For overhovedet at få lov til at købe sonarbøjer, skulle der en underskrift på en kontrakt udfærdiget af Pentagon, hvor de danske seismikforskere lovede ikke at sælge sonarbøjerne videre.

Seismik består i at man sender et kraftigt lydsignal, typisk et MEGET højt brag fra en undervandsluftkanon, ned mod bunden. Lyden trænger mange hundrede meter ned i havbunden og reflekteres bagefter op til overfladen. Med hydrofoner (undervandsmikrofoner) kan man så opfange ”ekkoet”, og det er netop det en sonarbøje kan. Forsinkelsen af lydbølgerne over forskellige frekvenser fortæller, hvordan havbunden er sammensat. Således kan man bestemme hvilken type sedimentlag (aflejringer) o.lign. som skjuler sig dernede. Seismikforskerne skal bruge disse data til at underbygge Danmarks krav på en del af Nordpolen, ved at fremlægge beviser for, at en del af de sedimenter som findes i Grønlands kontinentalsokkel, strækker sig ud i Lomonosovryggen. Det er en undersøisk bjergkæde, som går på tværs af Nordpolen mellem Grønland og Rusland. Lomonosovryggen er et af de områder som Rusland, Canada og Danmark slås om at få en bid af.

Nå men Thomas har med skiftende held kastet sonarbøjerne overbord. De fleste har virket, men en del af dem er simpelthen blevet knust i isen efter kort tid, eller er blevet fanget under en isflage. Derfor ville han forsøge at kaste dem i noget roligere vand, uden alle de isflager som driver efter Oden. Så vi fløj et stykke væk og jeg blev sat af på isen ved det, der lignede en lille fredelig sø. Se nu er det med fredelig et relativt begreb, for vi er i isbjørneland. En ufravigelig regel er derfor, at der altid skal være en isbjørnevagt når folk er på isen. Med gevær. En pumpgun!

Jeg får gjort kameraet klar, Thomas åbner døren i helikopteren og kaster sonden ud fra godt 2 meters højde, efterfulgt af et ordentligt splask. 10 sekunder efter stikker en sæl forskrækket hovedet op af vandet tæt på stedet, hvor sonden ramte overfladen! Den kigger totalt forvirret rundt til alle sider, og er tydeligvis rimeligt rystet. Den må tænke noget i retning af: ”Hvem fanden er det der prøver at ramme mig i hovedet med en stor tung ting???!!!!!”. Sælen får øje på mig, og løfter nærmest vantro en del af overkroppen op for bedre at kunne se det underlige tobenede dyr iført selvlysende pels i svenske farver (helikopteroverlevelsesdragt) som klynger sig til et trebenet væsen med et stort øje (kamera på stativ). Så ser det ud som om den ryster på hovedet, hvorefter den får øje på en meget larmende rød fugl, som åbenbart lige har forsøgt at skide på den!!! Der går ikke mange sekunder, før den beslutter, at det nok er bedst at forsvinde i en aller helvedes fart væk fra de her besynderlige skabninger!

Mange hilsner

Kenneth

Døren skal være åben så jeg kan få de bedste billeder af isbrydernes kamp mod isen. Fotos: Lars-Åke Hansson

Ombord på Oden har vi to unge helikopterpiloter som normalt arbejder i det nordlige Sverige. Her bruger man helikoptere til alt muligt: Drive rener, flytte møbler og hjælpe uheldige teenagedrenge. For mens unge fyre i Danmark får et kik af at tune knallert, så bliver svenske teenagere høje af at race på snescooter. Over skovsøer. Som ikke er frosset til… Det kører fandeme snescooter på vandoverfladen!!! Og det sker ikke så sjældent at Geir eller Thomas – som piloterne hedder – kan indkassere 5.000 SEK fra lommepengene for at trække en scooter op af en mørk sø.

Det er som at filme til en gammel Jaque Custeau film. Foto: Tim Jantzen

Hver gang jeg ser helikopteren lette fra Odens dæk, minder det mig om eventyrlige ekspeditioner som dem jeg så som ung på tv. Når en ny Jaque Custeau episode begyndte, var det billede som stærkest havde fæstnet sig i min erindring, den røde helikopter med det futuristisk runde og gennemsigte cockpit, der lettede på vej mod nye opdagelser. Derfor var drømmen om at filme isbryderen fra en helikopter, det første jeg forestillede mig, da jeg blev præsenteret for ideen om at lave en dokumentarfilm på denne ekspedition. Jeg blev derfor ellevild, da jeg fik bekræftet, at der ville være helikopter ombord. Og da den i starten af togtet kom flyvende ud af disen fra Svalbard, var min begejstring ikke mindre, da den viste sig at være knald RØD!

Du kender det klassiske skud fra film, hvor kameraet kommer flyvende i lav højde mod stævnen og herefter stiger hurtigt for at slutte af med et totalbillede af skibet set fra oven. Det var lige præcis det skud jeg ville have, men jeg vidste, at det ville blive meget vanskeligt at få i kassen. Nu har vi jo ikke sådan noget fint og dyrt udstyr som gyroophæng til kameraet (det man bl.a. bruger til Tour de France), hvor kameraet sidder monteret udenpå helikopteren i en anordning som fjerner rystelserne. At filme gennem vinduet bliver ikke godt: Det begrænser synsfeltet og lægger endnu et lag glas imellem kamera og motiv. Så der var kun en løsning: At flyve med åben dør! Det har jeg prøvet tilbage i 92 i en lille helikopter, hvor døren simpelthen blev hægtet af, men det var sommer, grønne marker og meget uskyldigt. Det er sgu lidt noget andet når man skal op at flyve ud over et delvist frossent polhav. At det sikkert ikke føles nævneværdigt anderledes, at blive transformeret til en rød plet på en isflage frem for på en mark, er i den forbindelse en ligegyldig detalje Så jeg var lidt spændt på det med den åbne dør og ikke mindst på, hvordan filmningen ville forløbe, for vi har ikke ubegrænsede flyvetimer til rådighed til filmen. Ville kameraet blive grebet af vindstød? Ville finmotorikken i fingrene gå fløjten efter få minutter i polarluften? Ville det ryste for meget?

Man skal lige vende sig til at flyve med åben dør… Foto: Hans Ramløv

Vi skulle af sted efter isrekognosceringsflyvningen var overstået, og vi ventede og ventede… på at det første hold overhovedet skulle flyve. Skyerne lå tungt over os, tågen var tyk, og det får iskrystaller til at fæstne til rotorbladene under flyvning. Derfor er det livsfarligt at lette under de omstændigheder. Men vejret skifter konstant her oppe: Det ene øjeblik er sigtbarheden elendig, for i løbet af få minutter at overlade scenen til en sol som skinner gennem et hvidt lag skyer fra sin plads et lille hop over horisonten. Da det endelig blev vores tur blev spændet til min sikkerhedssele forseglet med gaffatape: Jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg skulle tage det som en ekstra sikkerhedsforanstaltning eller om det simpelthen var fordi spændet var i stykker… Mens Suvi satte sig ind foran med fotografiapparatet, blev mit kamera sikret med elastikrem. Vi slap kontakten med dækket og begyndte at stige lynhurtigt. Geir krængede helikopteren mod bagbord (den side jeg sad i) og pludselig var der ikke noget mellem mig og isen flere hundrede meter nede. Ja dvs. jeg havde selvfølgelig en sikkerhedssele på, og så kom jeg i tanke om gaffatapen og greb i samme øjeblik ud efter en anden sele jeg kunne holde i med venstre hånd. Og så er tricket – det husker jeg da fra 92 – at lukke venstre øje for at koncentrere sig om billedet i søgeren. For herefter er fokus med et rettet på filmen, man har kun én ting i hovedet: At få lavet nogle fede billeder.

Geir fik os i position 50 meter foran stævnen på højde med dækket. ”Er du klar?”, spurgte han med Bergen-dialekt, ”ja” sagde jeg bestemt, og håbede at det nu også stemte. Så fik den ellers gas. Odens stævn nærmede sig overraskende hurtigt, og i det jeg tænkte, at nu var det måske en idé at rive i rorpinden, hvis vi altså ikke skulle splattes ud over Odens fordæk, steg vi op i hæsblæsende fart. Jeg kunne tydeligt se ind af vinduerne til folkene på broen, og i næste øjeblik filmede jeg ned i skorstenen. Wauw! What a ride!

Men det blev ikke nogen rigtig fed optagelse. Så vi tog den igen og igen og igen… Når jeg ikke kan stikke kameraet ud af døren, men må holde det lige indenfor, så vinden ikke tager fat i det, er mit rum til at bevæge kameraet op og ned, og fra den ene til den anden side stærkt begrænset. Derfor skal kamerabevægelsen – som skal følge Oden i cirkelbevægelsen som går tæt rundt om skibet – koordineres med helikopterens bevægelse, og det er svært. Piloten skal langt hen af vejen agere kameramand ved hjælp af mine instruktioner over headset: ”Lidt mere mod bagbord, hold den der, lidt mere, nej det var for meget, mere op, ja det er fint…”. Og han kan jo ikke selv se billedet. I praksis er piloten nødt til at dreje helikopteren så den flyver skiftevis sidelæns, skråt fremad mm. Uden gyrostabilisator bliver det jo heller ikke rystefrit, men hvis jeg får 10% brugbart materiale og 2% som er rigtig fedt, ja så er det det hele værd.

Jeg skal filme verdens største atomisbryder. Foto: Björn Eriksson

Vi måtte flere gange hænge i luften og vente på at Oden sejlede fremad, for som beskrevet i sidste rejsebrev, sidder den fast med jævne mellemrum. Heldigvis var det ikke spor koldt, eller det bemærkede jeg i hvert tilfælde ikke. På et tidspunkt lå vi højt oppe og ventede, og da isbryderen var på vej fremad igen, stak Geir snuden nedad og gav os en rutsjetur af format! Ingen bløde bevægelser her, jeg forstår godt at Geir har et ry som den vilde af de to piloter. En af forskerne sagde bagefter, at det havde set helt vildt ud, den måde helikopteren var blevet fløjet på. Det var sidste chance for at få billedet i kassen, for nu var disen ved at vende tilbage, horisontlinien ved at forsvinde, og så skal helikopteren ned indenfor få minutter. Jeg løsnede venstre hånds greb om selen foran mig og rykkede mig længere frem i sædet. Nu skulle den sidde lige i øjet! Vi fløj frem under dækshøjde få meter over isen og rotorerne piskede en støv af iskrystaller fra isflagerne op over Oden. Det så vildt fedt ud. Og så tog vi den langs siden af skibet i takt med at vi steg op over skorstenen og fløj ud over det brusende vand fra Odens to store propeller.

Nu har jeg kørt billederne ind på min klippecomputer. De er fede, men de fleste af dem er bare irriterende rystede (en kraftig vind bagfra gjorde helikopteren mere ustabil end normalt) og alt for tit får jeg noget af døråbningen eller rotorbladene med i billedet. Men der er nok 5-10% som er ok, specielt hvis billederne slowes.

Vi blev stoppet af en canadisk forsker (ham som frygtede at kokken ombord var beslægtet med den svenske kok i Muppet Show). ”Fik I filmet helikopteren da den drønede rundt i de vildeste bevægelser om skibet lige før?”, spurgte han.

Det er dag udenfor, men mit ur fortæller at kl. nærmer sig et om natten. Vi får en lang dag i morgen, så god nat.

Heldigvis har vi verdens største isbryder, den atomdrevne russiske ”50 Years of Victory”, til at redde os. Skibet vejer dobbelt så meget som Oden og har med sine 75.000 hestekræfter godt 3 gange så stor motorkraft. Det er ”Victory´s” første ekspedition. Når russeren skal komme os til undsætning, vender den 180 grader, sejler tilbage og går så tæt på agterenden (bagenden) som den kan komme uden at ramme det seismiske udstyr. Dette udstyr hænger efter Oden i flere hundrede meter. Herefter gir russerne den fuld gas frem parallelt med Oden. Det er virkelig imponerende når kæmpen tordner tæt forbi rælingen, for i modsætning til vores svenske isbryder som møjsommeligt må gnave sig stille og roligt gennem isen, så skær russeren sig gennem 3-4 meters is, som var det en varm kniv gennem smør. Vi bliver aldrig trætte af at beundre det, for det er nærmest naturstridigt at overvære.

Fotos: Thomas Funk og Hans Ramløv

Det kan beskrives lidt ligesom en stumfilmsagtig oplevelse, for der er næsten ingen motorstøj, og der kommer jo heller ingen røg op af skorstenen, fordi skibet er drevet af atomkraft. Når Pabeda (Victory) kommer på højde med vores stævn, skær den ind lige foran os for at bryde isen op, så Odens motorer kan sparke os i gang. Det er det der sker lige nu i skrivende stund. Vi hælder 7-8 grader mod bagbord og begynder langsomt at gnave os gennem isskosserne. Nu begynder Oden at ryste så kraftigt, at man godt kan glemme alt om at bruge musen til skærmen, for man kan overhovedet ikke styre cursoren. De kraftige rystelser er ofte en forvarsel om, at vi snart sidder fast igen, inden vi overhovedet er kommet helt fri. Det er derfor ikke usædvanligt, at Pabeda må gøre manøvren om igen lige efter. Hold da kæft, hvor hun kæmper, den svenske dame! Fra vinduet i vores arbejdscontainer kan jeg se, at vi er små 30 meter fra hækken (bagenden) af russeren. Styrmanden prøver tydeligvis at udnytte hendes kølvand.

Problemet er, at seismikudstyret tvinger os til at holde en lav fart på 2 til max 4 knob, men med den hastighed, risikerer russeren at sidde fast. De ville helst sejle 6-10 knob. Det er sket en række gange tidligere at russeren har siddet fast i en kortere periode, og hvis det på et tidspunkt ikke lykkes for Pabeda at komme fri, ja så er vi sgu på den.

Faktisk synes jeg, at det er lidt bekymrende det her, for vi er slet ikke nået frem til det område på hele Nordkalotten, hvor isen er tykkest, og hvor intet skib derfor har været tidligere. Jeg har lige nu svært ved at forestille mig, at vi kommer til at blive de første, og det er et problem for de danske forskere. Netop i det område, skal der nemlig indsamles meget vigtige data for at bevise, at Grønland hænger sammen med Nordpolen. Nu sidder vi fandeme fast igen-igen! Efter vi var blevet gjort fri, pakkede isen støt og langsomt sammen, og hastigheden gik gradvist ned til kravleniveau og til sidst helt i stå. Oden kæmpede ellers bravt længe, motorerne må nærmest være ved at eksplodere nu. Og dog…måske lykkes det alligevel? Den rykker sig en smule…

Oden er bygget til at bryde is op til 2 meters tykkelse i den botniske bugt. Derfor har vi den russiske isbryder til at bane vejen for os. Det ville ikke have været tilstrækkelig, hvis ekspeditionen kun havde bestået af Pabeda, for Oden er samtidig indrettet til forskning, hvilket russernes isbryder ikke er. Tests i canadisk territorialfarvand har desuden vist at fremgangsmåden med to isbrydere lige efter hinanden, er den bedste under så ekstreme forhold. Jeg kalder vores russiske ven for ”Crazy Ivan”, efter russiske atomubådes berygtede 180 graders vendinger under den kolde krig, for at afsløre om en amerikansk ubåd fulgte i halen på dem. For som føromtalt må Pabeda jo vende 180 grader for at komme os til undsætning.

Fotos: Björn Erikssonog Lars-Åke Hansson

Nå for satan: Nu prøver de en helt ny manøvre. Pabeda bakker nu lige ind foran stævnen og drejer af mod bagbord (venstre). Gad vide om det hjælper? Hun er godt nok tæt på…

Nu sejler Pabeda fremad efter at have bakket og svinger bagpartiet lige ind foran vores stævn. Det ser vildt ud. Og jo, det hjælper sgu: Nu er vi i gang igen. Ingen ”Crazy Ivan” i denne omgang Vi humper os igen igennem et af verdens mest ugæstfrie områder. En verden klædt i hvidt med spredte søer af turkisblåt smeltevand. Et helt utrolig smukt syn.

Mange hilsner

Kenneth Sorento

Foto: Suvi Helminen

Det brager og ryster i hele skroget, så jeg skal gøre mig umage for at ramme tasterne. Jeg kigger ud af vinduet bag mig og ser hvorfor. Isbryderen Oden er netop på vej igennem endnu en omgang isflager her på kanten til den – stadig – permanente iskappe rundt om Nordpolen. Hvide isflager med lyseblå kant under vandoverfladen er spredt ud over det gråblå hav. De mørke skyer hviler tungt over os, men langs horisonten er der et lysende bånd. Når vi er heldige ser vi blåset fra 2-3 hvaler langt fra Oden.

Ruten fører os i dag onsdag den 15. august langs med iskappen, så forskerne kan udføre forskellige målinger som kræver relativt isfrit hav. Men i morgen slår vi huld på yderkanten af iskappen! Det bliver vildt spændende for vi begiver os mod et område på Nordpolen, hvor intet skib har været før! Kun ubåde og helikoptere har ført mennesker dertil. Det er nemlig det område i Polhavet som har den tykkeste iskappe på op til 5-6 meter og det kan Oden ikke klare. Det kræver en isbryder i en helt anden klasse, rent faktisk verdens største og stærkeste: Den russiske atomisbryder ”50 Years of Victory”.

Vi er spændte på i morgen, for det er i mødet mellem åbent hav og isflager at isbjørne går på jagt efter sæler. Der hænger et billede her på Oden med en blodrød isflage, hvor en isbjørn er i gang med at flå sit bytte. Og det er ikke fordi jeg har noget imod nuttede sæler, meeen for filmens skyld…

Fotos: Anders Karlqvist og Suvi Helminen

Suvi (dokumentarinstruktøren) kommer nu rødkindet ind af døren fra ”badstuen” (saunaen). Hun foretrak kvindesaunaen, frem for den blandede, men I ved jo hvordan svensken er, så inden længe fik Suvi og de festglade køkkenpiger selskab af en matros… At vi er ombord på et lille stykke Sverige glemmer man i det hele taget ikke Der er ”lingon-saft” i messen, tyttebær til köttbularna, og så ”fika” de i et væk. ”Fika” er nærmest lige så helligt som en højmesse. Man ”fika” hjemme hos familien Jönsson, man ”fika” på alle svenske arbejdspladser og man ”fika” selvfølgelig på Oden, hele to gange om dagen. ”Fika” betyder ”at holde kaffepause” og det sker på slaget 10.30 og 15.00. Hvis man ikke lige er opmærksom på tiden, ja så bemærker man det hurtigt, når en sand folkevandring af besætningsmedlemmer sætter kursen mod mandskabsmessen. Der er altid hjemmebagt til kaffen, og da Suvi og jeg sætter det venskabelige bånd mellem vore to broderlande meget højt, føler vi os ligesom forpligtet til at smage på kanelbullarne og hvad den svenske kok ellers kalder kreationerne. Og når vi nu er ved kokken, betroede en canadiske forsker mig, at han var ret spændt på at møde en virkelig svensk kok… Det skal lige tilføjes at nordamerikaneren har samtlige Muppet Shows på DVD…

Nu har rystelserne taget til i takt med isen. Det varer ikke længe før elevatoren bliver lukket, siger maskinmestren. Det er ellers ret syret at køre i en elevator som helt bogstaveligt ryster, hopper og kører i et uregelmæssigt tempo op og ned. Det burde være en oplagt idé til en ny forlystelse i Tivoli.

Jeg sidder nu i den kæmpestor container vi har fået tildelt til udstyrs- og klipperum: Godt 14 kvadratmeter, eller dobbelt så meget plads som det medierum der var på Vædderen (Galathea-ekspeditionen). Vi ligger lige under kommandobroen, og kan nyde synet af Polhavet brede sig ud foran stævnen. Vi har fået sat lister og reb op som holder på udstyret og har sikret vore laptops med velkro tape. Det var der brug for i går, for små dønninger på godt 2 meter som kommer forfra, fik den fladstævnede isbryder til at hugge voldsomt i søen og den stærke polarvind kastede skumsprøjt helt op i 5 etagers højde og dermed over mit kamera! Og apropos polarvinden er den ikke helt ufarlig. Når vi skulle ind i containeren blev døren i bogstaveligste forstand revet op, så man virkelig skulle holde fast, for ikke at blive væltet omkuld. Det var faktisk ikke specielt fedt, og en af søfolkene frarådede os direkte at gå ind i containeren. Men arbejdet skal jo udføres.

”Kenneth, der er nogle fantastiske billeder lige nu!”, kommer Suvi nu ind og siger begejstret efter at have lavet Surroundlyd af isen der knuses på skroget. ”Jeg tror endda jeg har set isbjørnespor på nogle af flagerne”, tilføjer hun. Ja, så må vi jo til den igen! Det er stadig dagslys her kl. 23.30.

Men jeg vil slutte af med nogle pudsige pressecitater som vi har fåert tilsendt af ekspeditionslederen:

Omkring 30 russiske bombefly deltager i en fem dages øvelse over Nordpolen. Øvelsen ses som en demonstration af Ruslands militære styrke. Flyene, som kan medføre atomvåben, skal øve sig i affyring af krydsermisiler, navigering i polaregnene og påfyldning af brændstof i luften. (Kilde ikke oplyst)

 Tidigare i sommar meddelande Kanadas premiärminister Stephen Harper att regeringen vill införskaffa sex eller åtta isbrytande patrullfartyg. I USA höjs bekymrade röster över att supermakten med världens största flotta bara har tre ynka fartyg byggda för att ta sig fram genom istäckta vatten. Kongressen ser över frågan. Danmark har å sin sida bokat in sig på den svenska isbrytaren Oden flera år framåt i tiden. (Västerbottens-kuriren)

Vår uppfattning är att Nordpolen tillhör Danmark, men motsvarande uppfattning finns ju i andra länder också, säger den danske vetenskapsministern Helge Sanders till DN. (Dagens Nyheter)

Sådan! Ikke så meget beskedenhed! Nordpolen skal være dansk (hvem sagde grønlandsk?) og hvis de ik´ka´ forstå det, så sender vi sgu Olfert Fischer!

Mange hilsner

Kenneth Sorento

Isbryderen Oden

NB: Jeg kan kun modtage almindelige mails. INGEN fotos, INGEN vedhæftninger og INGEN links pga. den smalle båndbredde så langt mod nord.