LOMROG I EKSPEDITIONEN – Reddet af en atomisbryder – Rejsebrev 2

Nu sidder vi fast igen! Vi er for længst holdt op med at tælle antallet af gange vi er blevet låst ned i isen, men jeg vil tippe på, at vi alene i dag er oppe på godt 20 gange og vi har de seneste timer kun sejlet få hundrede meter. Vi lå også stille det meste af natten, dels fordi vi sad fast, men også fordi vi havde motorproblemer. De arbejdede på højtryk nede i maskinen frem til morgenstunden, men den ene af de 4 motorer virker stadig ikke.

Heldigvis har vi verdens største isbryder, den atomdrevne russiske ”50 Years of Victory”, til at redde os. Skibet vejer dobbelt så meget som Oden og har med sine 75.000 hestekræfter godt 3 gange så stor motorkraft. Det er ”Victory´s” første ekspedition. Når russeren skal komme os til undsætning, vender den 180 grader, sejler tilbage og går så tæt på agterenden (bagenden) som den kan komme uden at ramme det seismiske udstyr. Dette udstyr hænger efter Oden i flere hundrede meter. Herefter gir russerne den fuld gas frem parallelt med Oden. Det er virkelig imponerende når kæmpen tordner tæt forbi rælingen, for i modsætning til vores svenske isbryder som møjsommeligt må gnave sig stille og roligt gennem isen, så skær russeren sig gennem 3-4 meters is, som var det en varm kniv gennem smør. Vi bliver aldrig trætte af at beundre det, for det er nærmest naturstridigt at overvære.

Fotos: Thomas Funk og Hans Ramløv

Det kan beskrives lidt ligesom en stumfilmsagtig oplevelse, for der er næsten ingen motorstøj, og der kommer jo heller ingen røg op af skorstenen, fordi skibet er drevet af atomkraft. Når Pabeda (Victory) kommer på højde med vores stævn, skær den ind lige foran os for at bryde isen op, så Odens motorer kan sparke os i gang. Det er det der sker lige nu i skrivende stund. Vi hælder 7-8 grader mod bagbord og begynder langsomt at gnave os gennem isskosserne. Nu begynder Oden at ryste så kraftigt, at man godt kan glemme alt om at bruge musen til skærmen, for man kan overhovedet ikke styre cursoren. De kraftige rystelser er ofte en forvarsel om, at vi snart sidder fast igen, inden vi overhovedet er kommet helt fri. Det er derfor ikke usædvanligt, at Pabeda må gøre manøvren om igen lige efter. Hold da kæft, hvor hun kæmper, den svenske dame! Fra vinduet i vores arbejdscontainer kan jeg se, at vi er små 30 meter fra hækken (bagenden) af russeren. Styrmanden prøver tydeligvis at udnytte hendes kølvand.

Problemet er, at seismikudstyret tvinger os til at holde en lav fart på 2 til max 4 knob, men med den hastighed, risikerer russeren at sidde fast. De ville helst sejle 6-10 knob. Det er sket en række gange tidligere at russeren har siddet fast i en kortere periode, og hvis det på et tidspunkt ikke lykkes for Pabeda at komme fri, ja så er vi sgu på den.

Faktisk synes jeg, at det er lidt bekymrende det her, for vi er slet ikke nået frem til det område på hele Nordkalotten, hvor isen er tykkest, og hvor intet skib derfor har været tidligere. Jeg har lige nu svært ved at forestille mig, at vi kommer til at blive de første, og det er et problem for de danske forskere. Netop i det område, skal der nemlig indsamles meget vigtige data for at bevise, at Grønland hænger sammen med Nordpolen. Nu sidder vi fandeme fast igen-igen! Efter vi var blevet gjort fri, pakkede isen støt og langsomt sammen, og hastigheden gik gradvist ned til kravleniveau og til sidst helt i stå. Oden kæmpede ellers bravt længe, motorerne må nærmest være ved at eksplodere nu. Og dog…måske lykkes det alligevel? Den rykker sig en smule…

Oden er bygget til at bryde is op til 2 meters tykkelse i den botniske bugt. Derfor har vi den russiske isbryder til at bane vejen for os. Det ville ikke have været tilstrækkelig, hvis ekspeditionen kun havde bestået af Pabeda, for Oden er samtidig indrettet til forskning, hvilket russernes isbryder ikke er. Tests i canadisk territorialfarvand har desuden vist at fremgangsmåden med to isbrydere lige efter hinanden, er den bedste under så ekstreme forhold. Jeg kalder vores russiske ven for ”Crazy Ivan”, efter russiske atomubådes berygtede 180 graders vendinger under den kolde krig, for at afsløre om en amerikansk ubåd fulgte i halen på dem. For som føromtalt må Pabeda jo vende 180 grader for at komme os til undsætning.

Fotos: Björn Erikssonog Lars-Åke Hansson

Nå for satan: Nu prøver de en helt ny manøvre. Pabeda bakker nu lige ind foran stævnen og drejer af mod bagbord (venstre). Gad vide om det hjælper? Hun er godt nok tæt på…

Nu sejler Pabeda fremad efter at have bakket og svinger bagpartiet lige ind foran vores stævn. Det ser vildt ud. Og jo, det hjælper sgu: Nu er vi i gang igen. Ingen ”Crazy Ivan” i denne omgang 😉 Vi humper os igen igennem et af verdens mest ugæstfrie områder. En verden klædt i hvidt med spredte søer af turkisblåt smeltevand. Et helt utrolig smukt syn.

Mange hilsner

Kenneth Sorento