ISEN KNUSER UDSTYRET

Bloggen er blevet forsømt, for jeg har vanvittig travlt ombord på isbryderen Oden med at filme til en dokumentar til DR/NRK, lave tv til SVT, filme til Videnskab.dk, tage fotos til Ud&Se og Illustreret Videnskab, klippe indslag til Orientering på P1 og meget meget mere. På en ekspedition arbejder forskere og besætning 24 timer i døgnet alle ugens dage i de syv uger ekspeditionen varer. Og da vi følger alle de mange ting der foregår ombord, har Martin Breum og jeg nok at se til. Heldigvis er det super spændende!

DEN STORE PRØVELSE
I dag søndag den 19. august bliver den helt store prøvelse for ekspeditionen. Isen har nemlig forhindret indsamlingen af vigtige data i et område af stor betydning for Danmark og Grønland så nu er der brug for at den næste “operation” går godt.

Vi ligger nu på toppen af den undersøiske bjergkæde, Lomonosovryggen, som i bogstaveligste forstand udgør rygraden i Rigsfællesskabets kamp for at erobre Nordpolen. Her skal de danske forskere udføre et risikabelt og meget vanskeligt forsøg på at skaffe bevismateriale fra bjergryggen med en metode kaldet “dredging”. Det vanskelige ved “dredging” består i, at man på en bjergskråning som hælder 25 grader (hvilket er meget stejlt) skal trække noget som ligner en fusion mellem skovlen på en gravemaskine og et stort jernnet ned af bjergryggen. Når ryggen er så stejl kan sand og mudder (sedimentlag) ikke sidde fast på siden, og så er der kun det rå bjergmassiv tilbage. Det er klippestykker fra netop bjergmassivet som er så afgørende for de danske forskere at få med op. Hvis bjergmassivet har den samme geologiske sammensætning som den grønlandske undergrund, udgør det et vigtigt bevismateriale i påstanden om at Grønland hænger sammen med Nordpolen. Lomonosovryggen går tæt forbi Nordpolen, så hvis FN’s Havretskommission godkender beviset, er Rigsfællesskabet kommet tættere på at “erobre” Nordpolen og et område af Polhavet som er over tre gange så stort som Danmark.

Men på den sidste ekspedition i 2009 (Lomrog II) gik det galt, da man forsøgte at udføre dredging på den stejle undersøiske bjergskråning. Der kom overhovedet ingenting med op! Ikke engang et par småsten.

I år har man derfor hyret en af verdens førende eksperter indenfor dredging: Hollandske Jack Schilling. Det lyder enkelt at trække et skovllignende instrument ned ad en skråning, men det er i virkeligheden utrolig vanskeligt. For hvis instrumentet trækkes for hårdt over bjergvæggen, risikerer man at wireren mellem “skovlen” og skibet knækker. Det er dødsensfarligt for teknikerne på dækket. Hvis kablet til gengæld er for slapt som i 2009, så får man ingenting med op.

EKSTREME ISFORHOLD
Det er vigtigt både for regeringerne i København og Nuuk, at forsøget med dredging går godt i dag. Især fordi forskerne ikke har været så heldige med at få alle de vigtige data indsamlet, som det var planen. Isen har nemlig vist sig at være ekstremt hård overfor det hundedyre og topavancerede udstyr der skal til for at foretage det der hedder “seismiske” målinger med.

Seismik består i at man søsætter en luftkanon, som er så kraftig, at den i bogstaveligste forstand udløser rystelser op igennem hele skibet, når den med 14 sekunders interval affyres i 20 meters dybde. Refleksionen af kanonbraget (en slags “ekko”) opfanges af hydrofonerne (undervandsmikrofoner) i et 3-400 meter langt kabel som trækkes efter skibet.

På den måde kan forskerne skabe et billede af den undergrund som ligger nedenunder havbunden. Det kan populært sagt sammenlignes med en ultralydsscanning, hvor lydbølger giver et billede af baby i mors mave. De danske forskere skal bruge disse data til at bevise, at Grønland hænger sammen med Nordpolen.

DET GIK ELLERS SÅ GODT!
I starten af ekspeditionen lykkedes at indsamle en masse seismiske data med en nyudviklet fremgangsmåde: Isbryderen forbereder den sejlrende som målingerne skal følge ved først at bryde isen i den ene retning, sejle tilbage for at fjerne yderligere is, og til sidst sætte kursen ned af randen for tredje gang. Denne gang med det seismiske udstyr på slæb. På den måde forsøger man at minimere risikoen for, at kablet med undervandsmikrofonerne (streamerkablet) blev flået i stykker som det skete da jeg var med på den første ekspedition i 2007 (Lomrog I). Her mistede forskerne en masse udstyr og dermed gik de glip af meget vigtige data.

For et par dage siden vendte lykken: Undervandskanonen holdt pludselig op med at skyde. Agterdækket blev spærret af og den defekte kanon blev hevet op. Det viste sig at det ene kammer var frosset til i det iskolde Arktiske hav.

Isbryderen måtte vende om, kammeret blev skiftet og kanonen blev sænket på ny. Men kort tid efter skete der noget endnu værre: En kæmpe isskosse ramte kanonen og rev al kablingen omkring kanonen over. Det var nogle skuffede og meget trætte forskere vi mødte på agterdækket. Nu er kanonen repareret, men ekspeditionslederen har besluttet at vente med de seismiske målinger til vi kommer frem til et område med knap så ekstrem is.

Nu venter alle i spænding på, hvad der sker til aften, når forskerne skal forsøge at opsamle klippestykker fra den stejle skråning på 2-3 kilometers dybde.