Det er virkelig en udfordring at skrive denne blog! For det gynger så meget at vi må holde fast i bordet og vi er hele tiden ved at tippe bagover på stolene her i klipperummet. Det knager og ryster i skibets skrog, når det rammes af grågrønne dønninger på 7-8 meters højde som stammer fra det lavtryk som tidligere var orkanen Florence. Forskercontainerne er tomme – det gynger for meget til at kunne arbejde – og alting er surret ekstra godt fast. Vi har lige været ude for at filme bølgerne til TV2/Vejret og det er lidt af en udfordring, når man både skal holde på stativ, kamera, og holde fast i rælingen. Det har været en urolig nat, og da vi har lukaf (kahyt) oppe i stævnen, bliver vi hvert andet øjeblik kylet fra køjen og op i luften. Heldigvis er der en sengehest, et lille rækværk, som forhindrer en i at falde ud over kanten. Vi har derfor sovet ret dårligt og det har vi til fældes med de fleste ombord, som går rundt og er lidt klatøjede. Det er virkelig syret at gå op af en trappe når skibet ridder på en kæmpe bølge, for så bliver man næsten vægtløs og føler det som om man nærmest svæver op over trinnene. Søsygen ligger hele tiden og lurer bagved: Nogle får det bedre ved at ligge ned, mens jeg glemmer søsygen når jeg filmer eller klipper.

Det vælter ind med gode råd mod søsyge fra sømændene: Nr. 1 på hitlisten er helt klart skumbananer, for de smager også godt når de gylpes op, og det kan jeg bekræfte. Desværre føres denne vare ikke i skibets Tax Free Shop, og den var udsolgt i kioskerne i Nuuk. Æbler i kombination med grovkiks indtager en klokkeklar andenposition på Vædderens uofficielle hitliste, men som Tilde fra Radiorummet siger: ”Sørg for at tykke det godt og grundigt igennem, ellers gør det ondt, når det hele går retur”. Og så kan jeg personligt tilføje, at æbler og kiks ikke smager nær så godt ”anden gang”. Der er kamp om hitlistens tredjeplads, for her hersker der stor uenighed blandt fagkundskaben på Vædderen: Chefen (som kaptajnen hedder i søværnet) har her til morgen rådet Michael og mig at drikke godt med vand, mens en talsmand fra sergentmessen udtaler, at vand der skvulper rundt i mavesækken har en tendens til at banke på for at komme ud igen med ekspressfart. Blandt de menige er der en klar præferance for færøsk jordbærmælk, mens Michael varmt anbefaler kakao…

Kanonskydning mod isbjerg

Den lavtstående aftensol hyllede de blåhvide isbjerge ind i et gyldent skær da vi sejlede ud mod åbent hav efter vores sidste besøg på land inden Azorerne. Kanonen på fordækket blev laddet og den første testskydning siden Galathea 3 ekspeditionens start kunne gå i gang. Lasersigtet blev låst fast på et isbjerg godt 4 km væk og NK (Næst Kommanderende) forbød al brug af kikkerter fordi den reflekterede laser kan skade øjnene. Chefen gav ordre til at åbne ild, rystelserne fra kanonen forplantede sig op gennem skibet, og Michael der i modsætning til os andre, stod udenfor på sidedækket for at filme isbjerget, hoppede som han selv udtrykker det ”2 meter op i luften” pga. det øredøvende brag. Det var halt vildt sjovt at overvære for så nogle drengerøve som os!

På et orlogsfatøj som Vædderen skal kanonen kunne tages i brug til ”varslingsskud” overfor fiskekuttere og travlere som befinder sig ulovligt i dansk, grønlands eller færøsk farvand. Pointen er at så snart fiskeren får øje på inspektionsskibet vil han i nogle tilfælde kunne nå at sejle ud af farvandet inden inspektionsskibet indhenter ham og dermed undgår han en bøde. For at stoppe en eventuel flugt, kan man skyde lige ind foran stævnen, og hvis det ikke virker, kan det blive nødvendigt at sigte mod selve skibet, fx masten. Men hvad skal man bruge en kanon til på Galathea 3 ekspeditionen? Det kan du få svar på ved at se videodagbogen om kanonskydningen på http://vejret.tv2.dk/galathea eller på http://politiken.dk/galathea (hvis du ikke finder den nu, bliver den tilgængelig inden længe).

Eftersøgning af gammelt vrag

Onsdag morgen stimlede hele Vædderens pressekorps sammen oppe på broen bag Morten Sølvsten, som er søopmåler fra Farvandsvæsnet. Med state of the art sonar og multi beam udstyr, kan han kortlægge havbunden i 3D. Vi var på vej til den position hvor man formoder at skibet Hans Hedtoft sank i 1959. Det var Danmarks svar på Titanic, et ”synkefrit” skib, som gik ned på sin Jomfrurejse med alle 95 ombord syd for Grønlands sydspids, Kap Farvel. Udgangspunktet for screaningen af havbunden, var den position som et nærliggende tysk skib raporterede udfra den radiopejling som blev udført på nødsignalet. Der er nemlig stor usikkerhed om det sidste tal i positionen som telegrafisten fra Hans Hedtoft sendte inden skibet gik ned. Det sidste tal i positionen var et 5-tal, men det diskuteres stadig om 5-tallet stod for “5 sekunder” eller “en femtedel minut”, hvilket giver to forskellige positioner. Derfor havde Morten valgt tyskerens data. Blåfarvede streger som markerede screaningsområdet passerede langsomt over den formodede position på den ene skærm. Men på sonarskærmen ved siden af, kunne man ikke se noget usædvanligt. Skibet fortsatte derfor eftersøgningen og i løbet af 2 timer blev et område på i alt 5×8 km afsøgt. Men vi havde ikke heldet med os, for kombinationen af urolige søg og kraftig vind, piskede luft ned under sonaren, og forringede dermed dens evne til at ”se” ned på bunden som var hele 1.700 meter nede. Netop derfor vil Morten ikke udelukke at vraget kan have ligget dernede.

Kaki uniformer

Vi kan tydeligt mærke hvordan det bliver gradvist varmere. De store jakker, fleece og huer som vi havde på under sejladsen i Grønland kan nu pakkes væk. I morgen skifter hele den faste besætning (altså søfolkene) deres blå bukser og hvide skjorter ud med kakifarvede uniformer. Tiden nærmer sig til at Michael og jeg afmønstrer på Azorerne, hvor vi bliver afløst af Lasse og Henrik, som vil fortsætte med at skrive om oplevelserne på Galathea 3 ekspeditionen.

Er I klar over hvor svært det er at sove iført store klodsede høreværn???!!! Nej, vel? Det behøver jeg, Kenneth, heldigvis ikke længere, for nu er min snorkende kollega fløjet retur til DK. Lad os for at bibeholde hans anonymitet kalde ham B.

Få dage før afgang fra København fortalte B mig at soveværelset hjemme i privaten var ”no go area” om natten, for konen kan ganske enkelt ikke sove, når kværnen går i gang. Jeg fik derfor virkelig travlt med at tømme lagerbeholdningen for ørepropper hos diverse apoteker. Men tror I det var nok? Nej! B’s snorken kan bedst beskrives som fusionen mellem et trykluftsbord og en forkølet hvalros! Det ligger på et dB-niveau som arbejdstilsynet helt sikkert ville klassificere som skadeligt, så ørepropperne var fuldstændig nyttesløse!!!. Efter flere søvnløse nætter, hvor jeg havde forsøgt at stoppe både pude og dyne ind i ørene fandt jeg nogle hardcore ørepropper frem fra bagagen. Det drejer sig om svømmeørepropper som slutter helt tæt. De er meget ubehagelige at sove med, men til gengæld lukker de alle lyde ude, troede jeg… For hvalros-trykluftsbordet gik stort set lige så klart igennem som før! Jeg var ved at blive vandvittig og bankede gentagne gange på skottet (væggen), men når man nu ikke vågner af sin egen ZZZZZZZ, så er lidt banken i væggen jo at sammenligne med musen der forsøger at trampe lige så højt som elefanten.

Til sidst var jeg så desperat at jeg løb ned til maskinrumsgangen og neglede et høreværn! Ja, et høreværn! I ved de der kæmpe hørebøffer som folk har på når de arbejder med trykluftsbord. Nu eksisterer der heldigvis ikke noget billede af det, men prøv at forestille jer hvor tåbeligt det ser ud at ligge i sengen iført den slags gear på hovedet! Nå men tror I at det hjalp? NEEEJ!!!! Selv et høreværn var ikke nok. Jeg overvejede at trække B ned i maskinrummet, hvor han så kunne ligge og konkurrere på dB med de tre skibsmotorer, men opgav det fordi maskinarbejderne sikkert ville blive sure over den generende støj. I et sidste desperat forsøg kombinerede jeg høreværnene med mine vandtætte ørepropper! Selv med dette udstyrshelvede kunne jeg stadig høre B! Men nu var det på et niveau, hvor det kunne lade sig gøre at falde i søvn. Troede jeg! For når man har ligget på ryggen i ti minutter vil man jo typisk gerne ligge på siden, og hvordan er det lige man gør det, når man er iført hørebøffer som stikker 2-3 cm. ud på hver side? Det lykkedes at udvikle en teknik som krævede stor præcision i udførelsen mht. placering af henholdsvis pude på den ene side af høreværnet og dyne på den anden. Men hvis jeg ikke lå helt HELT stille, smuttede støtten. Samtidig var mine øregange efterhånden hudløse af den massive brug af ørepropper, så det endte med at NK (Næst Kommanderende) forbarmede sig over mig og tilbød mig en køjeplads langt fra trykluftsbordet.

Nu har Michael så afløst B på køjepladsen og jeg er flyttet tilbage i overkøjen. Og Møller – som arbejder i maskinen – har endelig fået sit høreværn tilbage.

Drama på Vædderen

”Det er Chefen”, lød det myndigt og med dyb stemme den anden dag. Chefen, som kaptajnen hedder i søværnet, havde en vigtig meddelelse: ”Uanset hvor smuk den grønlandske natur er, så er vandet iskoldt og dræbende. Derfor er der ingen adgang til skibets fordæk.” En af besætningsmedlemmerne, en langt fra ukendt person i offentligheden, havde nemlig dristet sig op af nødudgangen helt ude i stævnen, for at tage billeder. Godt nok lå vi ”stille” for at tage sedimentprøver og der var ikke en bølge i miles omkreds, men da der under sejlads ikke engang er en stålwire som ”ræling” på fordækket, var det lidt vovet. Straks gik sladderen i den lille provinsby kaldet Vædderen, og alle var med på en gætter om hvem denne uheldige person var. Men jeg røber det ikke…

Madsenbrødrene i overlevelsesdragt live på TV2

Måske så I ”Test Nationen” i lørdags med brødrene Madsen live fra Vædderen, men hvad I ikke så – og ikke hørte – var brødrenes kommentarer før live! Men det var nok også bedst, for det var godt nok ikke småting de herrer ytrede mellem transmissionerne! I programmet fortalte TV2-værterne at de to brødre også tog testen, men det havde de sandt at sige ikke rigtig tid til for tiden gik med sjov og ballade, samt andebryst nede i cafeteriet (de meniges messe).

Vi havde fået at vide fra produktionsselskabet STV Nature & Science, som jeg arbejder for på ekspeditionen, at hvis noget gik galt teknisk, kunne vi regne med ”at blive 15-20 cm kortere”, og da vi alle 3 er af hankøn, havde jeg en ubehagelig mistanke om, hvad det var produceren hentydede til. Nå men jeg var teknisk ansvarlig for at transmissionen herfra Nuuk fungerede, så jeg overvejede at iføre mig skridtbeskytter! Nu har vi efterhånden været igennem 4-5 tests af udstyret, så jeg var nu ret fortrøstningsfuld.

Normalt holder vi forbindelse med studiekontrollen i DK via Skype, som sammen med Tv-signalet sendes over Internettet via Vædderens gyroskopophængte satellitsender i den store ”kugle” over ”istønden”. Men i går kunne vi klare kommunikationen med produceren over mobil fordi vi lå til kaj i Nuuk, så hver gang der var 2 min. til at brødrene Madsen skulle på live, blev jeg ringet op af produceren fra produktionsselskabet Studios. Studios lagde nemlig studiefaciliteter til produktionen af Test Nationen for et andet produktionsselskab, Strix Television, som oprindeligt er et svensk produktionsselskab, som er ejet af TV3, som igen er ejet af et amerikansk firma og som producerede programmet til TV2/Danmark (sådan er Tv-branchen). Nå men, hvor kom jeg fra? Jo, tredje gang vi skulle på live, kunne produceren af en eller anden grund ikke komme igennem til mig på mobilen, så pludselig hører vi producerassistenten råbe i øresneglen: ”Standby, standby, 10 sek!”. Men brødrene Madsen hørte ingenting for de havde travlt med at pjatte. Det lykkedes dag at få dem ind foran kameraet i sidste øjeblik.

Hvor fanden er kaptajnen!

Her i morges, grønlandsk tid kl. 8.06 skulle Chefen – som kaptajnen hedder i Søværnet – på live i TV2’s middagsnyheder.

Kl. 7.45 var han ikke kommet op, så vi lavede testgennemstillingen til TV2 med en kollega foran kameraet. Kl. 8.00 var han endnu ikke dukket op.

Kl. 8.02 spurgte producerassistenten i Odense, hvornår kaptajnen ville dukke op.

Kl. 8.04. råbte producerassistenten: ”Hvor bliver han af?!”.

Kl. 8.05 var livetransmissionen på vej ud af ”run down” som det hedder. For på nyhedsudsendelser er alt planlagt ned til mindste sekund i helt bogstavelig forstand og producerassistenten skal konstant sidde og regne på om udsendelsen er X antal sekunder for kort eller for lang for derefter at foretage de nødvendige justeringer. Det er fx derfor at rulleteksten nogle gange løber exceptionelt hurtigt over skærmen. Andre gange kan en tidsoverskridelse på fx 5 sekunder klares med at fjerne et par ord i studieværtens nedlæg efter et indslag, eller omvendt ved at lægge et par fyldord ind i manus.

Kl. 8.05.30 dukker kaptajnen så endelig op. Jeg får akkurat sat microport (mikrofon) på slipset og øresneglen placeret sjusket i øret, da studieværten uden antydningen af stress lægger over til Chefen på Vædderen. Årsagen til forsinkelsen var en misforståelse vedr. tidspunktet, men denne slags ”dramaer” er såmænd hverdagsbegivenheder indenfor Tv-branchen.

Forsker-kortnyt fra Galathea

Intet rejsebrev fra Galathea Ekspeditionen uden forskernyt! En af skibets smukke unge forskere har endelig fået indstillet sit apparat så det nu måler på de rigtige partikler. I godt to uger havde udstyret såmænd målt på nogle komplet ligegyldige partikler! ”Krabbe-Jan”, som vi kalder en miljøkemiker ombord, vil ikke længere have at jeg filmer ham, når han afliver krabber. Det gøres nemlig ved at hive skjoldet af dem i levende live for at kunne udtrække kropsvæske så snart krabben er død. Han bedyrer at det er den hurtigste og mest smertefrie måde at slå den slags kræ ihjel på, men en artikel om Jan fik en læser til at anmelde ham til politiet. Ja, ekspeditionen følges tæt: To af skibets officerer er af læsere blevet kritiseret for at ”forurene verdenshavene”. Pressen havde nemlig bragt billeder af dem under en golfturnering, hvor greenen var udskiftet med Nordatlanten… Som I måske har læst i pressen har forskerne også deltaget med deres andel i at ”forurene verdenshavene”, for det er efterhånden en del udstyr som pga. forskellige fejl (se evt. rejsebrev 1) er havnet på havets bund. Det fik en af vore sømænd til at bemærke, at når Vædderen kommer til Sydney, vil forskningsskibet være lænset for videnskabeligt udstyr! Og han tilføjede med fed Amageraccent: ”Men så er vi jo ligesom ”down under” for at vise gamle Dannebrog og så ka’ vi da altid sælge lidt bacon!”.

”Og så er der Martha på lørdag”

Lød ”Velfærdsprajningen” over højtalerne. ”Hvad er der på lørdag?”. ”Martha!”, svarede sømanden og kiggede på mig med overbærende mine. For landkrabber ved ikke at Martha er hellig, ja en veritabel institution i det Kongelige danske Søværn! For enhver sømand med respekt for sig selv kan hver en sang, hver en replik og jubler stadig når den uheldige dæksdreng vælter over sine egne ben. Der er nemlig tale om: Det Gode Skib Martha. Det er en tradition at man på hvert eneste togt med et af Søværnets skibe ser den gamle danske folkekomedie fra 1967. De fleste af søfolkene her ombord har set filmen et tocifret antal gange! Jeg måtte selvfølgelig også se den med besætningen i skibets biograf (helikopterhangaren).

Og sådan er der så meget landkrabber ikke forstår sig på…

Hvad hedder en grønlandsk moskusokse på ”søværnsk”? En hippieko (pga. dens hårpragt)

Hvad er Nulenergihuset? Forsvarskommandoen i Vedbæk.

Og når de ser børnefjernsyn på skibet? Ja så kigger de på radarskærmen.

Hvad er en gaki-snaki? En walkie-talkie.

Paddehattesuppe? Det er champignonsuppe.

Og Galopea? Ja, det er såmænd Galathea!

Nu bliver det alvor: Uvejret er på vej!

Vi stævner ud fra Nuuk med kurs mod Azorerne her i morgen mandag. Først skal vi for anden gang igennem det utrolig smukke Prins Christian Sund, hvor vi skal sejle efter et søkort som er baseret på opmålinger fra 1957! Vi har et par søopmålere med fra Farvandsvæsnet, som med state of the art udstyr laver 3D-modeller af havbunden via sonar, så bl.a. dette sunds søkort kan blive opdateret.

Ifølge Chefen, kommer vi derefter ud i en fæl omgang stormvejr. Vores gode ven, Møller, fortæller at de engang fik slået en rude ind i istønden (lige under ”kuglen”). Og den er vel at mærke 27 meter over vandlinien, og ruden er tyk som panserglas! Så slemt bliver det dog ikke denne gang, siger de…

Hidtil har vi kun fået en lille snært af det dårlige vejr, hvilket dog ikke forhindrede mig i at smage på aftensmaden hele to gange! ”Spis skumbananer!”, sagde en sømand til mig og uddybede: ”De smager nemlig også godt på vejen op”!!!!

Mange hilsner

Kenneth Sorento

HDMS Vædderen

Position: 64 grader 11’ 01.55” N og 51grader 40’ 52.12” V

Følg Vædderen fra satellit

Klik på http://galathea.oersted.dtu.dk/

Vælg: Følg Galathea 3 på Google Earth

Klik på: Download Google Earth

Herefter går du tilbage til:

http://galathea.oersted.dtu.dk/

Vælg: Følg Galathea 3 på Google Earth

Vælg: Hvor er Galathea 3

Nu er det dokumenteret: Journalister er nogle svin!

I dag gennemgik NK (Næstkommanderende) og Banje (Banjemesteren) alle lukafer (kahytter) og arbejdsrum for at tjekke den hygiejniske tilstand. Samtlige mediefolk ombord på Vædderen fulgte efter de herrer med videokameraer, fotografiapparater, båndoptagere og journalisterne griflede lystigt på blokkene. Her ventede en oplagt historie, fx ”Forskerne sviner” eller ”Sømænd lever i en grissesti”. Politiken-journalisten Anders, samt Bo som filmer, var naturligvis også en del af følget. Det viste sig (desværre) at forskercontainerne var ryddelige og renholdte, de fleste lukafer var lige blevet støvsuget (vi havde alle fået en dags varsel) og kabyssen (køkkenet) var tip top. Men så kom NK og Banje frem til skibets to Medierum, og nu fik piben en helt anden lyd! ”Man skulle jo tro at der boede en 16-årig knægt her”, kommenterede banjemesteren spydigt. ”Man kan godt vaske dugen på bordet”, tilføjede NK med utilsløret mishag.

Pressekorpset var lammet! Ja en af journalisterne fra en landsdækkende avis (som ofte sammenlignes med et familiemedlem, men som jeg ikke vil nævne navnet på) blev virkelig flov, og skyndte sig ud efter en gulvskrubbe. Og det var helt igennem klamt! I rummet hvor journalisterne skriver deres artikler fra Galathea 3 Ekspeditionen, var der store nullermænd langs væggene, en dug fyldt med kaffepletter og et gulv som bar præg af at pressens udsendte havde været oppe på dækket for at følge arbejdet med mudderkerner fra tusinde år tilbage. Som NK senere noterede i sin status over højtaleranlægget havde brugerne af et rum, som de selv havde ansvar for at rengøre dumpet, og nu kunne de jo passende følge eksemplet fra TV-programmet ”Et Rent Hjem”.

Jeg mener jo at denne begivenhed burde fremkalde de helt store overskrifter, på højde med tabet af udstyr i Narsaq Fjord for bare at nævne et eksempel. Man kunne jo forestille sig overskriften: ”Journalister er nogle svin”. Men sjovt nok vælger de fleste journalister IKKE at skrive om det til fredagens avis!!! Tjek selv efter! Journalisten fra førnævnte avis med det ”familiære navn” (hø, hø) forklarede halvt i spøg, halvt i alvor, at deadline til fredagsavisen var overskredet og at det ville være gammelt nyt til lørdagsudgaven.

Ja, det er jo sjovt at hovere over sine kollegaer! Men så stak NK hovedet ind til Medierum 2, STV’s rum, hvor vi har alle vore kameraer, lys, lyd mm. og hvor jeg sidder og klipper bla. Politikens videodagbøger. Jeg havde lige fået ordre hjemmefra på at videokonferenceanlægget – som vi bl.a. skal bruge til livetransmissioner med brødrene Madsen på TV2 – skulle stilles permanent op, så de nårsomhelst kunne teste forbindelsen fra Odense. Jeg havde derfor adskillige kasser med udstyr og metervis af kabler ude over hele gulvet… Da NK kiggede ind af døren, bemærkede han tørt: ”Det er et gammelkendt trick: man fylder gulvet med ragelse, så ingen kan se at der er møg beskidt”. Og så gik han igen. Jeg synes godt nok at det var en lidt urimelig konklusion! På et tidspunkt skulle jeg fæstne et kabel på gulvet, og da jeg rejste mig, var mine bukser møg belortede!

Bo filmede faktisk situationen med NK som kiggede ind til mig, men resultatet blev rent fotografisk ikke så heldigt, lyden er uklar, hvidbalancen er skæv og jeg kom desværre til at stå gemt bag nogle jakker da kameraet dukkede op. Så når jeg skal klippe videodagbogen sammen i morgen fredag, bliver jeg desværre nødt til at klippe denne scene ud…

Mange hilsner

Kenneth

HDMS Vædderen

Position: 66.12.302 N, 055.58.169 W

Følg Vædderen fra satellit

Det er syret! Prøv det!

Klik på http://galathea.oersted.dtu.dk/

Vælg: Følg Galathea 3 på Google Earth

Klik på: Download Google Earth

Herefter går du tilbage til:

http://galathea.oersted.dtu.dk/

Vælg: Følg Galathea 3 på Google Earth

Vælg: Hvor er Galathea 3

Tvunget til at sove med høreværn

Ja det lyder sjovt, men det er det fandeme ikke! Kollegaen jeg deler lukaf med, snorker så højt at man skal opleve det for at tro det. Og der gør jeg såmænd hver eneste nat! Få dage før afgang fortalte han mig at soveværelset hjemme i privaten var ”no go area” om natten, for konen kan ganske enkelt ikke sove, når kværnen går i gang. Jeg fik derfor virkelig travl med at tømme lagerbeholdningen for ørepropper hos både Sct. Stefans Apotek og Matas, begge beliggende på Nørrebros Runddel. Men tror I det er nok? Nej! Derefter forsøgte jeg med nogle virkelig hardcore af slagsen: Svømmeørepropper i plastik. De er virkelig effektive, men bare ikke overfor min værelseskammerats natlige lyde! En af nætterne prøvede jeg derfor forgæves at vække manden, men det var umuligt for når man nu ikke vågner af sin egen snorken… Til sidst var jeg så desperat at jeg løb ned til maskinrumsgangen og neglede et høreværn, I ved de der kæmpe hørebøffer som får en til at se håbløst tåbelig ud (heldigvis har ingen taget et billede af mig i sengen!). Nå men tror I at det hjalp? NEEEJ!!!! Jeg måtte kombinere høreværnene med mine vandtætte ørepropper!!!! Og selv med dette udstyrshelvede kan jeg stadig høre ham! Nu er mine øregange hudløse, ja det gør fandeme ondt, og så skal jeg da lige hilse og sige at det er skide svært at sove på siden med hørebøffer på ørene!!!Det er nu efter mange søvnløse nætter lykkedes mig at udvikle en teknik som kræver stor præcision mht. placering af henholdsvis pude på den ene side af høreværnet og dyne på den anden. Men hvis jeg ikke ligger helt HELT stille, smutter støtten. Så nu udvandrer jeg til et andet lukaf, gør jeg fandeme, selvom det burde være ham som blev lukket ned i det dybeste af maskinrummet om natten!!!

Adgang forbudt for folk med sølvplumper!

Oppe på det såkaldte soldæk og i bagbord side holder Britt Tang Sørensen til i ”luftcontaineren”. Hun indsamler nemlig data vedr. kviksølv i atmosfæren og i dag var det Britt’s tur til at holde foredrag nede i hangaren. Det er en fast begivenhed hver aften at en af forskerne fortæller om sit projekt, og det er virkelig spændende at høre på nogle af landets fremmeste videnskabsfolk, på trods af at det til tider kan være svært at forstå detaljerne i fremlæggelsen. Den sidste uges tid har jeg derfor prøvet at undgå arbejdsopgaver i det tidsrum. Nå men Britt formidlede nogle chokerende facts: Der udledes 2.500 tons kviksølv til atmosfæren om året og heraf havner godt 1.000 tons i arktis og antarktis! Årsagen er at ionerne fra salten i den frosne havis så at sige ”tiltrækker” kviksølven og derfor har pattedyrene i bl.a. Grønland en uhyggelig høj koncentration af dette stof. Og det går videre i fødekæden til mennesker og gør at den almindelige grønlænder har en mængde af kviksølv i kroppen som overstiger grænseværdierne adskillige gange!

Jeg har været inde at se hendes lille container som er propfyldt med udstyr fra loft til gulv der er så følsomt at hun faktisk ikke må lukke gæster ind uden at have lukket gabet op på dem og inspiceret om de har ”sølvplumper” i tænderne, for de indeholder jo kviksølv! I det hele taget er der mange restriktioner i den såkaldte ”forskerby” på agterdækket: I en af containerne må man fx ikke gå ind, hvis man har spist lakrids!

Lokumsforskning

Det var lige før at forskerne gik i demonstration ned igennem forskerbyen her den anden dag. De var dødtrætte af journalisterne ombord, specielt een enkelt af slagsen fra en avis som jeg ikke vil nævne ved navn, men som huser journalister der alle taler med fed vestdansk accent… Denne journalist havde gjort sig grundigt upopulær blandt videnskabsfolkene ved at kalde forskningen ombord for ”lokumsforskning”, vores togtleder Minik for en forvokset ”playmobilfigur” og de førnævnte foredrag for ”højpandede”. Dette ledte til at et nyt kuld fra førnævnte avis følte sig frosset ude. Bedre blev det ikke af at journalisten fra Politiken, som jeg klipper videodagbøger for, havde lavet et indslag om toiletforholdene ombord, hvilket forskerne fandt højst upassende. Ja faktisk hænger indholdet i dette indslag sammen med den her på vædderen herostratisk berømte artikel om ”lokumsforskning”. Når videnskabsfolkene nedsænker en såkaldt CTD (vandhenter) får vi alle besked over højtalerne om at vi IKKE må gå på tønden. Det var der imidlertid nogen der havde overhørt (muligvis mig, for vi har ikke højtaler i vort klipperum) og så var vandet pludselig af en helt anden karakter end den ønskede… Derfor fik artiklen altså det famøse navn.

Forskerne synes i det hele taget at mediefolkene ombord langt hen af vejen bedriver lokumsjournalistik, fordi de især formidler historier om det der går galt og i det hele taget beskæftiger sig med historier som forskerne synes er irrelevante såsom livet ombord på Vædderen. Jeg synes at kritikken et godt stykke af vejen er relevant, og har selv taget det op på vor lille redaktion. På den anden side har videnskabsfolkene svært ved at forstå, at det er mediernes forbandede pligt at forholde sig kritiske til virkeligheden og at Galathea 3 udover forskning også er et eventyr, en opdagelsesrejse som kræver en beskrivelse af det vi oplever undervejs. Nå men jeg foreslog derfor et ”forsoningsmøde” mellem repræsentanter fra de to faggrupper, og det gik efter sigende godt, men jeg orkede nu ikke selv at deltage. Fremover er enhver sammenligning med legetøj af tysk herkomst tabu i medierummet og jeg har lovet mig selv lave knibeøvelser, hvis jeg får den mindste mistanke om at en vandhenter ligger i overfladen.

Følg Vædderen fra satellit

Det er syret! Prøv det!

Klik på http://galathea.oersted.dtu.dk/

Vælg: Følg Galathea 3 på Google Earth

Klik på: Download Google Earth

Herefter går du tilbage til:

http://galathea.oersted.dtu.dk/

Vælg: Følg Galathea 3 på Google Earth

Vælg: Hvor er Galathea 3

Mange hilsner

Kenneth

HDMS Vædderen

Position

66.17.477 N, 054.52.418 W

Nord for Nuuk

Jeg har længe gerne villet skrive om alle de fantastiske oplevelser jeg har haft ombord på Vædderen, men vi knokler simpelthen hele tiden, så der har hverken været tid eller overskud til mails. Faktisk har jeg de sidste 23 dage kun haft det der i alt svarer til 1 enkelt fridag, så jeg er ret smadret. Jeg aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, så her er nogle få anekdoter fra livet ombord:

Billedkavalkade med tissemænd

Nede på Dødemandsgangen, under vandlinien og på samme niveau som maskinrummene, holder Vædderens hårde drenge til. Når vi ligger til kaj holdes der snapsegilde for ægte sømænd dernede og det insisterede fotografen fra en stor landsdækkende avis (hvis navn jeg ikke vil nævne, men som har fået mange ”læsere” verden rundt det sidste årstid) at deltage i. Nå men denne herre begik to fejl: 1) Han troede at han kunne drikke sømænd under bordet og 2) han havde taget sit dyre Nikon med til festen. Resultatet: Da han selv lå under bordet fyldte sømændende hukommelseskortet i fotografens kamera med portrætter af deres respektive ”glædespinde”. Denne fotograf er i det hele taget en festlig fyr, han har nemlig bragt sin elguitar med ombord!!!

Emu overbord!

Det er ikke usædvanligt at vi over højtaleranlægget hører en alarm efterfulgt af: ”MOB-rulle” (Mand Over Bord øvelse), hvorefter 4 toptrænede søfolk kaster sig ud i en gummibåd for hurtigst muligt at finde frem til ”MOB-bøjen” som man altid skal bestræbe sig på at kaste efter en person som er faldet i vandet. Forleden dag lød det: ”Emu Overbord!”. Alle kender Emu her på Vædderen, og flere af os har længe været bekymrede for ham, fordi hans mor, Anette, udsætter ham for nogle virkelig hårde prøvelser. Og hun tager oven i købet billeder af det! Nu havde Anette så åbenbart smidt ham overbord! MOB-redderne kastede sig derfor ud i gummibåden, blev firet ned og satte motorerne i fulde omdrejninger. Alt dette for at redde en blå polyestertøjdyrsstruds som var bundet til en redningskrans! Emu er ”et pædagogisk formidlingsprojekt”, der til dagens anledning var blevet iklædt dykkerdragt, svømmefødder og snorkel. Den hårdt prøvede fugl har i det hele taget en imponerende garderobe og tilbehør, som ville gøre enhver Barbie misundelig. Sømandsdragt, kranførerdragt, hawaiskjorte med tilhørende parasol og liggestol for blot at nævne nogle stykker. Det er sandt at sige ikke let at være marinestruds, her den anden dag blev Emu bortført – sikkert af dem fra Dødemandsgangen – og misbrugt med en sømpistol!

Mænd i gummi

Hver gang vi skal lægge til kaj sendes førnævnte MOB-båd ud i forvejen for at hive skibets trodser i land. Jeg tager som regel med for at filme og det er ret fedt, for MOB-sjakket giver den virkelig gas. Vi plejer at begynde med at tage en runde eller to om Vædderen, hvor skibets stævn tårner sig op over kameraet når det sejler forbi i få meters afstand fra gummibåden. Her i Grønland skal vi være iført overlevelsesdragt, for hvis man dratter i suppen (havet) uden, dør man på få minutter. Grønlændere derimod tager ikke engang redningsvest på, for som de siger, forlænger det bare døden… Tag den! Nå men de her dragter er XXXL, i skrigende orange gummi og poser ud alle vegne. Jeg føler mig som ”Kenneth på tre år skal have flyverdragt på” og ligner en trendy teletubby på vej til party. Når man så løber rundt på kajen i dette ”outfit” for at filme Vædderen der lægger til, udgør man sandt at sige en stor underholdningsværdi for lokalbefolkningen!

Og vi løb for livet!

I øjeblikket læser jeg Knud Rasmussens dagbog fra en af hans mange ekspeditioner, hvor han begav sig ud for bl.a. at søge efter polarforskeren Einar Mikkelsen. Hans barnebarn, geologen Naja Mikkelsen, er med på Galathea 3 og har desværre røbet bogens slutning for mig: Hun har kendt sin farfar, hvilket betyder at de altså fandt ham. Nå men Maja bliver vildt lykkelig, når hun ser en bunke mudder, ja hun smager endda på det (!!!) for at få et indtryk af finkornetheden af de små tusindeårgamle sandkorn (så er man da virkelig passioneret geolog!). Til det formål bruger de forskellige apparater til at grave kerner ud, bl.a. det man i dansk geologslang kalder en ”Brutalis” fordi den uden større finfølelse banker ned i oceanbunden for at grave en stor luns op. Men det de helst vil arbejde med er en ”piston core”, et langt rør som tillader at udtage en søjle på op til 12 meter fra de forskellige sedimentlag. Disse tusindeårgamle lag, kan give vigtig information om fortidens klima, præcis som de berømte iskerner – og give bedre forudsætninger for at forstå de komplicerede processer som fører til klimaændringer. Det er alment anerkendt vi er på vej mod en ny istid og det skyldes blandt mange faktorer vores solsystems vej igennem galaksen (forstå det hvem der kan!). Men denne istid ligger 20-30.000 år frem i tiden, så det er jo lige om hjørnet i geologisk forstand. Nå men det var denne piston core til en halv million som nu står 270 meter nede i Narsaq fjord fordi en fatal fejl opstod som ultimativt kunne have kostet liv.

Når geologiske instrumenter, vandhentere, net og andre tunge måleinstrumenter bugseres over bord, er det under sikkerhedsforanstaltninger der bl.a. kræver at vi bærer hjelm og sikkerhedssko. Da jeg står og filmer på dækket den dag udstyret havner på bunden, hører vi pludselig en voldsom lyd fra den tykke stålwire som holder piston core, da den ukontrolleret løber ud af spillet. Vi har her ombord hørt historier om stålwire som er sprunget og i forbifarten har hugget lemmer over, så vi spæner alle i dækning. Wireren springer heldigvis ikke, men løber ud af spillet. Det skal den hvis det går galt, ellers river den bare hele spil og skibsside op. Jeg filmede da de opdagede at olien i spillet var overophedet og de teknisk ansvarlige var dybt chokerede. Vi kender endnu ikke den præcise årsag til fejlen, men hendelsen har husket os på, hvor hurtigt det kan gå alvorligt galt med så tungt grej.

Lokums-TV

Ellers går tiden med dokumentaroptagelser, bl.a. til en film på 25 min. jeg tilrettelægger om to unge gymnasieelever som har gang i et meget spændende forskningsprojekt ombord. Derudover bruger jeg tid på at klippe åndsvage videodagbøger til Politiken, bl.a. om toiletforholdene ombord (!). Det er en udfordring for Bo der filmer dagbøgerne er biolog (så det er vanskeligt at klippe sammen) og Politikenjournalisten er ikke vandt til at arbejde med billedhistorier (så jeg skal bruge lang tid på at skabe en rød tråd i fortællingen). Resultatet er mildest talt pinligt. Jeg ville hellere bruge tiden på at filme dokumentar til eftertiden, i stedet for at klippe overfladiske og dårligt producerede videodagbøger som ikke er værdige som historisk dokumentation. Derudover bruger vi (alt for meget) tid på at lave billeder og indslag til TV2Vejret, TV2Nyhederne samt test og efterfølgende gennemstillinger af videokonferencer til TV2, Experimentariet m.fl. Sideløbende skal der tages stillbilleder til Politiken og løses en masse andre opgaver for forskellige kunder. Men selvom jeg synes at produktionsselskabets prioriteter er forkerte, er det en helt fantastisk oplevelse. Folk ombord er meget spændende at tale med og det er i det hele taget ret hyggeligt her ombord. Og så bliver vi stopfodret med mad og kage! Den anden dag med en lækker – hjemmelavet troede jeg – is. Indtil illusionen bliver smadret da skylleren siger: Det er da bare regnbueis som vi har rørt sammen i een pærevælling. Velbekomme!

Nu vil jeg løbe for denne gang. Kl. er halv ti om aftnen og jeg skal filme en såkaldt Triaxus-sonde blive sat i havet kl. 3 i nat og ved 7 tiden skal der stilles op til endnu en test til TV2 af videokonferencesystemet, hvorefter jeg skal filme til dokumentarfilmen om eleverne, lave optagelser til sondefirmaet Reson og klippe dagbog sen eftermiddag/aften.

Pas på jer selv!

Mange hilsner

Kenneth Sorento

HDMS Vædderen