LOMROG I EKSPEDITIONEN – I helikopter med åben dør – Rejsebrev 3

Døren skal være åben så jeg kan få de bedste billeder af isbrydernes kamp mod isen. Fotos: Lars-Åke Hansson

Ombord på Oden har vi to unge helikopterpiloter som normalt arbejder i det nordlige Sverige. Her bruger man helikoptere til alt muligt: Drive rener, flytte møbler og hjælpe uheldige teenagedrenge. For mens unge fyre i Danmark får et kik af at tune knallert, så bliver svenske teenagere høje af at race på snescooter. Over skovsøer. Som ikke er frosset til… Det kører fandeme snescooter på vandoverfladen!!! Og det sker ikke så sjældent at Geir eller Thomas – som piloterne hedder – kan indkassere 5.000 SEK fra lommepengene for at trække en scooter op af en mørk sø.

Det er som at filme til en gammel Jaque Custeau film. Foto: Tim Jantzen

Hver gang jeg ser helikopteren lette fra Odens dæk, minder det mig om eventyrlige ekspeditioner som dem jeg så som ung på tv. Når en ny Jaque Custeau episode begyndte, var det billede som stærkest havde fæstnet sig i min erindring, den røde helikopter med det futuristisk runde og gennemsigte cockpit, der lettede på vej mod nye opdagelser. Derfor var drømmen om at filme isbryderen fra en helikopter, det første jeg forestillede mig, da jeg blev præsenteret for ideen om at lave en dokumentarfilm på denne ekspedition. Jeg blev derfor ellevild, da jeg fik bekræftet, at der ville være helikopter ombord. Og da den i starten af togtet kom flyvende ud af disen fra Svalbard, var min begejstring ikke mindre, da den viste sig at være knald RØD!

Du kender det klassiske skud fra film, hvor kameraet kommer flyvende i lav højde mod stævnen og herefter stiger hurtigt for at slutte af med et totalbillede af skibet set fra oven. Det var lige præcis det skud jeg ville have, men jeg vidste, at det ville blive meget vanskeligt at få i kassen. Nu har vi jo ikke sådan noget fint og dyrt udstyr som gyroophæng til kameraet (det man bl.a. bruger til Tour de France), hvor kameraet sidder monteret udenpå helikopteren i en anordning som fjerner rystelserne. At filme gennem vinduet bliver ikke godt: Det begrænser synsfeltet og lægger endnu et lag glas imellem kamera og motiv. Så der var kun en løsning: At flyve med åben dør! Det har jeg prøvet tilbage i 92 i en lille helikopter, hvor døren simpelthen blev hægtet af, men det var sommer, grønne marker og meget uskyldigt. Det er sgu lidt noget andet når man skal op at flyve ud over et delvist frossent polhav. At det sikkert ikke føles nævneværdigt anderledes, at blive transformeret til en rød plet på en isflage frem for på en mark, er i den forbindelse en ligegyldig detalje 😉 Så jeg var lidt spændt på det med den åbne dør og ikke mindst på, hvordan filmningen ville forløbe, for vi har ikke ubegrænsede flyvetimer til rådighed til filmen. Ville kameraet blive grebet af vindstød? Ville finmotorikken i fingrene gå fløjten efter få minutter i polarluften? Ville det ryste for meget?

Man skal lige vende sig til at flyve med åben dør… Foto: Hans Ramløv

Vi skulle af sted efter isrekognosceringsflyvningen var overstået, og vi ventede og ventede… på at det første hold overhovedet skulle flyve. Skyerne lå tungt over os, tågen var tyk, og det får iskrystaller til at fæstne til rotorbladene under flyvning. Derfor er det livsfarligt at lette under de omstændigheder. Men vejret skifter konstant her oppe: Det ene øjeblik er sigtbarheden elendig, for i løbet af få minutter at overlade scenen til en sol som skinner gennem et hvidt lag skyer fra sin plads et lille hop over horisonten. Da det endelig blev vores tur blev spændet til min sikkerhedssele forseglet med gaffatape: Jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg skulle tage det som en ekstra sikkerhedsforanstaltning eller om det simpelthen var fordi spændet var i stykker… Mens Suvi satte sig ind foran med fotografiapparatet, blev mit kamera sikret med elastikrem. Vi slap kontakten med dækket og begyndte at stige lynhurtigt. Geir krængede helikopteren mod bagbord (den side jeg sad i) og pludselig var der ikke noget mellem mig og isen flere hundrede meter nede. Ja dvs. jeg havde selvfølgelig en sikkerhedssele på, og så kom jeg i tanke om gaffatapen og greb i samme øjeblik ud efter en anden sele jeg kunne holde i med venstre hånd. Og så er tricket – det husker jeg da fra 92 – at lukke venstre øje for at koncentrere sig om billedet i søgeren. For herefter er fokus med et rettet på filmen, man har kun én ting i hovedet: At få lavet nogle fede billeder.

Geir fik os i position 50 meter foran stævnen på højde med dækket. ”Er du klar?”, spurgte han med Bergen-dialekt, ”ja” sagde jeg bestemt, og håbede at det nu også stemte. Så fik den ellers gas. Odens stævn nærmede sig overraskende hurtigt, og i det jeg tænkte, at nu var det måske en idé at rive i rorpinden, hvis vi altså ikke skulle splattes ud over Odens fordæk, steg vi op i hæsblæsende fart. Jeg kunne tydeligt se ind af vinduerne til folkene på broen, og i næste øjeblik filmede jeg ned i skorstenen. Wauw! What a ride!

Men det blev ikke nogen rigtig fed optagelse. Så vi tog den igen og igen og igen… Når jeg ikke kan stikke kameraet ud af døren, men må holde det lige indenfor, så vinden ikke tager fat i det, er mit rum til at bevæge kameraet op og ned, og fra den ene til den anden side stærkt begrænset. Derfor skal kamerabevægelsen – som skal følge Oden i cirkelbevægelsen som går tæt rundt om skibet – koordineres med helikopterens bevægelse, og det er svært. Piloten skal langt hen af vejen agere kameramand ved hjælp af mine instruktioner over headset: ”Lidt mere mod bagbord, hold den der, lidt mere, nej det var for meget, mere op, ja det er fint…”. Og han kan jo ikke selv se billedet. I praksis er piloten nødt til at dreje helikopteren så den flyver skiftevis sidelæns, skråt fremad mm. Uden gyrostabilisator bliver det jo heller ikke rystefrit, men hvis jeg får 10% brugbart materiale og 2% som er rigtig fedt, ja så er det det hele værd.

Jeg skal filme verdens største atomisbryder. Foto: Björn Eriksson

Vi måtte flere gange hænge i luften og vente på at Oden sejlede fremad, for som beskrevet i sidste rejsebrev, sidder den fast med jævne mellemrum. Heldigvis var det ikke spor koldt, eller det bemærkede jeg i hvert tilfælde ikke. På et tidspunkt lå vi højt oppe og ventede, og da isbryderen var på vej fremad igen, stak Geir snuden nedad og gav os en rutsjetur af format! Ingen bløde bevægelser her, jeg forstår godt at Geir har et ry som den vilde af de to piloter. En af forskerne sagde bagefter, at det havde set helt vildt ud, den måde helikopteren var blevet fløjet på. Det var sidste chance for at få billedet i kassen, for nu var disen ved at vende tilbage, horisontlinien ved at forsvinde, og så skal helikopteren ned indenfor få minutter. Jeg løsnede venstre hånds greb om selen foran mig og rykkede mig længere frem i sædet. Nu skulle den sidde lige i øjet! Vi fløj frem under dækshøjde få meter over isen og rotorerne piskede en støv af iskrystaller fra isflagerne op over Oden. Det så vildt fedt ud. Og så tog vi den langs siden af skibet i takt med at vi steg op over skorstenen og fløj ud over det brusende vand fra Odens to store propeller.

Nu har jeg kørt billederne ind på min klippecomputer. De er fede, men de fleste af dem er bare irriterende rystede (en kraftig vind bagfra gjorde helikopteren mere ustabil end normalt) og alt for tit får jeg noget af døråbningen eller rotorbladene med i billedet. Men der er nok 5-10% som er ok, specielt hvis billederne slowes.

Vi blev stoppet af en canadisk forsker (ham som frygtede at kokken ombord var beslægtet med den svenske kok i Muppet Show). ”Fik I filmet helikopteren da den drønede rundt i de vildeste bevægelser om skibet lige før?”, spurgte han.

Det er dag udenfor, men mit ur fortæller at kl. nærmer sig et om natten. Vi får en lang dag i morgen, så god nat.