FRA Ø TIL Ø PÅ TOMLEN – Berlingske Tidende


Vil du stille dig op på en tømmerflåde midt ude på havet? En kollega grinede sarkastisk over min idé om at starte på en ny tilværelse som en ”havets vagabond”. Jeg drømte om at sejle på tomlen fra ø til ø i det Caribiske hav, uden faste destinationer, uden hjemrejsedato og uden nævneværdig sejlererfaring.

Tekst og fotos: Kenneth Sorento Dichmann

”Hello skipper!”. Kaptajnen på den store lækre 60 fods luksusjagt lænede sig ud over rælingen og spejdede mod horisonten. Jeg råbte igen og først da kiggede han overrasket ned på en våd og forpjusket dansk fyr, der trådte vande lige under ham. Amerikaneren – naturligvis iført den obligatoriske cap over det rødmossede ansigt – kiggede målløs ned på mig og vrissede: ”What the hell are you doing there?”. En forbipasserende ”water taxi” sendte en dønning ind over mig og jeg gispede: ”I´m looking for a lift in a yatch”. Skipperen kiggede på mig som var jeg en puertoricansk voldtægtsforbryder, der søgte om tilladelse til at tale i enrum med hans 16 årige datter. ”You’re nuts!”, svarede han med foragt og belærte mig om, at han jo ikke kunne vide, om jeg var narkosmugler eller noget andet slemt. Jeg gav ham fuldstændig ret og svømmede videre til næste skib i bugten. Det gik der tre dage med før jeg fik et lift på en hjemmebygget dansk 40 fods båd, ”Den Vilde Jagt”, som var på vej mod Martinique. Jeg skulle betale 100 kr. om dagen inkl. kost, og det er ca. den pris man kan forvente som gast. Ved strædet mellem to øer blev vi mødt af Atlantens dybe og kraftfulde bølger som fik Den Vilde Jagt til at hakke voldsomt i søen. Efter en solnedgang der var så fantastisk, at den ville virke kvalmende idyllisk på et postkort, gik jeg til køjs i en kahyt, hvor det vrimlede med nyudklækkede kakkelakker, langturssejlernes største plage.
På den franske ø afspejlede den kosmetopole livsstil sig desværre også i prisniveauet, så jeg blev lynhurtigt enig med mit visakort om, at jeg måtte væk! Denne gang var jeg uforskammet heldig, den 3. jeg spurgte tog mig med ombord. 24 årige Magnus var skipper på den ovenud lækre 56 fods luksussejler fra Gøteborg som velhavere fra broderlandet gladelig betalte 12.000 kr. om ugen for at sejle med. Selvom det drejede sig om svensk ”funny money” syntes jeg det var dyrt, for det inkluderede vel og mærke ikke kost og flybillet!
Autopiloten var i stykker, så Magnus havde brug for en makker til at afløse ham ved roret under overfarten. Mørket sænkede sig da vi begav os ud på det åbne hav og den aftagende måne gav kystens konturer et drømmeagtigt skær. Caribiens korte bølger afløstes gradvist af de lange seje Atlanterhavsdønninger. Kræfterne skulle sættes i roret for at undgå at en stor bølge bankede os ud af kurs så passatvinden fik storsejlet til at bomme. Når jeg stod under det uendelige univers mens en mørk silhuet af en for mig ukendt ø voksede op langt ude i horisonten, blev mine drengedrømme om sørøvere og skattekister vakt til live. Jeg kunne lige skimte de hvide sejl på en spansk galeon ude mod styrbord, og vendte jeg mig om så jeg selveste Sir Francis Drake betragte sit kommende bytte.

En smugler og andre eventyrere
Når man befinder sig i Caribien, er det intet mindre end en dødssynd at gå glip af karnevallet på Trinidad, så da jeg havde oplevet St. Lucia fik jeg med nød og næppe skaffet mig en gratis plads på en flot strømlinet tidligere cupvinder kaldet ”Tantara”. Ombord var fire andre gaster, deriblandt noget så usædvanligt på disse breddegrader som en landsmand, jydske Leif. En af gasterne, en fransk kvinde, var på vej til Venezuela for at købe ”tekstiler”. Prikmærker under armene og en besynderlig adfærd gav os dog en stærk mistanke om, at det nok var andre ”stoffer” hun skulle opkøbe dernede.
Vi tog den hurtigste, men også hårdeste vej til Trinidad, nemlig langs Atlanterhavssiden af ørækken. Bølge efter bølge bragede ind over den tidligere cupvinder, og styrmanden, Steve, begyndte at kommandere rundt med os på dækket som en anden flådeofficer. For at undgå at bommen med storsejlet skulle svinge over i bagbord side og gøre besætningen hovedløs, blev den fastholdt til den ene side med et reb, en såkaldt ”preventer”. En kraftfuld dønning bankede ind i Tantara, bragte hende ud af kurs, og fik bommen til at rive sig løs fra preventeren og suse over mod bagbord. Steve der var oppe på dækket mistede heldigvis balancen under krængningen og undgik akkurat halshugning!
Det tager altid noget tid for mig at få søben, men to ugers netop overstået sygdom gjorde det ikke lettere. Aftensmaden begyndte at banke på og kort efter blev dækket prydet af bacontern i ris garneret med tomatpuré. Skipper gav udtryk for sin misfornøjelse med et ordvalg, jeg ikke finder passende at gengive her. Misfornøjede var vi også med den franske gast, så skipper udstedte ”ordre” om, at hvis hun pludselig lå og fægtede med armene efter at være faldet over bord, måtte vi endelig huske at vinke høfligt tilbage!
Efter halvanden måned på Trinidad med steelband, calypso og trekking i regnskov, kunne jeg ikke undgå at føle et sug af eventyrlyst, når jeg kiggede ud på det azurblå caribiske hav. Men som altid var min timing elendig: De fleste sejlere havde trukket ankret op i ugerne efter karneval. Jeg satte mig ved anløbsbroen for gummibåde som ”the yachties” brugte til at komme fra deres ankerplads til land og tilbød dem at lave mad ombord, gøre rent, tage nattevagter og betale et mindre beløb for at sejle med. Men ét er at give en fremmed et lift i en bil, noget helt andet er at give ham husly i ens hjem, og det er lige præcis hvad båden er for en langturssejler. Jeg kunne jo være narkosmugler eller blive en økonomisk belastning for dem, hvis jeg ikke havde penge til en flybillet, når jeg afmønstrede båden. I Caribien er myndighederne nemlig meget strikse: De vil se en billet til gastens hjemland inden de lader personen blive skrevet af skibslisten. Jeg klarede bureukratiet ved at købe en enkeltbillet fra den pågældende ø til Miami, hvorfra jeg havde en åben returbillet til Kastrup. Når den så havde været vist til en svedig embedsmand gik jeg fluks tilbage og fik refunderet flyturen mod et depositum på ca. 20 US dollar.
Efterhånden havde jeg talt med flere hundrede mennesker, rettet kursen mod baren som sejlerne når der var happy hour og sat sedler op alle vegne men uden resultat. Der måtte nye metoder i brug, så jeg gik på ”nettet”, altså VHF-radionettet. Kl. 8 hver morgen stillede de fleste sejlere ind på kanal 14 for at høre vejrprognosen, annoncere ting til salg, osv. Marinabaren lånte mig deres radio som jeg brugte til at annoncere mit ønske med. ”Fayoway” svarede på min ”annonce” og for mit indre blik dannede sig straks et billede af en luksuriøs hvid jagt, men det viste sig i virkeligheden at være en kulsort rustbunke, der mindede om en fusion mellem en ungkarlehybel og en zoologisk have. Efter at have klappet hunden og kløet kattene bag øret vendte jeg tilfældigvis hovedet op, og så en fuldvoksen øgle lige i øjnene. Skipper hørte til den braldrende type, som vidste alt, kunne alt, turde alt, og i øvrigt ville sælge sin egen mor for en god flaske Grenadarom. Det stod hurtigt klar for mig, at disse mennesker var i akut pengenød, og at jeg var blevet tildelt den smigrende rolle at udgøre deres økonomiske redningsplanke!

Sauna ombord
Der gik en uge og det var svært at blive stædigt ved efter hundredevis af afslag. Svømme ud til de opankrede både som jeg havde gjordt på Bequia var udelukket – vandet var simpelthen for forurenet – så jeg prøvede at leje en havkajak, men den viste sig at være for dyr. Men så blev jeg stoppet af en finsk sejler, jeg havde talt med i baren for flere dage siden. Bjørn og hans kone, Soyle, havde besluttet sig for at tage mig med ombord på ”Carita”, en 44 fods stålketch (to-mastet sejlbåd) og det viste sig at være et par dejlige pensionister med en masse fut i! De havde sejlet den lange vej fra Finland og var nu så småt på vej hjemover. Jeg blev nøje instrueret i brugen af toilettet, en ting alle sejlere går meget op i. Toiletpapiret måtte nemlig ikke deponeres i kummen – for at undgå forstoppelse – men derimod pænt afleveres i en dertil indrettet spand. Og hvad må der nødvendigvis være ombord på en veludrustet finsk båd? En sauna naturligvis!
Det var skønt at mærke havet igen, føle vinden, høre tovværkets knirken og se ud mod horisonten, hvor en masse nye udfordringer ventede. Vi satte kurs mod tusmørket og vidste, at der på den anden side gemte sig Robinson Crusoes ø, Tobago. Efter sigende lod Daniel Defoe sig inspirere af øen da han skrev sin klassiker. Vi ankrede op i bugte med navne der fortalte øernes omtumlede historie: Bloody Bay, Admirality Bay, Man O’War Bay… Fiskerne smed garnet ud i det smaragdgrønne vand, der år tilbage blev farvet rødt af fejder mellem ”frikaprere” og ”conquistadores”. I knap 2 måneder cruisede jeg med Carita op langs frodige vulkanøer spredt over det azurblå hav. Vi snorklede, gik på opdagelse, og spejdede efter det grønne glimt der siges at opstå i Vestindien lige efter solnedgang. Vi så det aldrig, selvom begivenheden altid blev imødekommet med rigelige mængder rom punch.
Dansk Vestindien havde jeg altid drømt om at opleve, men på Puerto Rico, hvor jeg var havnet, var der næsten ingen langturssejlere så jeg var tvunget til at prøve handelsflåden. På rederierne kiggede de på mig med en blanding af vantro og foragt og belærte mig med, at den tid, hvor man tog ”havets vagabonder” med ombord på coastere, var uigenkaldeligt forbi. Jeg gik derfor over til en anden strategi: At spørge kaptajnen direkte… og det virkede. Captain Bacchus ville gerne tage mig med ombord på ”Lady Romney”, men på én betingelse: Jeg måtte ikke betale! ”I like to help people”, sagde den kulsorte mand med et stort smil. Det var lige før jeg måtte knibe mig selv i armen.
For første (og sidste) gang blev jeg ikke skrevet på skibslisten (coasteren måtte nemlig ikke have passagerer med ombord) og gik derfor først fra borde i Charlotte Amalie da havnemyndighederne havde forladt båden. Som dansker kan man let forfalde til nostalgi og idyllisering, når man læser gadenavnene på ens eget modersmål, men faktum er at dansk slavehandel er et af de modbydeligste skampletter på vores nyere historie. Danmark dræbte hundredetusinder af negre i et foretagende, der i sin storhedstid havde en økonomisk betydning for landet, der kan sammenlignes med den effekt, olien har haft på Norges velstand. Den officielle danske slavepolitik var ufattelig barbarisk: Amputation, knusning af lemmer, levende afbrændig og piskning til døde var blot nogle af straffemetoderne. Mange danskere tror desværre stadig at vort land var først i Europa med at ophæve slaveriet, men det er løgn. Det er en historisk kendsgerning, at England forbød slaveriet 15 år før os! Det ville have taget yderligere 12 år, hvis ikke Peter Von Scholten havde trodset Christian d. Ottende og frigivet samtlige slaver i 1848. Ganske vidst var et importforbud af afrikanere til Dansk Vestindien trådt i kraft i året 1803, men det betød langt fra, at negrene var blevet frie eller, at handelen med dem i de danske kolonier på begge sider af Atlanten var ophørt.

Orkanen Bertha
Jeg ville gerne videre til Tortola i Britisk Vestindien, for her var der masser af gastejob på store lækre luksusjagter. Det tog mig en hel dag at få overtalt et rederi til at sælge mig en billet dertil, og da jeg endelig nåede frem, blev jeg (som forudset af færgeselskabet) udvist fordi jeg ikke på forhånd havde købt en flybillet væk fra øen. Tilbage i Charlotte Amalie stod valget mellem dyre overnatninger imens jeg ledte efter lift eller et fly til St. Martin. Det sidste var billigst.
Orkansæsonnen var officielt startet, så jeg bestemte mig for at søge mod Sydamerika, og vende tilbage til Vest Indien til den kommende sejlersæson. Lagunen (også kaldet ”dødslagunen”) på St.Martin, hvor langturssejlerne ankrede op, var dog næsten tom for både. Folk havde ikke glemt sidste års orkan, Louise, hvor over 1000 skibe forliste i lagunen og flere hundrede blev dræbt. Mine forventninger var derfor ikke store, da jeg søgte gasteplads over VHF-radioen. Hele to amerikanske både svarede dog på min ”annonce”. Jeg besluttede mig for at tage med et meget sympatisk amerikansk ægtepar, David og Joyan, der havde brug for en ekstra nattevagt så de kunne komme hurtigt ned til Venezuela, der ligger udenfor orkanzonen.
Efter et døgns sejlads måtte vi vende tilbage for at søge ly i lagunen. Bertha, årets første orkan, var på vej til Caribien. ”Hun” ville passere St. Martin i god afstand lød de første meldinger, man da vi næste morgen lå for anker og ventede på at blive lukket ind i lagunen fik vi en meget foruroligende besked: Bertha havde ændret retning og ville alligevel ramme os kort efter midnat! Vi huskede alle 3 de rædselsberetninger vi havde hørt fra orkanen året før og frygtede det værste, men det var for sent at søge væk.
Broen ind til lagunen blev åbnet og panikken brød løs. Alle maste sig frem for at få en sikker ankerplads. Som de fleste ”yachties” ville David og Joyan blive på båden under orkanen, selvom det havde kostet mange sejleres liv året før. Men hvis de ikke selv gjorde en aktiv indsats, ville båden med stor sandsynlighed forlise, og de ville miste alt hvad de ejede. Jeg afmønstrede som en rigtig kujon med en frygtelig dårlig samvittighed, men ombestemte mig kort efter.
Ved tretiden om morgenen var vinden så kraftig at David satte motoren i gang for at aflaste de to ankre i stævnen. I mørket skimtede vi her og der en lanterne og frygtede, at vi hvert øjeblik ville blive torpederet af en af de mange både der havde revet sig løs. Netop dominoeffekten, der opstod når én båd rev en anden med sig som så igen vædrede endu flere både, var årsagen til de mange omkomne året før. Bølgerne var heldigvis ikke så store for vi var tæt på lagunebredden, men vandet blev pisket op og gjorde sigtbarheden minimal.

En kamp for livet
Det lysnede men alting omkring os var hvidt. Vi fik øje på en toplanterne små 10 meter forude, kort efter kom den grønne styrbordslanterne til syne. Joyan der ellers tog situationen med knusende ro, blev pludselig bange og jeg forstod hvorfor da jeg igen kiggede forud. Nu kunne man også se den røde lanterne, hvilket betød at skibet havde kurs direkte mod os! Det virkede fuldstændig uvirkeligt, silhuetten af et skrog bragede ud af ”ærtesuppen”, men lignede mest af alt et modelskib i en B-film. I fiktionen varer den slags situationer en evighed, men her gik det så rasende stærkt, at vi var fuldstændig handlingslammede. Og hvad kunne vi gøre andet end springe over bord ved en kollision? Det var for sent at kappe ankerrebene. Båden undveg og susede ned langs bagbord side, så tæt at den skrækslagene kaptajn kunne genkende mig dagen efter i marinaen.
Vindstyrken faldt langsomt indtil det blev vindstille. Vi befandt os i yderkanten af orkanens øje i tre kvarter og kunne tælle over 30 både, der var forlist langs lagunebredden. På VHF-nettet blev der holdt mandtal, og for at lette lidt på stemningen spurgte en kvinde retorisk om der ikke var en landkrabbe, som vil bytte sin campingbus ud med det friske liv til søs!
Vinden vendte atter tilbage, men denne gang fra nordøst, hvilket betød at flere både ikke nåede at bide sig fast i den nye position. Vi så den ene efter den anden rive sig løs.
David skreg pludselig til mig, at det så ud som om vi drev. Jeg kæmpede mig op i stævnen og konstaterede at bagbords ankertov var revet over (amerikanere bruger ikke kæder) og styrbords anker kunne tydeligvis ikke holde stand. Vi lå i forvejen tæt på skibene lige bag os, men nu nærmede vi os en vædring. Skipper beordrede mig til at kappe tovet til det tilbageværende anker, hvilket var alt andet end let, da jeg kun var udstyret med en beskeden lommekniv. Joyan overtog roret, og David kom mig til hjælp. Det lykkedes efter megen besvær og pludselig bankede Joyan rorpinden voldsomt over til siden. Et par meter foran os bragede en løsrevet skude forbi, der ville have dræbt os begge, hvis det ikke var for skipperkonens reaktionsevne! Nu var det vores tur til at zigzagge ned mellem alle de andre både med en hæsblæsende fart. Bølgerne voksede i takt med, at vi fjernede os fra lagunebredden. Det lykkedes at finde en ankerplads og heldigvis havde vi to reserveankre klar på dæk. Himmel og hav gik nærmest i ét da David skulle kaste ankret i styrbord side. Få sekunder før det havde været for sent opdagede vi at rebet havde viklet sig om hans fod. Tilsvarende kom min livline i karambolage med bagbords reserveanker imens jeg balancerede med den tunge vægt. Nogle frygtelig lange sekunder gik, ville vore sidste ankre holde? Joyan prøvede at smile opmuntrende og endelig kunne vi konstatere, at ankrene havde bidt sig fast.
Bedst som vi troede, at der ikke kunne ske mere, kom en fiskerkutter langsomt drivende. Først virkede det ikke truende, men så opdagede vi, at båden var herreløs. Den fortsatte stille og roligt med kurs ret på os. Jeg kravlede op gennem blæst og vand til David, som holdt ankervagt i stævnen og råbte desperat at vi måtte frigøre os for at undgå kollision. Det nægtede skipper at være med til, vi havde jo ikke flere reserveankre. Så tilbage i cockpittet overvejede jeg, hvorvidt det var muligt at nå over til bredden i live, hvis jeg sprang ud i de frådende bølger. Fiskerkutterens ankre bremsede tydeligvis farten, men de ville åbenbart ikke gribe fat i bunden, for den fortsatte støt sin rute mod Madrigal. Joyan lagde heller ikke skjul på, at hun var skræmt fra vid og sans. Langsomt, dræbende langsomt fik fiskerbådens ankre dog fæste i sandet og vi smilede lykkeligt til hinanden.
14 timer raserede Bertha på St. Martin, hun havde været langt værre end ventet, vindstyrken var på over 100 mph. Fra ankerpladsen kunne vi se flere end 50 skibe, der enten var skyllet på land, eller lå med masten over vandet. ”Havde vi ikke været en ekstra mand ombord, var vi forlist”, sagde skipper og klappede mig på skulderen.
David og Joyan blev et par dage for at reparere skaderne. Jeg påmønstrede amerikanske ”Agressive” og satte kurs mod Sydamerika.

LINK til artikel