GULDMINER OG EVENTYRERE I ZIMBABWE

Mineskakten er kulsort. Langt nede under mig kan jeg skimte et par svage lys. Jeg hænger og dingler i en kurv, der som så meget andet i Afrika er flikket sammen af kasserede bildæk.

Der er kun plads til min venstre fod i kurven. Når jeg om få sekunder bliver firet ned, skal jeg huske at bruge den højre fod til at skubbe mig væk fra de skarpe klippestykker langs mineskakten. Men det skal gøres med omhu for ellers risikerer jeg, at kurven begynder at svinge ukontrollabelt.

”Hvordan pokker skal jeg kunne filme, samtidig med at jeg klamrer mig til wireren som holder kurven?”, spørger jeg. Jeg får ikke noget svar. En minearbejder rækker mig kameraet, som jeg holder i højre hånd, mens jeg med den venstre holder fast i wireren. Jeg hører en knirkende lyd over mig. De fire mænd begynder at dreje det slidte spil rundt og stålwireren ruller ud. Min navlestreng til overfladen. Puha, der er godt nok langt ned!

Jeg er i Zimbabwe for at filme for Nordisk Film TV til en serie som skal vises på TV2. Hovedpersonen, Dennis, handler med guld og diamanter i Afrika. Han skulle egentlig have været i Sierra Leone, hvor der ligger en samling ædelstene og venter på ham til et tocifret millionbeløb. I dollar vel at mærke! Men pga. af den dødsensfarlige Ebola-epedemi, er der indrejseforbud for alle andre end læger og sygeplejesker. Dennis er nu i stedet rejst til Zimbabwe, hvor en britisk forretningsmand forsøger at overbevise ham om at investere i en række af landets primitive guldminer.

De første meter går stille og roligt. Jeg begynder at slappe af imens jeg filmer nedstigningen til, hvad der efter sigende er et af Zimbabwes mest righoldige guldårer. Mørket begynder at lægge sig over mineskaktens rå klippevægge, og det slår mig at jeg ikke har hænderne fri til at slå ND-filtret fra. Det indbyggede filter der ligesom et solbrilleglas dæmper den kraftige afrikanske sol, får billedet til at forsvinde i sort. Hvad fanden gør jeg? Der er ikke andet for end at tage tænderne i brug for at dreje filterhjulet indtil jeg igen kan se klippevæggen gennem søgeren. Jeg har heldigvis fået skruet op for kameraets lysfølsomhed (til 5.000 ISO) inden jeg begav mig ned mod dybet. Pludselig mærker jeg ryggen skrabe op af de skarpe klippekanter, der hvor mineskakten slår et knæk. Shit! Hvad nu?

Det gullige slam i de udtørrede bassiner fik tidligere på dagen Dennis til at spørge om der blev brugt cyanid til at udvinde de sidste rester af guldstøv fra de knuste klippestykker. ”Ja”, svarede driftslederen og indrømmede at cyanid er giftigt. Det er rent faktisk dræbende selv i små doser. Men hvis arbejdet med at skovle det cyanidholdige slam væk betyder at familien får mad på bordet, er det svært at sige nej til tjansen her langt ude i den afrikanske bush. Dennis er oprørt. I den mine han ejer i Chile, kan det lade sig gøre at udvinde de sidste procent af guld med vand. Helt uden brug af dødsens farlige kemikalier. Det bør også kunne lade sig gøre i Zimbabwe siger han, men den britiske forretningsmand som forsøger at få Dennis vil investere i hans guldminer er skeptisk.

Jeg banker højre fod ind i klippesiden bag mig, så jeg undgår at få min ryg revet til blods. Men nu drejer kurven ukontrolleret mod venstre side af mineskakten. Jeg forsøger at kompensere ved at forskyde vægten mod højre, hvorefter kameraet er lige ved at banke hårdt ind mod klippevæggen. Jeg tager fra med albuen, uden at få en hudafskrabning. ”Tre meter tilbage”, råber den britiske forretningsmand nede fra bunden af skakten. Et bump og jeg har fast grund under fødderne. Endelig.

Link til “behind the camera”-klip

Link til “Pantelåneren” episode 6