En af de historier som gjorde størst indtryk var jagten på Amdi Petersen og hans medsammensvorne fra Tvind imperiet.

Billedet er fra Mexico, hvor en embedsmand gør sit bedste for at sabotere optagelserne. Derfor filmer jeg skjult fra hoften. Embedsmanden lagde ud med at sætte sig demonstrativt ind i flyet så han kunne kontrollere, at vi ikke gjorde det vi havde planlagt. Så var gode råd dyre for, hvordan varper man en magtfuld mand ud af et fly, uden at fornærme ham? Min undskyldning blev at Kristian Bech havde så lange ben, at der ikke ville være plads til både ham og Kristian. Det virkede. Puha! Og det blev en af episodens fedeste scener, hvor der skete noget meget overraskende…

Klip fra overflyvningen

Hele episoden

Der er kun plads til min venstre fod i kurven. Når jeg om få sekunder bliver firet ned, skal jeg huske at bruge den højre fod til at skubbe mig væk fra de skarpe klippestykker langs mineskakten. Men det skal gøres med omhu for ellers risikerer jeg, at kurven begynder at svinge ukontrollabelt.

”Hvordan pokker skal jeg kunne filme, samtidig med at jeg klamrer mig til wireren som holder kurven?”, spørger jeg. Jeg får ikke noget svar. En minearbejder rækker mig kameraet, som jeg holder i højre hånd, mens jeg med den venstre holder fast i wireren. Jeg hører en knirkende lyd over mig. De fire mænd begynder at dreje det slidte spil rundt og stålwireren ruller ud. Min navlestreng til overfladen. Puha, der er godt nok langt ned!

Jeg er i Zimbabwe for at filme for Nordisk Film TV til en serie som skal vises på TV2. Hovedpersonen, Dennis, handler med guld og diamanter i Afrika. Han skulle egentlig have været i Sierra Leone, hvor der ligger en samling ædelstene og venter på ham til et tocifret millionbeløb. I dollar vel at mærke! Men pga. af den dødsensfarlige Ebola-epedemi, er der indrejseforbud for alle andre end læger og sygeplejesker. Dennis er nu i stedet rejst til Zimbabwe, hvor en britisk forretningsmand forsøger at overbevise ham om at investere i en række af landets primitive guldminer.

De første meter går stille og roligt. Jeg begynder at slappe af imens jeg filmer nedstigningen til, hvad der efter sigende er et af Zimbabwes mest righoldige guldårer. Mørket begynder at lægge sig over mineskaktens rå klippevægge, og det slår mig at jeg ikke har hænderne fri til at slå ND-filtret fra. Det indbyggede filter der ligesom et solbrilleglas dæmper den kraftige afrikanske sol, får billedet til at forsvinde i sort. Hvad fanden gør jeg? Der er ikke andet for end at tage tænderne i brug for at dreje filterhjulet indtil jeg igen kan se klippevæggen gennem søgeren. Jeg har heldigvis fået skruet op for kameraets lysfølsomhed (til 5.000 ISO) inden jeg begav mig ned mod dybet. Pludselig mærker jeg ryggen skrabe op af de skarpe klippekanter, der hvor mineskakten slår et knæk. Shit! Hvad nu?

Det gullige slam i de udtørrede bassiner fik tidligere på dagen Dennis til at spørge om der blev brugt cyanid til at udvinde de sidste rester af guldstøv fra de knuste klippestykker. ”Ja”, svarede driftslederen og indrømmede at cyanid er giftigt. Det er rent faktisk dræbende selv i små doser. Men hvis arbejdet med at skovle det cyanidholdige slam væk betyder at familien får mad på bordet, er det svært at sige nej til tjansen her langt ude i den afrikanske bush. Dennis er oprørt. I den mine han ejer i Chile, kan det lade sig gøre at udvinde de sidste procent af guld med vand. Helt uden brug af dødsens farlige kemikalier. Det bør også kunne lade sig gøre i Zimbabwe siger han, men den britiske forretningsmand som forsøger at få Dennis vil investere i hans guldminer er skeptisk.

Jeg banker højre fod ind i klippesiden bag mig, så jeg undgår at få min ryg revet til blods. Men nu drejer kurven ukontrolleret mod venstre side af mineskakten. Jeg forsøger at kompensere ved at forskyde vægten mod højre, hvorefter kameraet er lige ved at banke hårdt ind mod klippevæggen. Jeg tager fra med albuen, uden at få en hudafskrabning. ”Tre meter tilbage”, råber den britiske forretningsmand nede fra bunden af skakten. Et bump og jeg har fast grund under fødderne. Endelig.

Link til “behind the camera”-klip

Link til “Pantelåneren” episode 6

Juliet Lamont kunne ikke forstå, hvor hendes mand, fotografen Tom Jefferson, blev af. I Stockholm havde hun set timevis af optagelser igennem med ham. De var overbevist om, at de havde materiale til en stærk historie. Senere på dagen var han taget ud for at skyde flere billeder til filmen. Det var nu mange timer siden.
Da aktivister fra Greenpeace samt en freelancefotograf blev arresteret sidste år af russiske komandostyrker i det arktiske Karahav, fløj Juliet og Tom fra Australien til Murmansk. De ville producere en dokumentarfilm om mennesker der var villige til at sætte deres liv på spil for en sag de brændte for. Greenpeace-aktivisterne ville stoppe en russisk boreplatform i at udvinde olie fra havet i Arktis. Selv efter mange ugers forhandlinger med myndighederne i Murmansk, lykkedes det dog ikke de australske dokumentarister at få tilladelse til at filme de indsatte. I stedet lod de en drone med kamera overflyve fængslet. Det gjorde de russiske myndigheder rasende.
”This film will kill us”, plejede Juliet og hendes mand at joke med. At lave film i Rusland om kontroversielle emner er nemlig ufattelig svært. Men da ”the Arctic 30” endelig blev løsladt efter tre måneders fængsel under umenneskelige forhold, kunne myndighederne ikke længere stoppe det australske par i at lave deres film.
Der var nu gået godt et halvt år siden frigivelsen og Juliet befandt sig i den svenske hovedstad. Sent om aftnen blev hun opsøgt af det svenske politi, som fortalte at hendes mand var blevet påkørt af et tog. Han var død på stedet.
Tom havde været i gang med at filme tæt op af togskinnerne på en strækning der førte ind til Stockholm, da han blev ramt af toget. Juliet var i chok. Hun insisterede på at se liget af sin mand, men den svenske kriminalbetjent som var sat på sagen nægtede Juliet at få sit ønske opfyldt.
Juliet turde ikke fortælle sine to teenagedøtre, at deres far var blevet dræbt i Sverige. Da hun tilbage i Australien kom trækkende op af indkørslen med både sin egen og sin mands kuffert, var døtrene dog klar over, at der var noget galt.
Familien var naturligvis i chok, men Juliet og hendes døtre valgte at fortsætte arbejdet med filmen. Dels fordi den betød så meget for Tom, og dels fordi arbejdet med dokumentaren blev deres måde at bearbejde sorgen på.
I forbindelse med at jeg selv er i gang med optagelser til en dokumentarfilm i Komiregionen det nordlige Rusland, møder jeg Juliet på Greenpeaces ”Oil Spill Camp”. Hun skal lave en række optagelser af freelancefotografen, Denis Sinyakov, arbejde med at dokumentere Greenpeaces ”Oil Spill Camp”. Denis var blandt de 30 som blev arresteret af russiske kommandostyrker (hans historie fortæller jeg om i et kommende blogindlæg).
Det er tre måneder siden at Juliets mand blev påkørt. Hun har været i Sverige for med kameraet for at bearbejde, hvad der skete. Her har hun bl.a. talt med lokoføreren og kriminalbetjenten. Sidstnævnte var ulykkelig over at hun havde fastholdt at Juliet ikke måtte se sin mands lig. Tom Jefferson var villig til at tage store chancer for at kunne fortælle en historie han syntes var vigtig. Desværre kostede det ham livet. Historien om Juliets afdøde mand og kollega, bliver nu en del af dokumentarfilmen om ”the Arctic 30”. Det synes jeg er modigt og stærkt. Læs mere om filmen her: A Cold War.

Jeg skylder en stor tak til min gode veninde, blogeksperten Suzana Profeta, som dels fik denne blog op at køre (det kunne jeg ikke finde ud af) og dels sørgede for at de tekster jeg sendte på mail blev postet på bloggen. Jeg havde nemlig ikke selv internetadgang fra isbryderen. Og så har det været noget af et arbejde at ændre alle de mærkelige tegn som danske bogstaver mm. blev oversat til i de mails Suzana modtog fra mig. Så send en venlig tanke til Suz

ISEN FORSVINDER HURTIGERE END VENTET

Der er noget helt specielt ved Arktis som er svær at sætte ord på. Det er som en fremmed planet. Farvepaletten er begrænset og alligevel udfolder der sig et overvældende farvespektrum i isen når man kigger efter: Lyseblå, turkis, mørkeblå… Brune nuancer fra alger under isen som er vendt på hovedet af isbryderen. Og is er ikke bare is. Det ændrer sig i form, struktur, overflade, tykkelse, porøsitet mm fra dag til dag. Det er nærmest meditativt at opleve en ny dag – uden at der har været en nat imellem – hvor isbryderen gnaver sig stædigt igennem den is, der trods alt stadig er.

Men som iseksperten, Rasmus Tonboe, forklarede til kameraet er andelen af “flerårsis” faldet drastisk de seneste år. Flerårsis er mere robust overfor storme og smelteperioder. 1 og 2-årsis forsvinder lettere. Det giver plads til mere mørkt hav som suger mere varmer og smelter mere is. Arktis udgør en vigtig del af Jordens “kølesystem”, men klimaforandringerne i Arktis trodser selv de mest pessimistiske forudsigelser. I år er der rekord i den mindste isudbredelse siden man begyndte at måle den slags i 1979.

Og hvad kommer der så ud af alt det vi har produceret under LOMROG III-togtet?

LOMROG III I MEDIERNE

Inden nytår skal dokumentarudsendelsen på en halv time til DR om Kongerigets forsøg på at gøre krav på et kæmpe område i Arktis være færdig. Det er det projekt jeg har filmet til for Martin Breum. Lige nu er jeg i gang med research til en artikel i Illustreret Videnskab om de 5 Arktiske staters bestræbelser på at få så stor en del af Arktis som overhovedet muligt. Senere i dag skal jeg interviewe lederen af det canadiske kontinentalsokkelprojekt som bl.a. vil have nogle af de samme områder som Grønland og Danmark. Derudover skal jeg levere fotos til en artikel i Ud&Se, klippe videnskabsfilm til nettet og så har jeg mit eget dokumentarprojekt under påbegyndelse som tager udgangspunkt i LOMROG III ekspeditionen.

Oden er blandt de få isbrydere i verden som tilhører den eksklusive klub kaldet ”polarklasse”. I samme klasse finder man kun en amerikansk og en canadisk isbryder. Russernes atomdrevne isbrydere er i en klasse helt for sig!

At Oden er ”polarklasse” betyder, at den er skabt til den flere meter tykke is i det Arktiske Ocean omkring Nordpolen. De to kæmpepropeller og rorene på hver 28 kvadratmeter er så stærke, at de kan klare konstante kollisioner med tonstunge isskosser på størrelse med minibusser.

Det meget specielle ved Odens design er, at den har en flad køl, i modsætning til andre isbrydere som ligner almindelige skibe med en spids stævn. Det er for at Oden kan ”kravle” op på isen og dermed bruge skibets egenvægt mere effektivt til at knuse polarisen. Lige under stævnen stikker der en såkaldt ”iskniv” frem, som kan få store isflager til at sprække mange hundrede meter foran stævnen.

For at det hele i bogstaveligste forstand skal glide lidt lettere, ”smøres” isen ved, at der spules tonsvis af vand ud gennem dysser lige over vandlinjen i stævnen. Ned til temperaturer på minus 10 grader fungerer det lidt ligesom, hvis man prøver at holde fast på en isterning som er våd på overfladen: Den smutter typisk mellem fingrene på en.

Og apropos vand: Oden afsalter mellem 18 og 20 ton vand i døgnet. Så meget bruger 72 besætningsmedlemmer!

1,4 mia. svenske kroner er prisen, hvis man overvejer at anskaffe sådan en.

Læs artiklen

Lige nu står min kollega, Martin Breum, og taler med høj og tydelig “studieværts-taleføring”  live påP3 via vores Iridium-satellittelefon fra Polaris. Danske medier har pludselig fået øje på, at det der foregår lige nu i Arktis, er ekstremt interessant for Danmark! Hvornår har Kongeriget (dvs. Grønland, Danmark og Færøerne) sidst haft muligheden for at udvide territoriet med op til 4 gange størrelsen af Jylland, Sjælland og øerne tilsammen? Det er ganske enkelt historisk, det der foregår lige nu. Og så er det bare et ud af fem nye områder omkring Grønland og Færøerne som Rigsfællesskabet vil gøre krav på overfor FN.

Martin fortæller i dag om de nye skibsruter som vil opstå i Arktis når isen forsvinder i sommermånederne indenfor de næste 20 år. En tragisk konsekvens af menneskeskabte klimaforandringer ifølge stort set alle klimaforskere i hele verden.

Det er anden gang min kollega, Martin Breum, her ombord på isbryderen, Oden, er live på P3. Deadline, P1 Morgen, Orientering og Radioavisen har allerede brugt ham som ekspert adskillige gange, udover den grønlandske radio- og tv-avis. Og så har han været gæstetaler live fra Nordpolen til en konference om “cleantech”.

De fleste af live-interviewene har taget udgangspunkt i, at hele verdens opmærksomhed nu er rettet mod det kæmpemæssige område nord for Polarcirklen, fordi den smeltende is giver adgang til olie, gas, sjældne mineraler og jordarter (sidstnævnte er uundværlige i smart phones og computere). Og så giver det jo altså også adgang til nye sejlruter, som Martin fortæller om nu. Og det er først og fremmest kineserne meget optagede af, fordi en afkortning af sejlturen mellem Kina og Vesten kan betyde en kæmpe besparelse og et stort forspring i forhold til andre asiatiske nationer som ikke måtte have udviklet isforstærkede fragtskibe i tide. Som tankevækkende eksempel vil en af verdens vigtigste handelsruter; Rotterdam-Shanghai, blive 40 procent kortere, hvis ruten går over Nordøstpassagen. Nordøstpassagen starter ud for det nordligste af Skandinavien, går langs den arktiske del af Rusland og slutter ved det smalle Beringstræde (i øvrigt opkaldt efter en dansk eventyrer). Herfra er der kort vej til Kina. Derfor har den kinesiske isbryder, Snow Dragon, lige været på besøg i Island, hvor den kinesiske ambassade efter sigende har flere ansatte end alle andre udenlandske repræsentationer på den Nordatlantiske ø. Det skyldes, at kineserne vil oprette en “hub”  for containerskibe, hvor der lastes om til isforstærkede skibe. Det er en stor satsning med et perspektiv på over 20 år, men netop de lange perspektiver mestrer kineserne! De er ofte markant tidligere ude end vi er i Vesten. Således har kineserne sat sig tungt på Afrikas naturressourcer og Kina har
monopol på syverhalvfems procent, altså 97% – af alle såkaldte sjældne jordarter! Uden dem fungerer hverken smartphones, computere, vindmøller mm. Kinesernes monopol på sjældne jordarter og flere mineraler mærker vi alle sammen som forbrugere den dag i dag. Der er ofte lange ventetider på nye smart phones, kameraer mm. Simpelthen fordi der er mangel på disse naturressourcer!

Nu er kineserne på vej til at etablere kæmpe miner i Grønland, som med den smeltende is og de skyhøje råvarepriser efterhånden gør det rentabelt at udvinde mineraler og sjældne jordarter i det svært fremkommelige og klimatisk ekstreme Grønland. Tænk hvis Rigsfællesskabet havde været lige så fremsynet som kineserne! Men nu er løbet kørt fra visionsløse regeringer i København og Nuuk, som sjældent formår at løfte blikket ud over indenrigspolitiske emner som optager vælgerne.

Snow Dragon var ganske tæt på os. Godt 300 km! Og det er meget tæt på i Arktis, hvor der normalt er over 1.000 km til nærmeste skib. Planen var, at de også skulle “plante flaget”  på Nordpolen. De ville bryde sig gennem isen fra den sibiriske side, hvor havisen er tyndere. Men vinteren er tydeligvis kommet til Arktis indenfor den sidste uge. Polarisen er mærkbart vanskeligere at forcere, og for kraftig til Snow Dragons Nordpolsforsøg. Så ombord på isbryderen fra Den Kinesiske Folkerepubliks har de måttet pakket flaget ned til en anden god gang og lister sig nu tilbage til hjemhavnen i Shanghai. Isen er så vanskelig nu at selv isbryderen, Oden, som er blandt verdens stærkeste polarisbrydere, nu sidder oftere og oftere fast i isen. Martin har lige lagt på. Live-interviewet gik godt. Det var ellers lige før at det blev aflyst. Forbindelsen blev nemlig afbrudt tre gange lige efter teknikeren havde ringet op, fordi det store styrehus skygger for Iridiumantennen, når Oden ændrer kurs.  Men da Martin endelig var igennem til lytterne, gik det perfekt. P3-værten spurgte bl.a. om Danmark skulle til at indføre told i Arktis som den gode gamle Øresundstold. Det var forhåbentlig et udtryk for P3-humor

Næste gang Martin skal på live i radioen er gudhjælpemig som NATURVEJLEDER på P1! Så nu skal han igen ud på isen med nogle af forskerne for at få genopfrisket pointer omkring de milliarder af alger som bor under isen og udgør den nederste del af fødekæden i Arktis. Uden dem er der ingen fisk og dermed sæler og isbjørne. Algerne under isen kan nogle gange ses tydeligt, når isbryderen har fået en isskosse til at vende bunden i vejret. Det ligner brun snavs. Når isen forsvinder i Arktis, og dermed algerne under isen – er det et åbent spørgsmål, hvad der sker med dyrelivet i Arktis! Ingen er dog i tvivl om at det får meget store konsekvenser for bl.a. isbjørnene.

Lyt med fredag den 6. september i P1 Morgen kl. ca. 8.55 lige før Radioavisen. Så håber vi at Iridium-satellitforbindelsen også denne gang stiller Martin igennem til lytterne.

På kommandobroen sidder to personer som har et stort ansvar for, hvor meget territorier Danmark og Grønland kan gøre krav på. De arbejder med et state-of-the-art flerstrålet ekkolod til 23 mio. kr. til at opmåle havbunden i 3D. Det er vigtigt at indsamle nøjagtige havdybder. Et undersøisk bjerg som viser sig at være højere and ventet, kan f.eks. betyde, at Rigsfællesskabet kan gøre krav på et større område af havbunden end man først havde forudset. Hvor der før blev talt om at Rigsfællesskabet vil gøre krav på et område på tre gange Danmarks størrelse, hører jeg oftere i krogene, at det nok nærmere bliver fire gange så stort som Jylland, Sjælland og øerne tilsammen. Men det bestemmer i sidste ende FN, som følger nogle ekstremt indviklede regler som kyststater skal rette sig efter, hvis de forsøger at udvide deres territorium til havs.

Umiddelbart har de fleste af os vel en opfattelse af, at hele Jorden for længst er kortlagt ned til mindste detalje. Men det er langt fra tilfældet i Arktis. Havbunden ved Nordpolen er nemlig meget ringe kortlagt fordi isen gør det ekstremt vanskeligt at arbejde her oppe. Der findes en del opmålinger fra amerikanske og russiske (sovjetiske) atomisbåde, men de er meget unøjagtige fordi selv de mest avancerede ubåde ikke kan vide præcis, hvor de befinder sig med mindre de dykker op til overfladen og får kontakt med deres GPS. Selv med Skandinaviens stærkeste isbryder, Oden, er det en meget vanskelig opgave fordi de store isskosser, som tvinges ind under skibet, forstyrrer signalet. Derfor udviklede forskerne på det første togt i området (Lomrog I) i 2007 (som jeg var med på) en helt ny metode. De lod skibet rotere om sig selv imens det flerstrålede 3D-ekkolod kortlagde havbunden 4 km nede i en omkreds på omkring 12 km. Det var i øvrigt den første ekspedition i historien som formåede at kæmpe sig ind i et område, hvor ingen isbrydere var nået til før pga. de kraftige isskruninger lige nord for Grønland. Det lykkedes kun fordi vi havde verdens stærkeste isbryder, den russiske atomdrevne Pobedy, til at bane vejen for os. Men det endte ikke så godtŠ Siden har den danske stat undladt at hyre isbrydere fra Rusland, som er hovedmodstanderen af de danske territorialkrav i Arktis. Men det er en helt anden og meget fascinerende historie som du kan læse om i blogindlæggene fra 2007. Nu tilbage til 2012!

For det har flere gange vist sig, at de gamle ubådskort ikke bare er upræcise, men decideret forkerte. Der hvor forskerne håbede at finde et lille undersøisk bjerg, som måske kunne være fordelagtigt i forhold til Danmarks territorialkrav, viste der sig bare at være flad havbund (se billedet). I et andet område skulle der have været et dybt hul, men i stedet var der et bjerg. Bjergryggen over horisontlinien er Nordgrønland. Skråningen helt ude til venstre er Morris Jessup Rise, som har meget stor betydning for territorialudvidelsen østover. I 2007 brugte de rigtig lang tid på at lokalisere den. Forskerne var helt grå i hovederne til sidst.

Tredje billede er fra undervandsbjergryggen, Lomonosov, som kan vise sig at være Kongerigets helt store trumfkort. Det er i hvert tilfælde det forskerne ombord satser på. For hvis de kan bevise, at ryggen hænger sammen med Grønland, kan Rigsfællesskabet gøre krav på et kæmpe område som omfatter Nordpolen. Simpelthen fordi Lomonosovryggen strækker sig forbi Nordpolen ned mod Sibirien. Men det betyder så også, at Rusland ligeledes vil forsøge at bevise, at Lomonosov hænger sammen med Rusland!

Det tages for givet at både Danmark (på vegne af Rigsfællesskabet) og Rusland derfor vil stille krav om de samme områder. Områderne på billedet som skiller sig ud farvemæsigt og med mere detaljerede konturer er der, hvor forskerne har lavede detaljerede 3D-opmålinger. Det lyseblå er en mellemting af gamle upræcise ubådskort og ren og skær gætværk. Kortet er set fra den sibiriske side i retning mod Grønland. Du kan i øverste venstre hjørne se linjerne samle sig ved Nordpolen, hvor vi var i sidste uge.

Hvis du er nysgerrig for at vide mere om FN¹s regler for kysstaters udvidelse, så gå ind på www.a76.dk. Vi har ingen internetadgang her ved Nordpolen (kun en speciel mailadgang) så jeg kan ikke huske den præcise sti. Men hvis du klikker på “Nordøstgrønland”, mener jeg at du kan finde en forklaring af reglerne i et menupunkt derunder.

Har du set “Red October” med Sean Connery i hovedrollen som russisk atomubådskaptajn? I denne som i andre ubådsfilm er et af de faste elementer, at der kastes såkaldte “sonarbøjer” ned fra en helikopter. De kan lytte sig frem til, hvor ubåden befinder sig. Det er de samme sonarbøjer fra Lockheed-Martin som forskerne ombord på Oden bruger i en lettere modificeret version til at udføre det der kaldes “seismiske målinger”. Helikopteren flyver ud til en forudbestemt position, hvor piloten finder det nærmeste hul mellem isflagerne og lander lige ved siden af. Imens rotoren stadig kører, tager man det headset af som også fungerer som høreværn, og løber med foroverbøjet krop ud på isen i den infernalske larm fra rotoren. Der er ultra kort tid til at “frame” (komponere billedet) for forskerne har ikke tid til at vente på fotografen: Bøjen bliver kastet ud over isrenden og holdt i en snor indtil der lyder et smæld i det øjeblik en trekantformet orange bøje pustes op. Da vi letter igen med kurs mod en ny position, svinger vi kraftigt rundt, så man tydeligt kan se den orange markering midt imellem de hvide isflager. Sonarbøjen selvdestruerer allerede efter kun 7 timer! Batteriet kan holde i flere dage, men amerikanerne forsøger på den måde at undgå at sonarbøjen falder i fremmede magters hænder (læs: russere og kinesere).

De danske forskere bruger også et andet apparat som er udviklet til ubådskrig: En såkaldt “X CTD”. For en ting er at lokalisere en ubåd med lydbølger noget andet er at finde ud af, hvor dybt ubåden ligger. Havet består nemlig af mange lag med bl.a. forskellige temperaturer og forskellig saltkoncentration (salinitet). Lydbølgernes hastighed gennem vandet afhænger af saliniteten så for at kunne bestemme helt præcist, hvor dybt ubåden ligger, skal man kende saltkoncentrationen ned igennem hele vandsøjlen (fra overfladen til bunden). Derfor lader man den såkaldte X CTD synke ned mod bunden imens den bl.a. måler saltkoncentration. Herefter vil man kunne kaste en dybtvandsbombe som eksploderer på den helt rigtige dybde.

Nu er det jo ikke russiske ubåde forskerne prøver at sænke, selvom de lige nu opmåler et område af havbunden på den sibiriske side af Nordpolen som Danmark forsøger at vinde for snuden af russerne. Og det er russerne bestemt ikke begejstrede for! X CTD’en bruges til at justere på de 3D-opmålinger som foretages af havbunden, så der tages højde for, hvordan saltkoncentrationen i de forskellige lag af vandsøjlen påvirker ekkolodenes lydsignaler.

Senere i dag skal jeg måske ud med helikopteren på isen for at filme forskernes arbejde med bl.a. X CTD’en. Måske fordi vejret ændrer sig konstant heroppe ved Nordpolen. Det ene øjeblik er der klart sigte på flere km, det næste fyger det med sne og sigtbarheden daler til ganske få meter. Andre gange dannes der islag på kort tid som fæstner sig til rotorbladene og så kan helikopteren ikke flyve. Derfor er der telt, soveposer og komfur med i helikopteren. Samt gevær i tilfælde af et der skulle komme en 600 kg. tung isbjørn forbi. Forleden dag blev der observeret fodspor i sneen.

Det er svært at sende levende billeder fra Nordpolen til DR Byen, men i torsdagens udgave af TV Avisen skulle det være muligt at se de første.

“Jeg tror det er et lille stykke tv-historie. For såvidt jeg ved er det aldrig sket før, at levende tv-billeder er blevet transmitteret til Danmark fra så høje breddegrader. Måske er der heller ingen anden broadcaster på globen, der har gennemført en sådan transmission. Det siger vores tekniske Iridium- satellittelefonleverandør i hvert fald,” fortæller journalist Martin Breum, som torsdag havde held med at overføre et færdigredigeret TV-indslag på 02.24 fra Nordpolen til DR Nyheders FTP-server i København.

Og derfor vil han også gerne sige tak til alle, der hjælper i DR.

“Kommunikation er lidt vanskelig herfra. Så er det skønt, når teknikere, omstillingsfolk og journalistkolleger er så gode til at bakke op,” skriver Martin Breum.

“Fotograf Kenneth Sorento har knoklet som et bæst hele natten med først at optage og siden redigere materiale på selve Nordpolen, hvor vi kun havde alt for kort tid nede på isen til interview og optagelser. Vi skulle dække 70 mennesker, der ruller sig i sneen, står på hovedet, bader mellem isflagerne og stiller op til gruppefoto – og som også skulle afæskes meninger til brug for både TV Avisen og den tv-dokumentar, vi samler sammen til undervejs,” skriver Martin Breum til DRinde.

“Vores svenske isbryder, Oden, mosede sig vej frem til selve Nordpolen et kvarter før midnat onsdag aften. Det var super godt at nå frem. Det ville være lidt ærgerligt at komme så langt, og så ikke ramme selve pletten!”

Martin Breum har uden problemer været igennem til P1Morgen og Orientering flere gange og en enkelt gang til Deadline per telefon  i løbet af de tre uger, Nordpolsekspeditionen har sejlet i Det Arktiske Ocean.
“Nyheder på tryk til dr.dk med fotos i lav opløsning er heller ikke nogen teknisk udfordring. For nogle dage siden lykkedes det desuden at få et færdigredigeret radioindslag på knap otte minutter hjem til Orientering fra en position bare 100 km syd for Nordpolen. Der begyndte vi at nære et lille håb om også at kunne sende levende billeder,” fortæller han.

“Men tv-filerne er jo mange gange større. Vi var langt fra sikre på, om vores Iridium-datalinje kunne klare trykket, men det er så heldigvis lykkedes. Det koster DR nogle penge, men det kan altså lade sig gøre – selv fra en isbryder i fuld, rystende, hakkende, gyngende og støjende gaddagung gennem polarisen. Vi arbejder i en stålcontainer med vindue oppe på fjerde dæk over vandlinjen med en Iridium-antenne på taget. Nogle gange når isbryderen drejer, skygger selve det ni-etager høje ‘hus’ midt på skibet for signalet. Det er de eneste tilfælde, hvor linjen er røget.”