VAGABOND PÅ HAVET – Jyllands-Posten


Det er meget dyrt at leje en båd i Caribien. Her er opskriften på, hvordan man kan sejle fra den ene tropiske ø til den anden for en brøkdel af prisen og endda opleve betydeligt mere: Sejl på tommelfingeren.

Caribien.
Af Kenneth Sorento Dichmann

Kan en genert ung mand med meget beskeden sejlererfaring rejse på tommelfingeren i Det Caribiske Øhav?
Jeg besluttede at gøre forsøget. Og det viste sig at være en ikke helt let opgave. Der skulle i bogstaveligste forstand en masse benarbejde til. I tre dage svømmede jeg fra båd til båd i en bugt på øen Bequia mellem vandtaxaer og charterbåde før det lykkedes at få mit første lift med den 40 fods hjemmebygget båd ”Den Vilde Jagt” fra Århus.
De følgende syv måneder udforskede jeg det østlige Caribien som gast på hurtige racere, hjemmebyggede langtursbåde og endda et fragtskib. Det kan tage tra minutter, tre dage eller tre uger at få et lift med en båd, men før eller siden skal det nok lykkes. Sejlererfaring vil som regel være et plus, men er absolut ingen betingelse!
Skipperen har allerede de fornødne kundskaber og eventuelle besætningsmedlemmer til at sejle båden. Er man en meget erfaren sejler, vil skipper måske endda være betænkelig ved at tage en med af frygt for, at man er bedre end ham.
I Caribien foretrækker de fleste sejlere at ankre op i en bugt, frem for at betale dyre havnepenge i en marina. Når bådfolk skal have fast jord under fødderne, lægger de oftest til ved en dertil beregnet bådbro med deres dinghy (gummibåd). Det er et godt sted at spørge om et lift.
Det er tilrådeligt at alliere sig med en blok og en kuglepen, da man vil høre om så mange forskellige både og skippere, at det er umuligt at huske dem alle. På Trinidad brugte jeg denne fremgangsmåde, men det tog mig hele fire dage, før jeg havde heldet med mig, mens jeg på Martinique fik bid efter at have spurgt den tredje sejler.
På en del øer i Caribien, F.eks. Exumas, St. Martin og Trinidad) tænder størstedelen af sejlerne for ”nettet” på VHF-radioen om morgenen. Her bliver dagens vejrrapport sendt, hvorefter folk kan udveksle erfaringer vedrørende reparationer og sightseeing-ture, udbyde udstyr til salg osv. Her kan den maritime vagabond selv annoncere sit ønske om at komme ud at sejle. Radionettet er ifølge mine erfaringer den mest effektive måde at komme ud med budskabet på, mindst to tredjedele af alle skipperne har nemlig radioen tændt på det tidspunkt. Det gav omgående resultat på St. Martin og Trinidad, i begge tilfælde fik jeg to henvendelser. På sidstnævnte ø blev jeg inviteret til at sejle med til Venezuela sammen med et meget sødt, ældre, amerikansk ægtepar ombord på ”Madrigal”, en hjemmebygget fyrre fods båd. De havde aldrig før tænkt over muligheden i at tage en gast med, men da de hørte min ”notits”, faldt det dem ind, at de med et ekstra besætningsmedlem ville kunne sejle non-stop i flere døgn. Der ville med andre ord, være én mere at dele nattevagterne med.
Sæt notitser op på marinaens opslagstaveler, indvi havnemesteren og personen, der betjener bådliften i dine planer – på marinakontoret er de ansatte dog i reglen meget lidt behjælpelige – og gør som alle andre sejlere, når der er happy hour: Ret kursen mod bardisken.
Man skal ikke lade sig slå ud af eventuelle konkurrenter med massiv sejlererfaring. Når alt kommer til alt, er det mere kemien, det kommer an på. Skipper løber dog en risiko, når han tager en fremmed med ombord: Gasten kan være narkokurér – jeg har derfor hver gang tilnudt skipperen at finkæmme min bagage, men det er dog aldrig sket. En langt større risiko er dog, at immigrationsmyndighederne på den ø, hvor man har tænkt sig at stå af, ikke tillader en at afmønstre fordi man mangler en flybillet til Danmark fra den pågældende ø. Mange øer i Vestindien er selvstændige nationer, derfor vil man oftest blive konfronteret med immigrationsofficerer , og de er chokerende strikse (glem alt om bestikkelse!). Der findes tre måder at stille myndighederne tilfredse på:
1.    Køb en billet fra Miami til København hjemmefra. Den viser man så til officeren sammen med en flybillet fra den pågældende ø, som man køber lokalt (færgebillet accepteres langtfra altid).
2.    Som EU-borger kan man tillade sig at købe en envejs-flybillet til en af de franske øer i Caribien, f.eks. Martinique eller Guadaloupe. Det er fra et immigrationsmæssigt synspunkt det samme som at flyve hjem til Danmark. Det skal ikke være en hemmelighed, at myndighederne ikke er begejstrede for unge ”hav-vagabonder”.
3.    Måden at undgå at købe billetter på er ved at blive skrevet på en anden båds besætningsliste, men det kræver, at begge skippere er til stede i immigrationskontoret på samme tid. Man tænker måske, at man da bare kan undgå at blive skrevet op på listen fra straten, men det er ikke tilrådeligt, og de færreste skippere vil turde omgås reglerne, da båden vil blive konfiskeret og kaptajnen sat i fængsel anklaget for menneskesmugling, hvis det opdages.
Kun én gang oplevede jeg at skipperen undlod at føre mig på listen. Specielt for kvinder gælder det, at de bør gøre kaptajnen opmærksom på, at andre er informeret om, hvem de skal sejle med og hvorhen. En kvinde, der blev voldtaget af kaptajnen, måtte opgive en retsforfølgelse, eftersom hun aldrig var blevet registreret som gast på båden af myndighederne! Check derfor besætningslisten på immigrationskontoret inden afgang.
Det er en selvfølge at man bidrager til maden og bådens driftsomkostninger. Typisk mellem 40 og 120 kr. pr. dag. Danske sejlere er blandt de dyreste at komme med, 100 kr. er som regel minimum. Selvfølgelig er der også nogen, der ikke kræver betaling. F.eks. blev jeg fodret og opvartet som en VIP på fragtbåden ”Lady Romney”. Kaptajn Bacchus ville ikke høre noget om betaling og sagde: ”I just like to help people”.  Den var aldrig gået i Danmark!
Det er vigtigt at aftale på forhånd, hvor meget bidraget skal være og præcis, hvad det dækker. Skal man bidrage ekstra til diesel, havnepenge, benzin til påhængsmotoren osv.? Man kommer også til at bo en hel del på land, og her forsvinder pengene hurtigt, for prisniveauet er chokerende højt i Caribien. Kun ø-staten Trinidad og Tobago har rimelige priser.
Det billigste ”guesthouse” (skrabet hotel) kræver mellem 15 og 20 US dollars (ca. 90-120 kr.) for et enkeltværelse, 20-25 for et dobbelt. At leve for under 200 kr. pr. dag er svært. Man kan holde omkostningerne væsentligt nede ved at medbringe et ”campingkøkken”, og er man heldig, kan man leje en køjeplads i en båd. Det er svært at køre på tomlen. Bliver man taget op, vil man i reglen blive opkrævet penge for det, med mindre man befinder sig på øen Antigua. Chancerne for at komme ud at sejle er størst, når man tomler på egen hånd.
I store træk er det ganske ufarligt at færdes i Caribien, men man må tage sine forholdsregler. I denne del af verden regnes alle vesterlændinge for at være omvandrene dollardepoter.
Sæsonnen i Vestindien begynder i november, når sejlerne i Florida begynder at bevæge sig nedad, mens både, der har opholdt dig i sikkerhed for orkanerne i Venezuela stikker kursen nordpå til de små Antiller eller vestpå til Panama. På dette tidspunkt begynder også de første både at komme fra den anden side af Atlanten. Efter så lang en tur med de samme mennesker på stærkt reduceret plads, er der mange gaster, der afmønstrer, hvorved der skabes plads til andre gaster.
I februar er der karneval på Trinidad, øen som har givet verden steel band, calypso og limbo dance. Begivenheden er verdensberømt og tiltrækker tusinder af både. Sidst på sæsonnen (april/maj) er Antigua og St. Martin de bedste steder at finde en skipper, der vil tage en med til Europa, USA eller Venezuela. St. Martin er også god at søge på helt frem til juni/juli, men efter orkanen Bertha i juli 96, vil mange sejlere nok i fremtiden forlade øen noget før.
Man kan flyve overraskende billigt fra Paris til Fransk Vestindien. Her taler de færreste sejlere andet end fransk, men den nærmeste engelsktalende ø er kun nogle timers sejlads derfra med færge.
At stå på en fremmed ø og ikke vide, hvornår man kommer videre, hvem man skal sejle med, og hvorhen turen går, kan enten lede til usikkerhed eller til en pirrende følelse af eventyr. Har man opgivet trangen til at planlægge i timemanageren derhjemme og givet efter for impulsiviteten, mærker man suset fra friheden, og så er man godt på vej til at blive en ”havets vagabond”.

LINK til artikel