LOMROG I EKSPEDITIONEN – En verden for sig – Rejsebrev 6


Det er dybt fascinerende at opleve isbjørnen i sit eget territorium på Nordpolen. 600 kg i frit spring!
Foto: Martin Jacobson.

Kære alle,

Oden zigzagger sig gennem revner og små søer mellem de store isflager. Det sker tit at isen pakker sammen i en grad, der kræver at Oden må bakke tilbage for derefter at give den gas fremefter. Den fremgangsmåde gentages ofte flere gange, før vi kan komme videre. I går sad vi fast i en time, men ellers er det gået fint uden assistance fra Pabeda. Vi er ud for Grønlands nordlige østkyst og har i et par dage kunnet se isbjerge i det fjerne.

Forleden var jeg ude på “isrek”, isrekognoscering, med ”Dumle-expressen”, skibets helikoptertjeneste. Navnet skyldes at piloterne altid gnasker Dumlekarameller i sig når de er ude at flyve. Under rekognosceringen plottede styrmanden den bedste rute gennem isflagerne ind på GPS ud fra de iagttagede isforhold. Satellitkortene fra DMI kan udelukkende bruges til den overordnede planlægning. Ruten på styrmandens GPS blev bagefter overført til skibets navigationssystem. Smart! Vi fløj med Geier, og når han skal vende, ja så vender han: Horisonten står næsten lodret! En af forskerne ombord blev så dårlig, at jeg måtte tømme Dumle-posen så hun kunne brække sig i den. Det blev heldigvis ikke nødvendigt.

BJØRN TIL BAGBORD!
Når man skulle finde en person på Vædderen under Galathea-ekspeditionen, kunne man bruge halve til hele timer på at trave skibet rundt og spørge efter Mr. X. Hvis det fejlede, og det var vigtigt, kunne man aller nådigst få officeren som var på vagt på broen til at praje den pågældende over skibets højtaleranlæg. Helt igennem oldnordisk! Ombord på Oden derimod, er vi hver især blevet udstyret med en skibsmobiltelefon, så vi til hver en tid kan få fat i hinanden, og det er vigtigt hvis der pludselig sker noget uventet som er værd at filme.
Forleden dag sad jeg i Odens biograf da min værelseskammerat, Dennis, ringede fra broen med beskeden: ”Bjørn til bagbord!”. De to forrige gange, hvor en bjørn blev spottet, nåede jeg ikke at få kamera og stativ frem i tide. Da instruktøren Suvi bare VILLE have en hvid bamse i kassen, ja så skulle det fandeme gå stærkt! Jeg slog min egen personlige rekord i ”løb-op-af-trappe-uden-at-lægen-ser-det” disciplinen. Vi skal nemlig altid ”give skibet en hånd”, og som skibslægen Malte understreger med rynkede øjenbryn: ”Ingen løb ombord!”. Dernæst gjaldt det distancen til containeren. Kunsten her er ikke at komme til skade på det is- og sneglatte gyngende dæk (og dermed give lægen ombord noget at lave!). Men her havde jeg fået hjælp fra uventet side. Vores tyske nabo, Thomas, fra containeren ved siden af, havde nemlig tabt tålmodigheden med Suvi og undertegnede: Han havde skovlet isen væk foran vores container. Thomas havde ellers i flere dage gjort adskillige diskrete forsøg på at få os til at udføre vores pligt, fordi han skal forbi vores container på vejen til sin egen. Han spurgte bl.a. ind til om islaget generede os, når vi nu kom gående med vores dyre udstyr. Men vi opfattede ikke hans hentydninger. Det nåede så vidt, at han inviterede Suvi ind i sin container for at vise hende skovlen, og forsikre hende om, at vi skam gerne måtte låne den. Heller ikke dette vink med en vognstang fattede nogen af os! Så Thomas måtte altså til sidst give op overfor os to enfoldige danskere. Derfor kunne jeg altså nu tage den i fuldt firspring hen over dækket og ind i containeren for at hente kameraet. I forvirringen havde jeg ikke fået overtøj på, og det er knap så charmerende at stå i T-shirt nord for Grønland, men denne gang nåede jeg frem i tide. Styrmanden bakkede skibet tilbage mod bjørnen og den luntede af sted væk fra os. Bjørnen stoppede regelmæssigt op, stak snuden i vejret i kiggede undersøgende på skibet. Den var helt vildt NUTTET! Det kan godt være at isbjørne er farlige rovdyr, men ingen skal fortælle mig, at denne her nogensinde har så meget som overvejet at sætte tænderne i en sæl! Jeg er overbevist om at bjørnen her var vegetar! Nå men den nuttede bjørn, som i øvrigt var pisgul – men det gør den nu ikke mindre nuttet – vrikkede helt enormt sødt med bagdelen. Da den kom til en stribe vand mellem to flager, fik den sig en maveplasker, da den forsøgte at springe over. Den lagde poterne op på isflagen foran og havde besvær med at få numsen op sammen med resten af det bepelsede korpus på 6-800 kg. Til slut lagde isbjørnen sig ned med hovedet hvilende på poterne imens den roligt betragtede os forsvinde. Suvi havde et par timer før været på isen, naturligvis med obligatorisk riffelbevæbnet isbjørnevagt. De fik prøvet riflen af, så nu går Suvi rundt med et blåt mærke på skulderen.

Isskosser på størrelse med busser kan pludselig løfte sig op langs skibet. Næstkommanderende Erik (bag mig) var ikke glad for situationen og sagde: Jeg får ondt i hjertet over at lade en person sidde udenpå rælingen.
Fotos: Anders Karlqvist.

HVERDAG PÅ ODEN
Det har overrasket mig at selv når det er lyst døgnet rundt, forbliver B-mennesker B-mennesker og A-mennesker står stadig tidligt op. Jeg har altid troet at lyset var en væsentlig forklaring på forskellen mellem morgenduelige og natteravne. Måske handler det om at nogen mennesker har det bedst med at være oppe efter dagens pligter er overstået, mens andre nyder roen om morgenen? Men det med ”tid” er jo som sagt et relativt begreb. Da den russiske isbryder Pabeda lå foran os, var det en pudsig oplevelse at flyve over på besøg med Odens helikopter. Med et befandt man sig i en helt anden verden med alt hvad det indebar af tung, mørk og gammeldags indretning, selvom skibet var sprit nyt. De levede i bogstavelig forstand i en anden tid på Pabeda: Moskva tid. Så når det var tidlig eftermiddag hos os, var det aften hos dem. Besynderligt når man tænker på at vi lå med en afstand på typisk 50-100 meter fra hinanden.

Vores skibslæge blev vist rundt på skibet og vi fulgte efter med kamera. De havde et imponerende stort hospital ombord, men tandlægeklinikken ville sagtens kunne vække en tandlægeskræk i mig, som jeg ellers ikke har. For udstyret må have været fra en anden tid, det lignede i hvert tilfælde noget fra 60’erne. Det gav lægen Malte mig ret i og fortalte at det medicinske udstyr så ud som var det fra 40’erne. Her skal det så bemærkes at røntgenapparatet ombord på Oden rent faktisk er fra tresserne. Malte kalder det Miss Tjernobyl! På rundturen blev vi også inviteret ind i reaktorkontrolrummet, der som så meget andet i Rusland så gammeldags ud.

Jeg havde forventet at livet på en isbryder i Arktis ville blive lettere ensformigt, men nu hvor der snart er gået 5 uger, må jeg sige at det faktisk ikke er tilfældet. Udover at arbejdet tager det meste af tiden, så er der altid noget, man kan foretage sig i fritiden. På Oden er der fitnessrum hvor man bl.a. kan dyrke ”svettis” (svensk aerobic!), 2 saunaer hvor man gerne må medbringe sprut når man crasher ind i det modsatte køns sauna. En bar, et bibliotek, messen hvor der altid er knækbrød og Kalles Kaviar og en fantastisk udsigt fra broen. Man finder ud af at is ikke bare er is og får øjnene op for den store variation i strukturer, farver, tykkelser… Det er nærmest helt hypnotisk at iagttage. Specielt de store isskosser som vælter op langs siden lige bag stævnen er meget smukke. De er lysende blå inden i, og flere af dem er på størrelse med minibusser. Forskere verden over grubler over hvad det præcis er, der fremkalder den smukke blå farve.

Jeg ville meget gerne filme isskosserne brydes bag stævnen, men kunne bare ikke finde den gode vinkel. Så jeg spurgte om jeg kunne komme ud på den anden side af rælingen. Det var kaptajnen ikke begejstret for, men han gav mig lov. Næstkommanderende, Erik, og to matroser, fik til opgave at sikre mig med en sele og være parat til at hejse mig op med et spil, hvis en særlig stor isskosse væltede ind mod skibssiden. Som fotograf vil man jo altid gerne lidt tættere på, men som Erik udtrykte det, havde han allerede ”ondt i hjertet” over at lade en person sidde udenpå rælingen. Så det kunne der ikke være tale om. Det virker jo bare ikke spor farligt når man er i situationen, og desværre kan man heller aldrig fuldt ud gengive det spektakulære syn det i virkeligheden er. Præcis på samme måde som når et stejlt bjerg, eller store bølger ikke ser ud af noget særligt på et billede. Efter at være kommet i god behold på den anden side af rælingen, kom doktoren forbi og jeg kunne ikke dy mig for at sige, at der ikke var brug for Miss Tjernobyls hjælp i denne omgang. ”Bliver man ramt af en isskosse på 30 ton, behøver jeg kun at underskrive en dødsattest”, svarede Malte med et glimt i øjet.

Om lørdagen er det tradition at tage pænt tøj på til middagen og ofte har man fundet anledning til at holde fest ombord. For eksempel afholdt vi landskamp på Oden samtidig med, at der blev spillet i Stockholm. Alle forskere som hverken var fra Danmark eller Sverige, blev tildelt kortvarigt dansk statsborgerskab. Men vel og mærke kortvarigt! Vi vil jo nødig påkalde os Pia og fætrenes vrede! Vi dystede bl.a. i svære remser og sætninger på dansk og svensk. Broderfolket skulle bl.a. forsøge at hakke sig igennem tungebrækkeren: ”Røget ørred og rødgrød med fløde smager dejligt”. Mage til vanære af modersmålet er sjældent hørt tidligere! Hele dysten endte uafgjort, præcis som i Stockholm.

AFTENSTEMNING
Vi er for kort tid siden kommet ud på åbent vand. Det er virkelig en kæmpe omvæltning efter en måned i en hvid verden. Det er nærmest som at komme fra en ekspedition midt inde på indlandsisen og pludselig befinde sig midt i oceanet. I skrivende stund sidder jeg på broen og kigger ud på spredte isflager i et spejlblankt sort hav. Der er livligt her oppe, for folk står og spejder efter sæler, hvalrosser og måske endnu en bjørn? For første gang i snart en måned oplever vi aftenstemning ombord. Himlen er blevet grå, mørket sniger sig ind på os og ansigter lyser op bag laptoppens kølige skærmlys. Folk sidder i egne tanker og skriver mails, afslutter forskningsrapporter og gennemgår billeder fra togtet. Nu bliver det tåget og det slår mig hvor stille her er. Når vi bryder is ryster og brager det i hele skibet, men nu vugger vi ganske blidt fra side til side mens vi glider 4.000 meter over havets bund.

På søndag den 16. september når ekspeditionen sin afslutning ved ankomsten til Longyearbyen på Svalbard. Det er ret almindeligt at folk som er på togt føler, at tiden går stærkere, end familien gør der hjemme. Det er tilfældet med forskeren Hans’ 3 årige søn som spurgte: ”Mor, kan du huske far?”. Så er det vist tid til at komme hjem 😉

Mange hilsner

Kenneth Sorento