DYBETS HEMMELIGHEDER


1. september 2012
Position kl. 09.49: 88 grader nord, 49 grader øst ved den Sibiriske side af Nordpolen.

På kommandobroen sidder to personer som har et stort ansvar for, hvor meget territorier Danmark og Grønland kan gøre krav på. De arbejder med et state-of-the-art flerstrålet ekkolod til 23 mio. kr. til at opmåle havbunden i 3D. Det er vigtigt at indsamle nøjagtige havdybder. Et undersøisk bjerg som viser sig at være højere and ventet, kan f.eks. betyde, at Rigsfællesskabet kan gøre krav på et større område af havbunden end man først havde forudset. Hvor der før blev talt om at Rigsfællesskabet vil gøre krav på et område på tre gange Danmarks størrelse, hører jeg oftere i krogene, at det nok nærmere bliver fire gange så stort som Jylland, Sjælland og øerne tilsammen. Men det bestemmer i sidste ende FN, som følger nogle ekstremt indviklede regler som kyststater skal rette sig efter, hvis de forsøger at udvide deres territorium til havs.

Umiddelbart har de fleste af os vel en opfattelse af, at hele Jorden for længst er kortlagt ned til mindste detalje. Men det er langt fra tilfældet i Arktis. Havbunden ved Nordpolen er nemlig meget ringe kortlagt fordi isen gør det ekstremt vanskeligt at arbejde her oppe. Der findes en del opmålinger fra amerikanske og russiske (sovjetiske) atomisbåde, men de er meget unøjagtige fordi selv de mest avancerede ubåde ikke kan vide præcis, hvor de befinder sig med mindre de dykker op til overfladen og får kontakt med deres GPS. Selv med Skandinaviens stærkeste isbryder, Oden, er det en meget vanskelig opgave fordi de store isskosser, som tvinges ind under skibet, forstyrrer signalet. Derfor udviklede forskerne på det første togt i området (Lomrog I) i 2007 (som jeg var med på) en helt ny metode. De lod skibet rotere om sig selv imens det flerstrålede 3D-ekkolod kortlagde havbunden 4 km nede i en omkreds på omkring 12 km. Det var i øvrigt den første ekspedition i historien som formåede at kæmpe sig ind i et område, hvor ingen isbrydere var nået til før pga. de kraftige isskruninger lige nord for Grønland. Det lykkedes kun fordi vi havde verdens stærkeste isbryder, den russiske atomdrevne Pobedy, til at bane vejen for os. Men det endte ikke så godtŠ Siden har den danske stat undladt at hyre isbrydere fra Rusland, som er hovedmodstanderen af de danske territorialkrav i Arktis. Men det er en helt anden og meget fascinerende historie som du kan læse om i blogindlæggene fra 2007. Nu tilbage til 2012!

For det har flere gange vist sig, at de gamle ubådskort ikke bare er upræcise, men decideret forkerte. Der hvor forskerne håbede at finde et lille undersøisk bjerg, som måske kunne være fordelagtigt i forhold til Danmarks territorialkrav, viste der sig bare at være flad havbund (se billedet). I et andet område skulle der have været et dybt hul, men i stedet var der et bjerg. Bjergryggen over horisontlinien er Nordgrønland. Skråningen helt ude til venstre er Morris Jessup Rise, som har meget stor betydning for territorialudvidelsen østover. I 2007 brugte de rigtig lang tid på at lokalisere den. Forskerne var helt grå i hovederne til sidst.

Tredje billede er fra undervandsbjergryggen, Lomonosov, som kan vise sig at være Kongerigets helt store trumfkort. Det er i hvert tilfælde det forskerne ombord satser på. For hvis de kan bevise, at ryggen hænger sammen med Grønland, kan Rigsfællesskabet gøre krav på et kæmpe område som omfatter Nordpolen. Simpelthen fordi Lomonosovryggen strækker sig forbi Nordpolen ned mod Sibirien. Men det betyder så også, at Rusland ligeledes vil forsøge at bevise, at Lomonosov hænger sammen med Rusland!

Det tages for givet at både Danmark (på vegne af Rigsfællesskabet) og Rusland derfor vil stille krav om de samme områder. Områderne på billedet som skiller sig ud farvemæsigt og med mere detaljerede konturer er der, hvor forskerne har lavede detaljerede 3D-opmålinger. Det lyseblå er en mellemting af gamle upræcise ubådskort og ren og skær gætværk. Kortet er set fra den sibiriske side i retning mod Grønland. Du kan i øverste venstre hjørne se linjerne samle sig ved Nordpolen, hvor vi var i sidste uge.

Hvis du er nysgerrig for at vide mere om FN¹s regler for kysstaters udvidelse, så gå ind på www.a76.dk. Vi har ingen internetadgang her ved Nordpolen (kun en speciel mailadgang) så jeg kan ikke huske den præcise sti. Men hvis du klikker på “Nordøstgrønland”, mener jeg at du kan finde en forklaring af reglerne i et menupunkt derunder.


Comments (1)

  1. Vibeke Antczak

    spændende læsning – jeg glæder mig til flere referater. kh V.A.

Comments are closed.