sagt ja til at forlænge deres arbejde for os i 10 dage. Jeg hørte det selv, vi filmede nemlig hans samtykke, da vi var på besøg på Pabeda. Men et par dage før forlængelsen skulle træde i kraft, fik vi pludselig at vide, at det alligevel ikke kunne lade sig gøre. Alle planer var ellers blevet rettet ind efter forlængelsen. Forklaringen var at de ekstreme isforhold havde beskadiget skruen. Da skibet stadig er omfattet af værftets garanti, skulle de hjem til Murmansk hurtigst muligt. Sjovt nok fik vi beskeden fra direktøren for Murmansk Shipping og ikke fra kaptajnen selv… Ja, ja, måske er det den virkelige årsag, men man kan jo ikke lade være med at tænke sit. Der er i hvert tilfælde mange her ombord, som tror at Murmansk Shipping har fået sat tommeskruerne på af selveste Putin. Rusland er nemlig interesseret i flere af de samme områder af Nordpolen som Danmark ønsker at gøre krav på. Og så må der jo være grænser for hjælpsomheden selvom den danske stat med glæde ville betale knap 4 millioner kroner for 10 ekstra dage.

Men uanset hvad det skyldes, har russerne på Pabeda været nogle rigtige guttermænd! Vi havde aldrig klaret os igennem isen nord for Grønland, hvis ikke de havde ligget foran os og brudt isen. De forlader os ikke før begge kaptajner vurderer, at vi er nået til et område med tyndere is som Oden kan bryde uden hjælp. Men hvis vi herefter sejler fast, ja så kan vi risikere at blive liggende i rigtig lang tid…

Efterskrift: Pabeda efterlod os torsdag den 30. august. De sejlede tæt forbi mens en russisk militærmarch fra 1. verdenskrig skrattede fra skibets højtalere. Aftnen før havde kaptajn og co. været til afskedsfest hos os, med masser af snaps, harmonika og russiske sange. Vi har hidtil klaret os fint i isen uden assistance og befinder os nu ved Grønlands nordøstlige kontinentalskrænt.

OFFICIEL PRESSEMEDDELELSE

Dansk-svensk polarekspedition på vej retur om Nordøstgrønland

Den dansk-svenske polarforskningsekspedition har under vanskelige isforhold arbejdet sig gennem dele af de planlagte kortlægningsområder nord for Grønland og vender nu retur med sejlrute om Nordøstgrønland.

Med assistance fra den russiske atom-isbryder “50 let Pobedy” har ekspeditionsdeltagerne på den svenske isbryder Oden banet sig vej gennem ekstreme isforhold i Polarhavet, som dog også har betydet tab af dele af det seismiske målingsudstyr undervejs og nødvendiggjort en forkortelse af den på forhånd planlagte sejlrute.

En forlængelse af assistancen fra den russiske isbryder har af tekniske grunde ikke været mulig, idet den russiske isbryder har konstateret problemer med skruen i de vanskeligt fremkommelige farvande med særdeles kompakte, sammenpressede ismasser.

Den dansk-svenske polarforskningsekspedition fortsætter efter ankomst til mere fremkommelige farvande for egen fremdrift på den svenske isbryder Oden. Ekspeditionens dataindsamling fortsætter, og togtet ventes fortsat afsluttet medio september.

Ekspeditionen er et led i kontinentalsokkelprojektet, som regeringen gennemfører i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre og Færøernes Hjemmestyre for at dokumentere Rigsfællesskabets mulige krav på udvidet kontinentalsokkel i henhold til FNs havretskonvention. Ekspeditionen skal sikre relevante data fra det arktiske ocean, som kan belyse havbundsforholdene i overensstemmelse med FNs havretskonvention.

For feltrapporter og yderligere information om den dansk-svenske ekspedition, se www.a76.dk.

Mange hilsner

Kenneth

For overhovedet at få lov til at købe sonarbøjer, skulle der en underskrift på en kontrakt udfærdiget af Pentagon, hvor de danske seismikforskere lovede ikke at sælge sonarbøjerne videre.

Seismik består i at man sender et kraftigt lydsignal, typisk et MEGET højt brag fra en undervandsluftkanon, ned mod bunden. Lyden trænger mange hundrede meter ned i havbunden og reflekteres bagefter op til overfladen. Med hydrofoner (undervandsmikrofoner) kan man så opfange ”ekkoet”, og det er netop det en sonarbøje kan. Forsinkelsen af lydbølgerne over forskellige frekvenser fortæller, hvordan havbunden er sammensat. Således kan man bestemme hvilken type sedimentlag (aflejringer) o.lign. som skjuler sig dernede. Seismikforskerne skal bruge disse data til at underbygge Danmarks krav på en del af Nordpolen, ved at fremlægge beviser for, at en del af de sedimenter som findes i Grønlands kontinentalsokkel, strækker sig ud i Lomonosovryggen. Det er en undersøisk bjergkæde, som går på tværs af Nordpolen mellem Grønland og Rusland. Lomonosovryggen er et af de områder som Rusland, Canada og Danmark slås om at få en bid af.

Nå men Thomas har med skiftende held kastet sonarbøjerne overbord. De fleste har virket, men en del af dem er simpelthen blevet knust i isen efter kort tid, eller er blevet fanget under en isflage. Derfor ville han forsøge at kaste dem i noget roligere vand, uden alle de isflager som driver efter Oden. Så vi fløj et stykke væk og jeg blev sat af på isen ved det, der lignede en lille fredelig sø. Se nu er det med fredelig et relativt begreb, for vi er i isbjørneland. En ufravigelig regel er derfor, at der altid skal være en isbjørnevagt når folk er på isen. Med gevær. En pumpgun!

Jeg får gjort kameraet klar, Thomas åbner døren i helikopteren og kaster sonden ud fra godt 2 meters højde, efterfulgt af et ordentligt splask. 10 sekunder efter stikker en sæl forskrækket hovedet op af vandet tæt på stedet, hvor sonden ramte overfladen! Den kigger totalt forvirret rundt til alle sider, og er tydeligvis rimeligt rystet. Den må tænke noget i retning af: ”Hvem fanden er det der prøver at ramme mig i hovedet med en stor tung ting???!!!!!”. Sælen får øje på mig, og løfter nærmest vantro en del af overkroppen op for bedre at kunne se det underlige tobenede dyr iført selvlysende pels i svenske farver (helikopteroverlevelsesdragt) som klynger sig til et trebenet væsen med et stort øje (kamera på stativ). Så ser det ud som om den ryster på hovedet, hvorefter den får øje på en meget larmende rød fugl, som åbenbart lige har forsøgt at skide på den!!! Der går ikke mange sekunder, før den beslutter, at det nok er bedst at forsvinde i en aller helvedes fart væk fra de her besynderlige skabninger!

Mange hilsner

Kenneth

Døren skal være åben så jeg kan få de bedste billeder af isbrydernes kamp mod isen. Fotos: Lars-Åke Hansson

Ombord på Oden har vi to unge helikopterpiloter som normalt arbejder i det nordlige Sverige. Her bruger man helikoptere til alt muligt: Drive rener, flytte møbler og hjælpe uheldige teenagedrenge. For mens unge fyre i Danmark får et kik af at tune knallert, så bliver svenske teenagere høje af at race på snescooter. Over skovsøer. Som ikke er frosset til… Det kører fandeme snescooter på vandoverfladen!!! Og det sker ikke så sjældent at Geir eller Thomas – som piloterne hedder – kan indkassere 5.000 SEK fra lommepengene for at trække en scooter op af en mørk sø.

Det er som at filme til en gammel Jaque Custeau film. Foto: Tim Jantzen

Hver gang jeg ser helikopteren lette fra Odens dæk, minder det mig om eventyrlige ekspeditioner som dem jeg så som ung på tv. Når en ny Jaque Custeau episode begyndte, var det billede som stærkest havde fæstnet sig i min erindring, den røde helikopter med det futuristisk runde og gennemsigte cockpit, der lettede på vej mod nye opdagelser. Derfor var drømmen om at filme isbryderen fra en helikopter, det første jeg forestillede mig, da jeg blev præsenteret for ideen om at lave en dokumentarfilm på denne ekspedition. Jeg blev derfor ellevild, da jeg fik bekræftet, at der ville være helikopter ombord. Og da den i starten af togtet kom flyvende ud af disen fra Svalbard, var min begejstring ikke mindre, da den viste sig at være knald RØD!

Du kender det klassiske skud fra film, hvor kameraet kommer flyvende i lav højde mod stævnen og herefter stiger hurtigt for at slutte af med et totalbillede af skibet set fra oven. Det var lige præcis det skud jeg ville have, men jeg vidste, at det ville blive meget vanskeligt at få i kassen. Nu har vi jo ikke sådan noget fint og dyrt udstyr som gyroophæng til kameraet (det man bl.a. bruger til Tour de France), hvor kameraet sidder monteret udenpå helikopteren i en anordning som fjerner rystelserne. At filme gennem vinduet bliver ikke godt: Det begrænser synsfeltet og lægger endnu et lag glas imellem kamera og motiv. Så der var kun en løsning: At flyve med åben dør! Det har jeg prøvet tilbage i 92 i en lille helikopter, hvor døren simpelthen blev hægtet af, men det var sommer, grønne marker og meget uskyldigt. Det er sgu lidt noget andet når man skal op at flyve ud over et delvist frossent polhav. At det sikkert ikke føles nævneværdigt anderledes, at blive transformeret til en rød plet på en isflage frem for på en mark, er i den forbindelse en ligegyldig detalje Så jeg var lidt spændt på det med den åbne dør og ikke mindst på, hvordan filmningen ville forløbe, for vi har ikke ubegrænsede flyvetimer til rådighed til filmen. Ville kameraet blive grebet af vindstød? Ville finmotorikken i fingrene gå fløjten efter få minutter i polarluften? Ville det ryste for meget?

Man skal lige vende sig til at flyve med åben dør… Foto: Hans Ramløv

Vi skulle af sted efter isrekognosceringsflyvningen var overstået, og vi ventede og ventede… på at det første hold overhovedet skulle flyve. Skyerne lå tungt over os, tågen var tyk, og det får iskrystaller til at fæstne til rotorbladene under flyvning. Derfor er det livsfarligt at lette under de omstændigheder. Men vejret skifter konstant her oppe: Det ene øjeblik er sigtbarheden elendig, for i løbet af få minutter at overlade scenen til en sol som skinner gennem et hvidt lag skyer fra sin plads et lille hop over horisonten. Da det endelig blev vores tur blev spændet til min sikkerhedssele forseglet med gaffatape: Jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg skulle tage det som en ekstra sikkerhedsforanstaltning eller om det simpelthen var fordi spændet var i stykker… Mens Suvi satte sig ind foran med fotografiapparatet, blev mit kamera sikret med elastikrem. Vi slap kontakten med dækket og begyndte at stige lynhurtigt. Geir krængede helikopteren mod bagbord (den side jeg sad i) og pludselig var der ikke noget mellem mig og isen flere hundrede meter nede. Ja dvs. jeg havde selvfølgelig en sikkerhedssele på, og så kom jeg i tanke om gaffatapen og greb i samme øjeblik ud efter en anden sele jeg kunne holde i med venstre hånd. Og så er tricket – det husker jeg da fra 92 – at lukke venstre øje for at koncentrere sig om billedet i søgeren. For herefter er fokus med et rettet på filmen, man har kun én ting i hovedet: At få lavet nogle fede billeder.

Geir fik os i position 50 meter foran stævnen på højde med dækket. ”Er du klar?”, spurgte han med Bergen-dialekt, ”ja” sagde jeg bestemt, og håbede at det nu også stemte. Så fik den ellers gas. Odens stævn nærmede sig overraskende hurtigt, og i det jeg tænkte, at nu var det måske en idé at rive i rorpinden, hvis vi altså ikke skulle splattes ud over Odens fordæk, steg vi op i hæsblæsende fart. Jeg kunne tydeligt se ind af vinduerne til folkene på broen, og i næste øjeblik filmede jeg ned i skorstenen. Wauw! What a ride!

Men det blev ikke nogen rigtig fed optagelse. Så vi tog den igen og igen og igen… Når jeg ikke kan stikke kameraet ud af døren, men må holde det lige indenfor, så vinden ikke tager fat i det, er mit rum til at bevæge kameraet op og ned, og fra den ene til den anden side stærkt begrænset. Derfor skal kamerabevægelsen – som skal følge Oden i cirkelbevægelsen som går tæt rundt om skibet – koordineres med helikopterens bevægelse, og det er svært. Piloten skal langt hen af vejen agere kameramand ved hjælp af mine instruktioner over headset: ”Lidt mere mod bagbord, hold den der, lidt mere, nej det var for meget, mere op, ja det er fint…”. Og han kan jo ikke selv se billedet. I praksis er piloten nødt til at dreje helikopteren så den flyver skiftevis sidelæns, skråt fremad mm. Uden gyrostabilisator bliver det jo heller ikke rystefrit, men hvis jeg får 10% brugbart materiale og 2% som er rigtig fedt, ja så er det det hele værd.

Jeg skal filme verdens største atomisbryder. Foto: Björn Eriksson

Vi måtte flere gange hænge i luften og vente på at Oden sejlede fremad, for som beskrevet i sidste rejsebrev, sidder den fast med jævne mellemrum. Heldigvis var det ikke spor koldt, eller det bemærkede jeg i hvert tilfælde ikke. På et tidspunkt lå vi højt oppe og ventede, og da isbryderen var på vej fremad igen, stak Geir snuden nedad og gav os en rutsjetur af format! Ingen bløde bevægelser her, jeg forstår godt at Geir har et ry som den vilde af de to piloter. En af forskerne sagde bagefter, at det havde set helt vildt ud, den måde helikopteren var blevet fløjet på. Det var sidste chance for at få billedet i kassen, for nu var disen ved at vende tilbage, horisontlinien ved at forsvinde, og så skal helikopteren ned indenfor få minutter. Jeg løsnede venstre hånds greb om selen foran mig og rykkede mig længere frem i sædet. Nu skulle den sidde lige i øjet! Vi fløj frem under dækshøjde få meter over isen og rotorerne piskede en støv af iskrystaller fra isflagerne op over Oden. Det så vildt fedt ud. Og så tog vi den langs siden af skibet i takt med at vi steg op over skorstenen og fløj ud over det brusende vand fra Odens to store propeller.

Nu har jeg kørt billederne ind på min klippecomputer. De er fede, men de fleste af dem er bare irriterende rystede (en kraftig vind bagfra gjorde helikopteren mere ustabil end normalt) og alt for tit får jeg noget af døråbningen eller rotorbladene med i billedet. Men der er nok 5-10% som er ok, specielt hvis billederne slowes.

Vi blev stoppet af en canadisk forsker (ham som frygtede at kokken ombord var beslægtet med den svenske kok i Muppet Show). ”Fik I filmet helikopteren da den drønede rundt i de vildeste bevægelser om skibet lige før?”, spurgte han.

Det er dag udenfor, men mit ur fortæller at kl. nærmer sig et om natten. Vi får en lang dag i morgen, så god nat.

Heldigvis har vi verdens største isbryder, den atomdrevne russiske ”50 Years of Victory”, til at redde os. Skibet vejer dobbelt så meget som Oden og har med sine 75.000 hestekræfter godt 3 gange så stor motorkraft. Det er ”Victory´s” første ekspedition. Når russeren skal komme os til undsætning, vender den 180 grader, sejler tilbage og går så tæt på agterenden (bagenden) som den kan komme uden at ramme det seismiske udstyr. Dette udstyr hænger efter Oden i flere hundrede meter. Herefter gir russerne den fuld gas frem parallelt med Oden. Det er virkelig imponerende når kæmpen tordner tæt forbi rælingen, for i modsætning til vores svenske isbryder som møjsommeligt må gnave sig stille og roligt gennem isen, så skær russeren sig gennem 3-4 meters is, som var det en varm kniv gennem smør. Vi bliver aldrig trætte af at beundre det, for det er nærmest naturstridigt at overvære.

Fotos: Thomas Funk og Hans Ramløv

Det kan beskrives lidt ligesom en stumfilmsagtig oplevelse, for der er næsten ingen motorstøj, og der kommer jo heller ingen røg op af skorstenen, fordi skibet er drevet af atomkraft. Når Pabeda (Victory) kommer på højde med vores stævn, skær den ind lige foran os for at bryde isen op, så Odens motorer kan sparke os i gang. Det er det der sker lige nu i skrivende stund. Vi hælder 7-8 grader mod bagbord og begynder langsomt at gnave os gennem isskosserne. Nu begynder Oden at ryste så kraftigt, at man godt kan glemme alt om at bruge musen til skærmen, for man kan overhovedet ikke styre cursoren. De kraftige rystelser er ofte en forvarsel om, at vi snart sidder fast igen, inden vi overhovedet er kommet helt fri. Det er derfor ikke usædvanligt, at Pabeda må gøre manøvren om igen lige efter. Hold da kæft, hvor hun kæmper, den svenske dame! Fra vinduet i vores arbejdscontainer kan jeg se, at vi er små 30 meter fra hækken (bagenden) af russeren. Styrmanden prøver tydeligvis at udnytte hendes kølvand.

Problemet er, at seismikudstyret tvinger os til at holde en lav fart på 2 til max 4 knob, men med den hastighed, risikerer russeren at sidde fast. De ville helst sejle 6-10 knob. Det er sket en række gange tidligere at russeren har siddet fast i en kortere periode, og hvis det på et tidspunkt ikke lykkes for Pabeda at komme fri, ja så er vi sgu på den.

Faktisk synes jeg, at det er lidt bekymrende det her, for vi er slet ikke nået frem til det område på hele Nordkalotten, hvor isen er tykkest, og hvor intet skib derfor har været tidligere. Jeg har lige nu svært ved at forestille mig, at vi kommer til at blive de første, og det er et problem for de danske forskere. Netop i det område, skal der nemlig indsamles meget vigtige data for at bevise, at Grønland hænger sammen med Nordpolen. Nu sidder vi fandeme fast igen-igen! Efter vi var blevet gjort fri, pakkede isen støt og langsomt sammen, og hastigheden gik gradvist ned til kravleniveau og til sidst helt i stå. Oden kæmpede ellers bravt længe, motorerne må nærmest være ved at eksplodere nu. Og dog…måske lykkes det alligevel? Den rykker sig en smule…

Oden er bygget til at bryde is op til 2 meters tykkelse i den botniske bugt. Derfor har vi den russiske isbryder til at bane vejen for os. Det ville ikke have været tilstrækkelig, hvis ekspeditionen kun havde bestået af Pabeda, for Oden er samtidig indrettet til forskning, hvilket russernes isbryder ikke er. Tests i canadisk territorialfarvand har desuden vist at fremgangsmåden med to isbrydere lige efter hinanden, er den bedste under så ekstreme forhold. Jeg kalder vores russiske ven for ”Crazy Ivan”, efter russiske atomubådes berygtede 180 graders vendinger under den kolde krig, for at afsløre om en amerikansk ubåd fulgte i halen på dem. For som føromtalt må Pabeda jo vende 180 grader for at komme os til undsætning.

Fotos: Björn Erikssonog Lars-Åke Hansson

Nå for satan: Nu prøver de en helt ny manøvre. Pabeda bakker nu lige ind foran stævnen og drejer af mod bagbord (venstre). Gad vide om det hjælper? Hun er godt nok tæt på…

Nu sejler Pabeda fremad efter at have bakket og svinger bagpartiet lige ind foran vores stævn. Det ser vildt ud. Og jo, det hjælper sgu: Nu er vi i gang igen. Ingen ”Crazy Ivan” i denne omgang Vi humper os igen igennem et af verdens mest ugæstfrie områder. En verden klædt i hvidt med spredte søer af turkisblåt smeltevand. Et helt utrolig smukt syn.

Mange hilsner

Kenneth Sorento

Foto: Suvi Helminen

Det brager og ryster i hele skroget, så jeg skal gøre mig umage for at ramme tasterne. Jeg kigger ud af vinduet bag mig og ser hvorfor. Isbryderen Oden er netop på vej igennem endnu en omgang isflager her på kanten til den – stadig – permanente iskappe rundt om Nordpolen. Hvide isflager med lyseblå kant under vandoverfladen er spredt ud over det gråblå hav. De mørke skyer hviler tungt over os, men langs horisonten er der et lysende bånd. Når vi er heldige ser vi blåset fra 2-3 hvaler langt fra Oden.

Ruten fører os i dag onsdag den 15. august langs med iskappen, så forskerne kan udføre forskellige målinger som kræver relativt isfrit hav. Men i morgen slår vi huld på yderkanten af iskappen! Det bliver vildt spændende for vi begiver os mod et område på Nordpolen, hvor intet skib har været før! Kun ubåde og helikoptere har ført mennesker dertil. Det er nemlig det område i Polhavet som har den tykkeste iskappe på op til 5-6 meter og det kan Oden ikke klare. Det kræver en isbryder i en helt anden klasse, rent faktisk verdens største og stærkeste: Den russiske atomisbryder ”50 Years of Victory”.

Vi er spændte på i morgen, for det er i mødet mellem åbent hav og isflager at isbjørne går på jagt efter sæler. Der hænger et billede her på Oden med en blodrød isflage, hvor en isbjørn er i gang med at flå sit bytte. Og det er ikke fordi jeg har noget imod nuttede sæler, meeen for filmens skyld…

Fotos: Anders Karlqvist og Suvi Helminen

Suvi (dokumentarinstruktøren) kommer nu rødkindet ind af døren fra ”badstuen” (saunaen). Hun foretrak kvindesaunaen, frem for den blandede, men I ved jo hvordan svensken er, så inden længe fik Suvi og de festglade køkkenpiger selskab af en matros… At vi er ombord på et lille stykke Sverige glemmer man i det hele taget ikke Der er ”lingon-saft” i messen, tyttebær til köttbularna, og så ”fika” de i et væk. ”Fika” er nærmest lige så helligt som en højmesse. Man ”fika” hjemme hos familien Jönsson, man ”fika” på alle svenske arbejdspladser og man ”fika” selvfølgelig på Oden, hele to gange om dagen. ”Fika” betyder ”at holde kaffepause” og det sker på slaget 10.30 og 15.00. Hvis man ikke lige er opmærksom på tiden, ja så bemærker man det hurtigt, når en sand folkevandring af besætningsmedlemmer sætter kursen mod mandskabsmessen. Der er altid hjemmebagt til kaffen, og da Suvi og jeg sætter det venskabelige bånd mellem vore to broderlande meget højt, føler vi os ligesom forpligtet til at smage på kanelbullarne og hvad den svenske kok ellers kalder kreationerne. Og når vi nu er ved kokken, betroede en canadiske forsker mig, at han var ret spændt på at møde en virkelig svensk kok… Det skal lige tilføjes at nordamerikaneren har samtlige Muppet Shows på DVD…

Nu har rystelserne taget til i takt med isen. Det varer ikke længe før elevatoren bliver lukket, siger maskinmestren. Det er ellers ret syret at køre i en elevator som helt bogstaveligt ryster, hopper og kører i et uregelmæssigt tempo op og ned. Det burde være en oplagt idé til en ny forlystelse i Tivoli.

Jeg sidder nu i den kæmpestor container vi har fået tildelt til udstyrs- og klipperum: Godt 14 kvadratmeter, eller dobbelt så meget plads som det medierum der var på Vædderen (Galathea-ekspeditionen). Vi ligger lige under kommandobroen, og kan nyde synet af Polhavet brede sig ud foran stævnen. Vi har fået sat lister og reb op som holder på udstyret og har sikret vore laptops med velkro tape. Det var der brug for i går, for små dønninger på godt 2 meter som kommer forfra, fik den fladstævnede isbryder til at hugge voldsomt i søen og den stærke polarvind kastede skumsprøjt helt op i 5 etagers højde og dermed over mit kamera! Og apropos polarvinden er den ikke helt ufarlig. Når vi skulle ind i containeren blev døren i bogstaveligste forstand revet op, så man virkelig skulle holde fast, for ikke at blive væltet omkuld. Det var faktisk ikke specielt fedt, og en af søfolkene frarådede os direkte at gå ind i containeren. Men arbejdet skal jo udføres.

”Kenneth, der er nogle fantastiske billeder lige nu!”, kommer Suvi nu ind og siger begejstret efter at have lavet Surroundlyd af isen der knuses på skroget. ”Jeg tror endda jeg har set isbjørnespor på nogle af flagerne”, tilføjer hun. Ja, så må vi jo til den igen! Det er stadig dagslys her kl. 23.30.

Men jeg vil slutte af med nogle pudsige pressecitater som vi har fåert tilsendt af ekspeditionslederen:

Omkring 30 russiske bombefly deltager i en fem dages øvelse over Nordpolen. Øvelsen ses som en demonstration af Ruslands militære styrke. Flyene, som kan medføre atomvåben, skal øve sig i affyring af krydsermisiler, navigering i polaregnene og påfyldning af brændstof i luften. (Kilde ikke oplyst)

 Tidigare i sommar meddelande Kanadas premiärminister Stephen Harper att regeringen vill införskaffa sex eller åtta isbrytande patrullfartyg. I USA höjs bekymrade röster över att supermakten med världens största flotta bara har tre ynka fartyg byggda för att ta sig fram genom istäckta vatten. Kongressen ser över frågan. Danmark har å sin sida bokat in sig på den svenska isbrytaren Oden flera år framåt i tiden. (Västerbottens-kuriren)

Vår uppfattning är att Nordpolen tillhör Danmark, men motsvarande uppfattning finns ju i andra länder också, säger den danske vetenskapsministern Helge Sanders till DN. (Dagens Nyheter)

Sådan! Ikke så meget beskedenhed! Nordpolen skal være dansk (hvem sagde grønlandsk?) og hvis de ik´ka´ forstå det, så sender vi sgu Olfert Fischer!

Mange hilsner

Kenneth Sorento

Isbryderen Oden

NB: Jeg kan kun modtage almindelige mails. INGEN fotos, INGEN vedhæftninger og INGEN links pga. den smalle båndbredde så langt mod nord.